Ikoniske USAIngen lande i verden er så rige på ikoniske bygningsværker og verdenskendte naturscenerier som USA. Det er som om, landet er fyldt til randen med steder, der har prentet sig ind på vores nethinde - også selvom vi aldrig har sat vores ben i Guds eget land. Læs med, bliv inspireret til din næste rejse og se hvor mange af de ikoniske steder, du kan nikke genkendende til.
Mount Rushmore, South Dakota
Hvad gør man, når man gerne vil tiltrække turister til sin stat, men mangler en turistattraktion? I South Dakotas tilfælde valgte man at kaste sig ud i et projekt, der lød lige så galt, som det senere skulle vise sig at være genialt. Den lokale og driftige historiker Doane Robinson samlede penge ind og hyrede skulptøren Gutzon Borglum, hvis forældre var danske emigranter fra Hjørring-egnen. Borglum blev sat i spidsen for megaprojektet med at mejsle ansigterne af fire ikoniske præsidenter ind i en granitbjergside i Black Hills-nationalparken i den sydvestlige del af staten. Efter 14 års arbejde blev sidste mejselhug foretaget i 1941, og siden har de 18 meter høje ansigter af George Washington, Theodore Roosevelt, Abraham Lincoln og Thomas Jefferson skuet ud over de godt 3 millioner turister, der hvert år besøger det ikoniske bjerg.
Oplev Mount Rushmore på nærmeste hold på vores rundrejse til The Great American West
Golden Gate Bridge, San Fransisco
Vel nok verdens mest fotograferede bro og et vartegn for byen San Fransisco og hele USA for den sags skyld. Den gyldne bro, der i virkeligheden slet ikke er gylden men rød/orange, stod færdigopført i 1937 efter fire års byggearbejde. Golden Gate Bridge gjorde dermed de kritikere til skamme, som mente, at man umuligt kunne opføre en bro over den blæsende, strømfyldte og ofte jordskælvsplagede San Fransisco Bay. Broen står ufatteligt smukt mellem byen San Fransisco og Marin County på den modsatte bred. Har man ikke noget imod tung trafik og blæst, så kan man gå langs kørebanen i begge retninger over broen og tage den imponerende udsigt og oplevelse rigtigt ind
Du kan komme helt tæt på en af verdens mest ikoniske broer, når vi lægger vejen forbi Golden Gate Bridge på rejsen USA - The Best of The West
Horseshoe Bend, Arizona
Coloradofloden slanger sig 2.334 kilometer gennem det sydvestlige USA, men ingen steder tager den sig så spektakulært ud som ved Horseshoe Bend tæt på den lille by Page midt i Arizonas golde klippelandskaber. Netop her kaster floden sig nærmest naturstridigt 180 grader rundt om en høj sandstensklippe og danner dermed den hesteskoform, der har givet det prægtige naturfænomen sit navn. Klippen blev dannet for cirka 6 millioner år siden, og årligt besøger mere end 2 millioner turister udsigtspunktet på den anden side af kløften, hvor der fra 300 meters højde er en mageløs udsigt over Horseshoe Bend.
Oplev Horseshoe Bend fra det sted, fotoet ovenfor er knipset, når vi kører gennem Arizona på vores store USA-odyssé, som vi har døbt USA The Grand Tour
Det Hvide Hus, Washington D.C.
Der findes næppe noget hus i verden, der får mere skærmtid i diverse nyhedsudsendelser end Det Hvide Hus på 1600 Pennsylvania Avenue i delstaten Washington D.C. Den ikoniske bygning ligger lige i historiens smørhul mellem Capitol-bygningen og Lincoln Memorial og lige ud til The Mall, der gennem tiden har huset alt fra protester mod Vietnam-krigen til Martin Luther Kings ”I have a dream”-tale i 1963. Bygningen har fungeret som embedsbolig for den siddende præsident siden år 1800, og i omegnen af 5.000 besøgende lægger hver dag vejen forbi adressen, der huser verdens mest magtfulde mand. Det Hvide Hus’ ydre er kun blevet ændret få gange i de mere end 200 år, det har eksisteret, hvorimod indretningen af stuer, værelser og korridorer skifter med lunet af den til enhver tid siddende præsident – og hans førstedame.
Kom så tæt på magten, at du næsten kan dufte den, når vi bl.a. besøger Det Hvide Hus på vores rundrejse til USA og Canada
Graceland, Memphis
Villaen Graceland er for Elvis-fans, hvad Mekka er for muslimer; et helligt sted man simpelthen bare skal opleve mindst én gang i livet. Den pompøse ejendom med de karakteristiske søjler, løvestatuerne og den excentriske indretning ligger i udkanten af storbyen Memphis i staten Tennessee og dannede rammen om store dele af Elvis’ liv og alt for tidlige død. Den verdenskendte sanger købte huset til sig selv og sin familie i 1957 for lidt over 100.000 dollars, og han blev så glad for stedet, at han fik sine hotelværelser indrettet som eksakte kopier af de forskellige stuer og værelser, når han var på turné rundt omkring i USA eller boede længere perioder i Las Vegas. I dag fungerer Graceland som museum, og over en halv million turister valfarter hvert år dertil for at opleve stedet og vise deres respekt for Kongen af Rock n’ Roll, der ligger begravet i den tilhørende park sammen med sine forældre og sin datter.
Nyn med på Jailhouse Rock, Blue Suede Shoes og alle de andre udødelige Elvis-klassikere, når vi beøger legendens tidligere hjem på vores tur rundt i det sydlige USA for fuld musik
Frihedsgudinden, New York City
Hvis man skulle vælge et – og kun ét – billede på USA, så ville de flestes valg nok falde på den 46 meter høje, irgrønne statue af Frihedsgudinden, der står på Liberty Island ved indsejlingen til The Big Apple. Statuen blev givet som en gave fra den franske stat i 1886 som en form for venskabsgave og symbol på et værdifællesskab bygget på frihed. Statuen blev hurtigt et symbol på nye muligheder for de millionvis af emigranter fra hovedsageligt Europa, der satte ben på amerikansk jord for første gang på den nærliggende Ellis Island, kort tid efter de havde passeret Frihedsgudinden på deres oceandampere. I dag er det stadig muligt at komme op i toppen af Frihedsgudinden, hvorfra der er en flot udsigt til de noget mindre kendte områder af den enorme by.
Oplev Frihedsgudinden og resten af byen der aldrig sover om foråret, sommeren eller efteråret på vores klassiske syvdages rejse til New York. Eller se hende i et juleoppyntet Big Apple, når vi hygger os med julestemning i New York i starten af december.
The Strip, Las Vegas
Når man kigger på billeder taget fra den internationale rumstation af Las Vegas, så ser man et strålende lyshav. Den følelse mangedobles, når man står midt på ikoniske The Strip, der er Las Vegas’ hovedgade, livsnerve og hjemsted for verdensberømte kasinoer som The Bellagio, MGM Grand, Caesars Palace, The Venetian og utallige andre. Las Vegas blev hurtigt kendt som ”Syndens By”, da gangstere, lykkeriddere og Hollywoodstjerner i 1950’erne valfartede ud midt i Nevadas ørken til et sted, hvor spiritus, penge, letlevende damer og funklende casinoer kæmpede om opmærksomheden. I de senere år har et Formel 1-grandprix, en kuglerund koncertbygning og et hav af nye, gigantiske og funklende hoteller cementeret byens position som verdens underholdningscentrum, og det er i dag – mere end nogensinde – en fuldstændig overvældende følelse at gå ned ad The Strip i den mørke ørkennat og opleve en af verdens mest kendte gader på tætteste hold.
Er du bidt af en gal spillefugl? Eller vil du bare gerne opleve lysmekkaet Las Vegas sammen med andre rejsende? Så tag med på vores rejse til USA - The Best of The West
En hjuldamper på Mississippifloden, New Orleans
Selvom damp for længst er blevet erstattet af andre energiformer, når det kommer til sejlads, så holder de stædigt fast i deres hjuldampere i New Orleans ved bredden af Old Man River – Mississippifloden. Måske er det til ære for turisterne? Eller måske er det en måde at holde fast i minderne om en tid, hvor transport i det sydlige USA ofte foregik på de store floder, der skærer gennem landet som blodårer. Uanset årsagen, så er de hvide, toetagers hjuldampere af træ, der sejler mod solnedgangen i den grumsede mississippiflod, et af de mest ikoniske billeder på det sydlige USA. I dag kan du fornemme lidt af historiens vingesus, når de smukke hjuldampere stævner ud fra kajen i The Big Easy (New Orleans’ kælenavn), mens jazzmusikken summer i dine ører, Sazerac-drinken forkæler dine smagsløg og dit blik er rettet mod den brede flod og landskabet, der langsomt glider forbi.
Sejl med ud i solnedgangen på Mississippifloden, når vi tager på rundrejse i USA's skønne sydstater