Postkort fra savannen: På sporet af The Big 5

I foråret 2024 drog tre medlemmer af Gislev-familien på ekspedition til Kenya, hvor de for første gang skulle prøve at tage på safari med alt, hvad det indebærer af vilde dyr, mindst lige så vilde landskaber og ophold undervejs på gode lodges. Vi har taget en snak med den ene af de tre safari-nybegyndere, Marlene, og her kan du læse om hendes oplevelse af en tur, der ikke bare blev et minde for livet, men også vendte op og ned på alt, hvad hun troede, hun vidste om safari.

Turen var en kort udgave af Gislevs originale Kenya-rejse, og sidenhen har Marlene haft tid til at reflektere over det store minieventyr:

”Jeg har aldrig haft en særlig drøm om at tage på safari, selvom min søster flere gange har fortalt, at hun på ugentlig basis stadig tænker på familiens safaritur, da vi var små. Dengang var jeg for lille til at kom­me med, men i foråret fik jeg chancen igen, og det er jeg enormt taknemmelig for. For selvom jeg har været i Afrika før, var det her alligevel noget helt ekstraordinært.”

Efter en køretur på nogle timer fra hoved­staden Nairobi var det lille Gislev-slæng fremme ved safarilodgen i Nakuru National Park. Med ankomst sent på dagen blev aftenen brugt på at akklimatisere inden en god nats søvn, men så var gruppen også klar til deres først safaritur. Med danske Claus som guide og stadig en smule omtumlede efter rejsen ned over Ækvator gik turen ud i den frie natur.

”Vi kørte i åbne safaribiler med plads til seks gæster, guiden og chaufføren, og der gik ikke længe, før mange af de klassiske savannedyr viste sig. Bøfler, giraffer, vortesvin, zebraer, næsehorn, gazeller og mange andre. Vi fik også lov pænt at vente, mens en lille bavianfamilie trissede over grusstien lige foran os. I det hele taget foregik alt i ro og mag, så vi fik god tid til at se, hvad dyrene foretager sig i deres egne habitater i den fantastisk flotte park.”

Fra striber til pletter og snabler

Det næste stop var Aberdare oppe i højlandet, der med sine frodige skove, orkidéer og vandfald ikke er det arketypiske billede på Kenya. Et sted, der med sine konstante 25 grader året rundt ikke kender til årstider, og her ventede der ikke bare Gislev-gruppen, men også Claus, oplevelser til mindebanken.

”Det var i Aberdare, at vi så den første af – skulle det senere vise sig – mange elefanter. Oppe i trækronerne svingede colobusaberne sig fra gren til gren, og så var det svært ikke at lade sig smitte af Claus’ begejstring, da vi så ikke bare én, men to leoparder! Den første fik vi kun et flygtigt glimt af, men allerede dét var, kunne vi forstå på Claus, en sjældenhed her i Aberdare, og da nummer to senere viste sig, var vi derfor hurtigt klar med kameraet,” fortæller Marlene og finder med det samme en video frem af det plettede kattedyr på en støvet grussti et godt stykke foran safaribilen.

I Kenya er en stor del af eventyret ikke kun udflugterne. Det er i høj grad også oplevel­sen af at bo på safarilodges i hjertet af naturen. Her i Aberdare hed lodgen The Ark, og det var med nogle ganske særlige gæster lige omme i baghaven:

”Arken var et vildt sted at bo. Den har en stor træterrasse lige ned til vandhullet, hvor der om aftenen var flere elefanter, end jeg kunne tælle. I det hele taget har lodgen mange små udsigtspunkter, både inde og ude, hvor vi havde frit udsyn til det åbne naturreservat. Især da dyrene samlede sig ved vandhullet, blev det meget vanskeligt at hoppe i seng. Vi følte, at vi kunne studere dem i timevis, men til sidst måtte vi fulde af dyre-FOMO hoppe til køjs,” griner Marlene – måske endnu med en snert af ærgrelse.

The Big 5 gør deres entré

Faktisk havde gruppen allerede nu set fire af Afrikas berømte Big 5, men det var i den tredje nationalpark, Samburu, at kongen af savannen – eller rettere dronningen – fuldendte listen.

”Det var Claus, der spottede dem og tålmodigt men bestemt fik dirigeret chaufføren hen mod et lille krat i det åbne område. Dér var de; to dovne morløver med hvert deres kuld halvstore, legesyge unger, kun omkring fem meter foran bilen. De ænsede os ikke engang, selvom vi kom så tæt på, at vi kunne høre dem spinde.”

Man kan høre en nærmest David Attenbo­rough’sk begejstring i Marlenes stemme, men det skyldtes ikke kun de store katte:

”Det var i Samburu, at vi så flest dyr. Først én gigantisk elefantflok på over 50 dyr og kort efter en mere. Giraffer, der spankule­rede hen over stien lige for øjnene af os. Masser af akacietræer, som dem Rafiki bor i i Løvernes Konge, og masser af tid til at fordybe os i sceneriet og lydene af de græssende dyr. Det er en slags simpelt zen-liv bare at køre ud og kigge på dyr, men jeg blev simpelthen aldrig træt af det, og på vores rigtige Kenya-rejse er der meget mere af den slags end på vores korte tur.”

Det virker nærmest fjollet at spørge, men Marlene skulle alligevel have chancen for at svare på, hvorvidt safari er noget, hun vil prøve igen. Svaret kom prompte:

”Ja! Og jeg skal have mine børn med.”