Skip to main content
  • Norden
  • Danmark

Ø-hop i Danmark: Find din danske ferieø

Findes der noget bedre end dansk sommer, når vejret viser sig fra sin bedste side? Blomsterengene summer, skovene synger, og Dannebrog vajer fra flagstængerne rundt omkring ved de danske sommerhuse. Dansk sommer er nostalgi, nærhed og feriefølelse, og især på de danske øer mærker du den helt særlige, danske sommerstemning. Læs med her, hvor vi guider dig til din næste, danske ferieø.


Bornholm – Danmarks dejligste ferieø

Med kaldenavne som ”Solskinsøen” og ”Danmarks dejligste ferieø” er der meget at leve op til for Bornholm, der i 2022 modtog prisen som Danmarks bedste feriedestination ved Danish Travel Awards. Heldigvis lever øen op til sit ry, for ud over sine mange solskinstimer byder Bornholm også på gode kulinariske oplevelser, ikoniske bygningsværker og ikke mindst nogle af landets bedste sandstrande.

Bornholm er med andre ord som skræddersyet til dansk sommerferie. Her kan du spise røgede sild i de idylliske fiskerlejer, snolde lokalproducerede bolsjer og lakrids i de små butikker og besøge seværdigheder som middelalderfæstningen Hammershus og Østerlars Rundkirke, der begge er typiske stamgæster på bornholmske postkort. Glæd dig også til at opleve Helligdomsklipperne og grotterne ved nordkysten samt til at gå på opdagelse i Danmarks femtestørste skov Almindingen, der gemmer på alt fra bisonokser og Ekkodalen til Bornholms højeste punkt ved Rytterknægten.

Indimellem Solskinsøens mange oplevelser kan du også glæde dig ro og afslapning, hvor en kold Svaneke-øl, en Krølle Bølle-is eller et besøg ved Dueodde Strand med dens fløjlsbløde strandsand er sikre hits på de varme sommerdage. Du kan opleve Bornholm på vores 5-dages og 6-dages rejse samt vores festlige sensommerrejse.


Ærø – en sydfynsk perle

”Alt er vand ved siden af Ærø”, lyder det lokale mundheld blandt ærøboerne. Og ja, havet er da også som regel til at få øje på, når du befinder dig på øen, men udtrykket bærer også en symbolsk betydning. For ærøboerne er stolte af deres ø, og det forstår man godt, når man besøger øen i bunden af Det Sydfynske Øhav. Det er en bæredygtig ø med en vindmøllepark, masser af solceller og en elfærge, der siden 2019 har sejlet passagerer frem og tilbage mellem Ærø og Als. Men ud over sine grønne initiativer er der også meget at smage, se og opleve på Ærø.

Ærø er nemlig hjem for masser af skøn natur, kulørte badehuse, hyggelige småbyer og en stolt, maritim kulturarv. Især skinner søfartshistorien igennem i øens største by Marstal, hvor du kan opleve det hyggelige havnemiljø, søfartsmuseet og kirken med de syv kirkeskibe under loftet, der vidner om byens tilknytning til havet. Også Ærøskøbing med kaldenavnet Eventyrbyen er en ærøsk charmetrold med toppede brosten, klatreroser, der smyger sig op ad de små, velholdte byhuse og ikke mindst Flaske-Peters samling på over 500 flaskeskibe.

Som det sømmer sig for danske øer, er der en række ærøske specialiteter, du ikke bør snyde dig for, hvis du rigtig vil smage på Ærø. Især bør du prøve de berømte ærøske pandekager, men øen frister også med is, konfekt, snaps og godt, lokalt bryg fra Ærø Bryggeri. Og når du er tanket op til nye oplevelser, kan du besøge ærøske seværdigheder som Bregninges smukke, gamle kirke, Skjoldnæs Fyr på øens spids og naturligvis den 33 meter høje Voderup Klint. Er du fristet af en ærøsk sommer, kan du se nærmere på vores sommerrejse til Ærø og Als.

Sydesalt og tangtage på Læsø

I det nordlige Danmark, godt en halvanden times sejltur fra Frederikshavn, ligger Kattegats største ø, Læsø. I nordisk mytologi siges det at have været hjem for jætten Ægir, der var konge over havet og på atypisk jættemanér nærede et særligt godt forhold til aserne, de nordiske guder. I dag skal du ikke forvente at møde hverken jætter eller aser på Læsø. Til gengæld går du i land på en rolig ø med masser af skøn, uspoleret natur med marskområder, nåleskov, dejlige badestrande og smukke lyngklitter, der lyser op i et flot, violet skær, når hedelyngen blomstrer fra juli til september.

Ud over at være et glansbillede på dansk idyl er Læsø samtidig en ø med stolte danske traditioner. Siden 1100-tallet har man ved hjælp af sydepander og levende ild fremstillet det berømte Læsø-salt, hvilket du kan lære meget mere om på Læsø Saltsyderi. Men Læsø er også kendt for sine specielle, tangtækkede huse, nogle helt tilbage fra 1600-tallet, sin kystlinje, hvor du både kan være heldig at finde rav og spotte sæler, samt sin jomfruhummerindustri, som fejres med en årlig jomfruhummerfestival i august.

Du kan opleve Læsø i kombination med Skagen på vores 5-dages rejse til toppen af Danmark, hvor vi ud over den smukke natur og saltsyderiet også besøger Museumsgården, Vesterø Kirke og kystbyen Østerby.


Hold ferie på Sydhavsøerne

Drømmer du om at drage sydpå, behøver du ikke at rejse længere end til Sydhavsøerne, før omgivelserne byder op til en dejlig ferie – og så endda i skønne, danske rammer. Sydhavsøerne er samlebetegnelsen for øerne under Sjælland med Lolland, Falster og Møn som de helt store trækplastre. Hver især frister de med deres egen historie, charme og seværdigheder, og som de ligger der på rad og række, er de oplagte at opleve på et trefoldigt dansk ø-hop.

Lolland og Falster er begge rige på smukke naturområder, hvor vandrestier, gode cykelruter og et mangfoldigt fugleliv hver sommer tiltrækker mange naturglade besøgende. Samtidig er de to øer rige på flere tusind år gamle gravhøje samt historiske slotte og herregårde såsom Corselitze Gods med den smukke gamle have og Aalholm Slot, der er en af Danmarks bedst bevarede middelalderborge. Her kan du også se Dodekalitten med sine 12 tonstunge stenstøtter, de ikoniske stråtækkede huse i Hesnæs fiskerleje samt domkirken, klosterruinen og de hyggelige, gamle gader i Maribo.

På vores sommerrejse til Sydhavsøerne kommer vi godt rundt på Lolland og Falster, ligesom vi naturligvis tager på udflugt til Møns Klint. Vi bor godt i Nykøbing Falster, og undervejs kan du glæde dig til ølsmagning ved Krenkerup Bryggeri, sejltur på Maribosøerne, besøg i den hyggelige købstad Nysted og andet godt fra Sydhavsøerne.


Als – Sig 'mojn' til Sønderjyllands største ø

Er du historieinteresseret, er ferieøen Als et glimrende bud på den næste danske ø, du skal besøge. Ud over sin sønderjyske charme og natur, der er som snydt ud af næsen på den danske nationalsang, er øen nemlig rig på fortællinger om dramatiske slag og kampe om landegrænser. Med andre ord byder Als på oplevelser for enhver smag, når ferien skal nydes hjemme i Danmark.

Områderne på og nær Als har gennem tiden lagt skue til vigtige begivenheder i Danmarkshistorien. Under 1. Verdenskrig udså tyskerne øen som et godt sted til en flådebase, og tilbage i de slesvigske krige i midten af 1800-tallet blev vigtige kampe udkæmpet ved Dybbøl Banke få kilometer inde på fastlandet fra Als. I dag hersker der fred og fordragelighed på Als, men på øen og i hovedbyen Sønderborg, der først blev genforenet med Danmark i 1920, finder du masser af historiske referencer til fortidens krige med genopførte bygninger, soldatergrave og mindesmærker.

Indimellem de historiske oplevelser kan du gå på opdagelse i den alsiske natur. Der er mange smukke områder at udforske, men bor du i Sønderborg, er Sønderskoven lige uden for byen et godt sted at starte. Følg skovstierne til lyden af fuglesang fra trækronerne, kig efter havørne, sjældne lærkefalke og løvfrøer ved moser og vådområder, og se 3.000 år gamle gravhøje fra bronzealderen. Vi bor netop i Sønderborg på vores sommerrejse til Ærø og Als, hvor vi blandt andet oplever den ikoniske Dybbøl Mølle, Gråsten Slot og Den Kongelige Køkkenhave.

Tilmeld dig Gislevs nyhedsmail og vind!
Tilmeld dig Gislevs nyhedsmail og vind!

Få inspiration og bliv opdateret med aktuelle rejsetilbud og nyheder. Hver måned deltager alle modtagere af nyhedsmailen i lodtrækningen om et gavekort à kr. 1000

62 29 12 10Se åbningstider
Luk menu