Kom på solorejse til Holland: En rejseleders beretning

Går du med en drøm om at rejse ud i verden på egen hånd uden at gå på kompromis med det gode fællesskab på rejsen? Så er en solorejse måske lige noget for dig. Hos Gislev har vi et varieret udvalg af solorejser, men måske mangler du lige det sidste skub for at prøve at rejse alene? I det følgende kan du læse vores reportage af rejseleder Helene Dambo, der har været på solorejse til Holland.

Af Helene Dambo, journalist og rejseleder
Om solorejsen til Sydholland

Endelig er vi bænket på de rette rækker og pladser i den 5-stjernede Setra. Afrejsen fra ’bussernes by’ – Vamdrup – mod Valkenburg tager fart, og gæsterne begynder at kigge hinanden an.

Når man ser det hele sådan lidt fra neden – altså fra min plads på bagsædet – så tegner det lyst. Mine ’genboer’, fire muntre kvinder fra hhv. Vejle, Odense, Herning og Ribe har mødt hinanden første gang for en time siden, og nu pjatter og griner de på livet løs, som har de kendt hinanden i årevis. Måske varige venskaber er støbt? Eller kommende rejsefællesskaber?

Den orienterende runde

En kende slappe i koderne når vi i fin stil Hotel Walram i den sydhollandske by, Valkenburg. En dejlig by og et charmerende hotel, hvorfra vi har udsigt til flod, til borg, til spir plus morgen- og aftensmad. Og lige netop hvad angår måltiderne, så er det nok lige på det punkt, hvor man som solorejsende føler det lidt akavet.

Vi kender det alle sammen, tror jeg. Hvor skal jeg sætte mig? Skal jeg vælge et bord til to, fire eller seks? Skal jeg placere mig et sted, hvor der allerede sidder en eller måske to? Uh, den er svær. Men alt løser sig, og dagen efter er endnu flere kontakter på kryds og tværs blevet tændt.

Rejsedeltager Bjarne:
- Solorejser er en rigtig god idé. Her er vi alle sammen i samme båd, og der er ikke nogen, der tager sig af, hvor man sætter sig og spiser sin mad. Og når man flytter sig lidt til de forskellige måltider, ja, så lærer man jo også en masse mennesker at kende – det er en virkelig god måde at rejse på, synes jeg.

Vi går under jorden…

Friske og udhvilede vandrer vi af sted på turens andendag med rejseleder Solveig som fortrop. Første punkt på dagsordenen er en tur i Gemeentegrot, der befinder sig et lille stykke oppe på Cauberg; bakken, der er kendt for cykelløbet Amstel Gold. Vi er ikke på cykel, vi er til fods, og heldigvis er vores ’bjergetape’ til at overskue. I grotten, som dybest set ikke er en grotte, men en menneskeskabt mine får vi endda en tur i et lille tog og en fortælling om stedet; en historie, der skriver sig tilbage til romerne, op i tiden og til 2. Verdenskrig og den kolde krig. Året rundt er grotten åben, og i juletiden er den ovenikøbet indrettet som julemarked med alt, hvad dertil hører.

…og bagefter på ølbar

I Valkenburgs livlige midte ligger barer, caféer, restauranter og butikker på stribe, og da vi er jo uden for sæsonen, er det snildt at finde vej til ølbaren Henry VIII. Hele tre øl skal vi smage, og der er noget for enhver connaisseur; en liflig lys, en gylden stærk og til slut en fyldig mørk. Procenterne er i den høje ende, og stemningen stiger og sparker gang i en lille dans på dametoilettet.

Tur til EU-land

I programmet står også ”udflugt til Bruxelles” – en melding, som vejrguderne fuldstændig har negligeret. I stedet har de besluttet sig for at vande storbyens gader, så det ikke støver så meget, når der skal være EU-møde den følgende dag. Vi er heldige; intet er afspærret, hvilket ellers jævnligt hænder i byen, hvor toppolitikere møder ligesindede med kors og bånd og stjerner på. Jeg er sikker på, byen er smuk også uden regn over kongeslot, unions-bygninger på stribe, pladser, plæner og guldbelagte udsmykninger på gamle paladser.

Bruxelles er også shopping og chokolade

Det er nemt at komme af med sine euro, hvis lommepengene rækker. En enkelt medrejser får fingre i både hat og skindjakke, mens jeg selv investerer i et nyt cover til telefonen til formedelst syv euro. Er der flere penge tilbage, kan vi snildt spendere dem på vores næste aktivitet; chokoladesmagning. Jeg skal love for, at chokolade ikke bare er chokolade, og nu kender jeg historien om chokoladens oprindelse og om hvor i verden, kakaobønner kan gro. Vi får serveret chokolade i forskellig farve og facon tilsat en humørfyldt demonstration af, hvordan man producerer fyldte chokolader med hjælp fra en humørfyldt og velvillig gæst.

Modige dansere

Har vi ikke bevæget os nok i storbyen, får vi chance for revanche. Hjemme igen på hotellet er der nemlig musik fra dengang, vores nætter stadig var unge kl. fire om morgenen. Enkelte modige dansere vover sig ud på gulvet og bruger dagens sidste krudt, mens andre nyder udsigten til og fra baren.

Rejsedeltager Britta:
- Solorejsen poppede op på min Facebook, og det gav mig både lyst og mod til at tage en tur ud i verden, efter jeg blev alene for godt et år siden. Hvis jeg valgte en såkaldt almindelig rejse, frygtede jeg, at jeg ville føle mig ensom blandt en masse par. Jeg ved godt, at det ikke er ond vilje fra deres side, men det sker jo ofte, at par møder andre par, når de er på ferie. Så konceptet solorejse passede perfekt til mig, og jeg kan sagtens finde på at benytte den ferieform igen.

Maastricht – ved foden af floden

Jeg har været i Maastricht mange gange, og byen bliver ved med at gøre indtryk. Den har et eller andet over sig, som jeg fryder mig over at gense; floden Maas som løber fra den ene ende til den anden med broer i alle afskygninger, der forbinder bydele på begge sider. Der er også noget særligt ved at se stedet, hvor Maastricht-traktaten blev underskrevet. Og så må jeg ikke glemme at nævne boghandlen, der er indrettet i en gammel dominikanerkirke. Smukkere bliver en boghandel næppe.

Maastricht er også byen, hvor violinist og orkesterleder, André Rieu, er født og stadig bor. Det er byen med Vrijthofpladsen, hvor han holder sommerkoncerter for omkring 10.000 tilskuere fire dage om ugen i fire uger. Mens vi er her i april, er pladsen tom, så vi nemt får øje på plaketten til ære for byens stolte søn.

Hvem skulle have troet det; hollandsk kvalitetsvin?

Videre med bussen går det til en vingård fem kilometer uden for Maastricht. Og her skal bussens chauffør altså have stor ros. Jeg anede ikke, man kunne klemme sådan en lang og bred basse ind på så smal en vej med det fine navn, Susserweg.

Foran vores øjne ligger snorlige vinmarker på bløde bakker, så solen rammer plet de rigtige steder, når solen altså skinner. Fra stokkene er der siden 1970 høstet druer til hvide vine og bobler, og vingården er beriget med diplomer i lange baner. Helt derude, hvor de hollandske krager vender over vingårdens hyggelige omgivelser, føler vi os nærmest hensat til Italien. Vi får fornøjelsen at smage tre slags lækre, hvide vine efter en grundig indføring i druernes verden.

Og så går det atter hjemad

På femtedagen går det i rask tempo retur mod Danmark, og jeg aner en mathed efter oplevelser på stribe i godt selskab. Lytter jeg efter, er det nemt at fornemme, at flere af mine medpassagerer ønsker sig flere solorejser – af flere grunde. Dels slipper de for tillæg for enkeltværelse, men det primære er oplevelsen af aldrig at være alene, selv om man rejser alene. For nogle har det krævet mod og lange tilløb til en ferie, som nu giver et puf til at kigge i kataloget for at finde rejser af samme kaliber. Det bliver ikke sidste gang, forsikrer flere af mine medpassagerer.

Rejsedeltager Gunner:
- Den her solorejse har givet mig blod på tanden til mere af samme slags, for overskriften lever helt klart op til sit formål; alene sammen med andre. Personligt har jeg haft rigtig gode snakke og møder på kryds og tværs alle dagene – så for mig er det en virkelig vellykket tur.