Skip to main content

Flyrejse til Italiens spisekammer

-
Gode vine, hyggelige byer og trøffeljagt

Toscana og Umbrien

Kom med til Italiens bankende, kulinariske hjerte, når vi over otte dage udforsker de mange hyggelige middelalderbyer, den flotte natur og det helt fantastiske køkken, der er denne betagende plet på det italienske landkort forundt.

Vi flyver fra Aalborg over København til Firenze, og under hele opholdet har vi base på et lille, familieejet hotel i landsbyen Castiglione del Lago, der ligger ved breden af Trasimeno-søen. Rejsen byder på en introduktion til nogle af Italiens lækreste fødevarer og vine, når vi i egen bus kører rundt i området, der oftes omtales som hele Italiens spisekammer. På de mange inkluderede udflugter skal vi bl.a. på trøffeljagt med en lokal trøffelbonde og hans toptrænede trøffelhund, smage lokalproducerede udgaver af regionernes olivenolie, skinke, pasta, oste og naturligvis de lækre vine, når vi tager på besøg i butikker, hos producenter og bønder i nogle af Støvlelandets smukkeste og mest charmerende middelalderbyer.

Glæd dig til kombinationen af lækre fødevarer, krogede landsbygader, ganmle kirker, gode restauranter og de passionerede italienere, der lever og ånder for deres køkken i et af Europas smukkeste områder.

NILLES Rejser er teknisk arrangør på denne rejse. Læs mere om vores samarbejdsrejser under praktiske oplysninger.

Glæd dig til

  • At hav af smagsoplevelser i hjertet af Italien
  • Ophold på et godt hotel lige ud til Trasemino-søen
  • Trøffeljagt med en lokal trøffelbonde og hans hund
  • Guidede rundture i regionens mange middelalderbyer

Dagsprogram

  • Da en stor del af udflugtsprogrammet foregår til fods, kræver det, at du er godt gående for at få det fulde udbytte af oplevelserne, og turen er ikke egnet for gangbesværede.
    Vær desuden opmærksom på, at rækkefølge af udflugter og placering af dage uden program kan variere.

  • Dag 1: Udrejse fra Aalborg over København til Firenze

    Udrejse med fly fra Aalborg via København til Firenze. Efter ankomst kører vi i bus til Castiglione del Lago, der er den største by ved Trasimeno-søen. Efter indkvartering er der middag på hotellet.

    Måltider inkluderet denne dag: Middag.

    Udrejse fra Aalborg over København til Firenze
  • Foligno med trøffeljagt og Frans af Assisi: Heldagsudflugt

    I dag skal vi smage: trøfler, vin og olivenolie.

    Dagens udflugt går til et tidligere franciskanerkloster beliggende på skråningerne over Foligno, hvor vi skal på trøffeljagt. I skoven lidt uden for byen bliver vi ledsaget af den lokale hundefører, der med sin trænede hund viser os, hvordan den med snuden i sporet søger efter trøfler i den friske jord.

    Vi skal også selv smage trøfler og høre om, hvordan trøfler bruges i det umbriske køkken. efterfølgende nyder vi en let frokost og smager stedets egne vine og olivenolie. I Umbrien finder man nogle af de mest fantastiske og undervurderede italienske vine. Fra de sprøde, tørre grechetto-hvidvine til de kraftige og taninrige, røde sagrantino-vine.

    Vi fortsætter dagens spændende program med at besøge Assisi. Den flotte by ligger højt og smukt på en bjergskråning, og det er ikke uden grund, at Assisi er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Stedet rummer en sand overflod af religiøs historie og smukke bygninger.

    Pilgrimme har i århundreder valfartet hertil for at tilbede og hylde Frans af Assisi og hans bemærkelsesværdige liv og gerninger. Vores lokale guide viser os rundt og fortæller den fascinerende historie om, hvordan Frans reformerede den katolske kirke. Turen inkluderer et besøg i Basilica di San Francesco.


    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad og middag på hotellet.

    Heldagsudflugt
  • Orvieto, olivenlund og vingård: Heldagsudflugt

    I dag skal vi smage: Vi skal smage: Olivenolie og vin

    I det sydvestlige hjørne af Umbrien, omgivet af grønne bakker, olivenlunde og vinmarker, finder vi den vidunderlige middelalderby Orvieto. Vores lokale guide viser os rundt i de smalle gader, og vi hører historien om den smukke katedral med den fascinerende facade.

    Vi skal også se det imponerende bygningsværk, St. Patrick’s-brønden, bygget i det 15. århundrede. Der bliver tid til frokost på egen hånd, inden vi igen kører nordpå til den lille landsby Vaiano, hvor danske Jeanette og Klaus har boet de seneste 20 år.

    Klaus byder os velkommen i olivenlunden, hvor han levende fortæller om olivenproduktion og fremstilling af olie af højeste kvalitet. I Vaiano finder vi også en af Umbriens mest innovative og dygtige vinmagere, og vi runder dagen af med at besøge vinmarkerne og smage deres dejlige vine.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad og middag på hotellet.

    Heldagsudflugt
  • Montepulciano og Val d’Orcia mølle med pastasmagning: Heldagsudflugt

    I dag skal vi smage: Brød, pasta og vin

    I dag skal vi besøge nogle spændende steder i Toscana, og formiddagen tilbringer vi i Montepulciano, der er endnu en renæssanceperle med sine smalle, stejle gader og imponerende udsigter over det smukke toskanske landskab.

    Piazza Grande, som er beliggende på det højeste punkt i byen, er Montepulcianos centrum, domineret af det imponerende rådhustårn med den gotiske facade og katedralen, der har en ufærdig facade, men til gengæld en imponerende altertavle fra år 1401 med maleri på træ og dekoreret med guld.

    Montepulciano er også berømt i hele verden for sin vino nobile, og der er rig mulighed for at gå indenfor i et af byens mange vinhuse eller vinbutikker, hvor man kan smage den italienske klassiker.

    Efter nogle timer i Montepulciano fortsætter vi mod Castello di Spedaletto, hvor vi skal besøge møllen Mulino Val d’Orcia. Her skal vi på en spændende rundvisning og høre om stedet historie, der rækker helt tilbage til middelalderen og pilgrimsvandringer mod Assisi.

    Vi følger de gamle kornsorters vej fra korn til pasta, og vi slutter af med en frokost, hvor vi skal smage blandt andet brød og pasta fremstillet af møllens mel og naturligvis et godt glas vin.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad, frokost og middag.

    Heldagsudflugt
  • Siena og ostemejeri: Heldagsudflugt

    I dag skal vi smage: De lækreste oste

    Vi begynder dagen i Siena, der af mange opfattes som Italiens smukkeste og mest charmerende middelalderby. Byen er endnu et sted på UNESCOs verdensarvliste, og vores lokale guide viser os blandt andet den vanvittigt smukke katedral og den imponerende Piazza del Campo, hvor Toscanas største fest og hestevæddeløbet Il Palio finder sted 2 gange hver sommer.

    Der bliver tid på egen hånd i byen, inden vi om eftermiddagen fortsætter til Pienza, hvor vi besøger en lokal osteproducent og hører om fremstilling af den smagfulde pecorino-ost, der fremstilles af fåremælk og er særlig typisk for Val d'Orcia.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad.

    Heldagsudflugt
  • Castiglione del Lago: På egen hånd

    Castiglione del Lago er en lille overskuelig by med en smuk udsigt over Trasimeno-søen, og i den historiske bymidte, indenfor byportene, kan man nyde den fantastiske stemning i den smalle hovedgade og på de små torve. De mange charmerende specialbutikker byder på alt lige fra håndlavede lædervarer til lækre, lokale specialiteter og vine.

    Sæt dig ved en af de mange hyggelige restauranter og nyd et glas kølig hvidvin mens den italienske dagligdag og livet i den charmerende by udspiller sig omkring dig. Der ligger sågar en Michelin-restaurant midt i gaden.

    Onsdag er markedsdag i Castiglione, og hvis det øvrige program tillader det, vil rejselederen tage dig med til markedet, ligesom der sikkert også bliver mulighed for lidt frokost og en vinsmagning i en af de lokale specialbutikker.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad og middag.

    På egen hånd

    På egen hånd
  • Dag 8: Hjemrejse over København til Aalborg

    Vi tager afsked med hyggelige Castiglione Del Lago og kører mod lufthavnen i Firenze, hvor vi flyver til Aalborg med stop i København på vejen.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad.

Tilmeld dig Gislevs nyhedsmail og vind!
Tilmeld dig Gislevs nyhedsmail og vind!

Få inspiration og bliv opdateret med aktuelle rejsetilbud og nyheder. Hver måned deltager alle modtagere af nyhedsmailen i lodtrækningen om et gavekort à kr. 1000

62 29 12 10Se åbningstider
Luk menu