Hvis New York er byen, der aldrig sover, så er Napoli byen, der altid larmer. Uanset hvor i den syditalienske havneby du befinder dig, så er dyttende biler, råbende sælgere, musik fra restauranter og gestikulerende taxachaufførere en del af lydtapetet. Men det er faktisk ikke så enerverende, som det måske kan lyde.
Hvor man i mange andre italienske byer kommer for skønheden, kunsten og de ikoniske bygninger, så er et besøg i Napoli først og fremmest et møde med de varmblodede, højtråbende og sært charmerende napolitanere. Her, i byen der lever og ånder for fodbold, pizza og en god handel, keder man sig aldrig. Der er altid noget, og oftest nogen, at kigge på. Gaderne er aldrig øde. Havnen er altid livlig. Og går manen tur gennem de livlige gader, så finder man altid en restaurant, der ikke var der for en uge siden, et nyt sted at beundre Vesuv-vulkanen i det fjerne eller et nyt galvmaleri af bysbarnet Maradona, der godt nok blev født i Argentina, men som alligevel betragtes som et bysbarn på disse kanter.
Napoli kan ikke prale af Roms historie, Milanos etstetik eller Amalfikystens skønhed. Men byen er alligevel et sært charmerende bekendtskab, som man ikke må snyde sig selv for en bid af, når man tager turen til det sydlige Italien.
