Skip to main content

Oplev Sicilien med dansk rejseleder

-
Etna, Palermo, Taormina og afslapning i Giardini Naxos

Siciliens juveler

Lad Middelhavets største ø fortrylle dig med sin skønhed, passionerede folkeliv og gæstfrihed. Med udgangspunkt i den charmerende ferieby Giardini Naxos med de indbydende strande skal vi opleve Siciliens betagende naturscenerier, skønne byer og overdådige kulturarv. En rejse med tid til fordybelse, afslapning og egne eventyr på den populære ø.

Vi lander i Napoli, hvorfra vi tager på en billedskøn togtur med pladser på business class langs kysten mod Sicilien. Efter at have krydset Messinastrædet indlogerer vi os for de kommende seks nætter i den charmerende, lille ferieby Giardini Naxos. Her finder du masser af små hyggelige restauranter og butikker langs den flere kilometer lange strandpromenade. Den kendte bjergby Taormina ligger blot få kilometer væk. Vi skal på byrundtur med rejselederen i den smukke by, men vil du også besøge den på egen hånd, kan du tage lokalbussen, der kører i gåafstand fra hotellet. Derudover byder rejsen på udflugter til Catania, den sicilianske hovedstad Palermo samt Europas største Vulkan, Etna, der knejser over den skønne ø. Velkommen til Sicilien.

Glæd dig til

  • Flot togtur langs kysten
  • Byrundture i Taormina og Catania
  • Oplev den majestætiske vulkan Etna

Inkluderet i rejsens pris

  • 7 x morgenmad
  • 4 x middag
  • Togbillet inkl. forplejning fra Napoli til Villa San Giovanni
  • Bytur i Taormina, Catania og Palermo
  • Udflugt til Etna
  • Entré til det græske teater i Taormina
  • Entré til kloster og kirken i Monreale
  • Færgebillet
  • Flybilletter, afgifter og bagage
  • Rejseleder
    Entréer er eksklusive medmindre andet er nævnt

Dagsprogram

  • Denne rejse er ikke egnet for gangbesværede, da en stor del af udflugterne foregår til fods.

    Vær opmærksom på, at du selv skal kunne håndtere din bagage på toget fra Napoli til Sicilien. Kontakt os, hvis du er i tvivl, om rejsen er egnet for dig.

  • Dag 1: Udrejse med fly til Napoli - afslappende togtur

    I Napoli stiger vi på toget med kurs mod Villa San Giovanni, hvorfra vi krydser Messinastrædet med færge. På toget har vi booket pladser på business class, og det giver optimale rammer for den knap fire timer lange togtur. Undervejs er der sørget for lidt godt at spise.

    Vi sejler den korte tur over Messinastrædet og ankommer til feriebyen Giardini-Naxos, der ligger med udsigt til Etna og den maleriske bjergby Taormina. Her har vi seks overnatninger på Hotel Sant Alphio Garden.

  • Dag 2: Bytur i charmerende Taormina

    I dag skal vi på opdagelse i den maleriske by Taormina, der ligger nær vores værtsby på en bjergside med udsigt over det azurblå Ioniske Hav og til vulkanen Etna. Vi har inkluderet entré til byens græske teater, der er byens største attraktion, og i de smalle, bilfrie gader finder du butikker, gallerier og isbarer, der frister med den sicilianske is Granita.

    Bytur i charmerende Taormina
  • Dag 3: Europas højeste aktive vulkan

    Sydvest for Giardini-Naxos knejser Etna, en af verdens mest aktive og ikoniske vulkaner. Næsten dagligt stiger der røg op fra den indre, men kastanjetræerne og vinstokkene, der vokser op ad vulkansiderne, vidner om, at lokalbefolkningen lever i harmoni med Etna. Med bussen kører vi op i 1.900 meters højde med mulighed for at fortsætte med svævebane og jeep til toppen.

    Europas højeste aktive vulkan
  • Dag 4: Catania – sprudlende og storslået

    I dag går turen sydpå langs kysten til Catania, hvor vi begynder ved det lokale marked. Tættere på Syditalien kommer vi ikke, når vi er omgivet af de handlendes råb og de mange indtryk, der venter ved de talrige boder. Byens barokke centrum er opført i størknede lavasten, og vi ser bl.a. byens vartegn Elefantfontænen, Domkirken og Teatro Bellini, hvor bl.a. Maria Callas har optrådt.

    Catania – sprudlende og storslået
  • Dag 5: Sicilianske lækkerier (tilkøb)

    I dag kan du vælge at nyde livet i Giardini-Naxos, eller du kan tage med rejselederen på en udflugt i velsmag.

    Vælger du sidstnævnte, skal du lære, hvordan man laver den klassiske, sicilianske dessert cannoli. Du får historien og skal selv smøge ærmerne op og fremstille de sprøde rør med sødt og cremet ricottafyld. Herefter besøger vi en gammel smykkefabrik beliggende i en elegant historisk bygning, hvor man bl.a. bruger lavasten fra Etna og koraller fra Middelhavet. Dagen inkluderer også en frokost, hvor vi bliver budt på en buffet af Sicilianske specialiteter.

    Udflugten inkl. cannoli-kursus og frokost koster kr. 800. Den skal bestilles med rejsen og gennemføres ved minimum 15 deltagere.

    Sicilianske lækkerier (tilkøb)
  • Dag 6: Plads til flere eventyr

    Du har dagen fri til at nyde hotellets faciliteter, gå på opdagelse i byen eller eventuelt tage en frisk dukkert ved den indbydende strand.

    Plads til flere eventyr
  • Dag 7: Palermo og Monreale

    Vi siger farvel til hyggelige Giardini-Naxos og sætter kursen mod den sicilianske hovedstad. Palermo er en smeltedigel af kulturer og byder på en broget og fascinerende historie. Vi fortsætter til Monreale med besøg i en af Italiens smukkeste domkirker, der brillerer med mere end 6.000 kvadratmeter billedmosaikker i guld og flotte farver. Først på aftenen tager vi afsked med Sicilien og går ombord på natfærgen til Napoli.

    Palermo og Monreale
  • Dag 8: Hjemrejse fra Napoli

    Vi spiser morgenmad ombord på færgen, inden vi ankommer til Napoli. Herfra kører vi til lufthavnen og flyver direkte hjem til Aalborg eller Billund.

Hotel

  • Dag 1-8

    Hotel Sant Alphio Garden

    Familiedrevet hotel med en behagelig atmosfære beliggende i Giardini Naxos ved Recanati-stranden. Hyggelige omgivelser med have og udendørs swimmingpool med solterrasse. 100 meter til hotellets private strand. Her er desuden bar, restaurant og spa-område. Alle værelser med bad og toilet, hårtørrer, telefon, værdiboks, satellit-tv og aircondition. Ophold i standardværelser.

    Badehåndklæder kan lejes på hotellet mod betaling af € 1 per håndklæde / håndklædeskift.

    Afstand til strand100 m
    AirconditionJa
    BarJa
    HårtørrerJa
    RestaurantJa
    SpaområdeJa
    TVJa
    Udendørs swimmingpoolJa
    VærdiboksJa

Kort

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail gislev@gislev-rejser.dk eller på telefon 62 29 12 10.

  • Bagage

    Airseven fra Aarhus/Odense: 15 kg indtjekket bagage samt 5 kg håndbagage. 

    Alsie Express fra Sønderborg: 15 kg indtjekket bagage samt 8 kg håndbagage.

  • Bus på flyrejser

    På mange rejsemål med fly benytter vi lokale busfirmaer. Bussens indretning og standard kan variere og forekomme lavere end på øvrige rejsemål.

    Der kan ikke forventes toilet i busserne, men vi holder passende pauser undervejs.

    På nogle rejser kan du købe fast plads i bussen, spørg når du bestiller rejsen.

  • Det syditalienske køkken

    Der er stor forskel på det italienske køkken i det nordlige og sydlige Italien. Nordpå er køkkenet mere rustikt, og maden afspejler især, at Italien har været under belejring af mange forskellige nationer.

    Et måltid består som regel af mange retter startende med 'antipasto' – en forret, f.eks. et ristet brød med hvidløg og tomat. Dernæst en 'primo piatto' – normalt en suppe eller en pastaret. 'Secondo piatto' er kød, som ofte serveres uden tilbehør. Derfor skal man huske at bestille 'contorno', og det kan være kartofler, salat eller stegte grøntsager. Sidst afsluttes med 'dolce' – dessert såsom tiramisu, tærte, ost eller is. Hele måltidet afsluttes med en espresso og evt. en 'digestivo' (en lille én), som kan være en grappa eller limoncello.

    Sicilien bugner af velsmagende råvarer og friske fisk. Særligt karakteristisk i denne region er variationerne af riskroketter (arancini), kartoffelkroketter (cazzili) og en slags pomfritter (crispeddi di Catania) fyldt med alt lige fra ost til ansjoser. Gå heller ikke glip af de berømte kager bl.a. cannoli fyldt med ricottaost eller de mange lækre kager i marcipan. Grundet beliggenheden med megen sol og varme findes her også en mængde af lækre frugter og grøntsager. Man finder selvfølgelig også netop her en stor mængde af fiskeretter lige fra salater med alt godt fra havet til blækspruttesuppe og fisketallerkener. En specialitet er også områdets desserter med adskillige søde kager og bagværk. 

  • Drikkevand i Italien

    Italien har udmærket drikkevand. På hotellet smager det dog ikke altid godt, men det er ikke sundhedsfarligt. Køb evt. kildevand.

  • Elektricitet i Italien

    Strømmen i Italien er på 220V.

    Stikkontakternes udformning kan dog variere; nogle gange passer de til vores stik og andre gange ikke. Det kan derfor være en god idé at medbringe en adapter/rejsestik.

  • Find et fly

    Har du flyets nummer, kan din familie eller venner følge flyets vej her:
    www.flightradar24.com

  • Fly

    Flyet fra Alsie Express: Der flyves med et fly af typen ATR 72-500 med 64 sæder (maj & juni).

    Flyet fra Airseven: Der flyves med et fly af typen Boeing 737-800 med 189 sæder (oktober).

  • Flybillet

    Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

    Rejser til Europa
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev. Der sendes ingen flybillet da check-in på de fleste europæiske destinationer foregår med pas. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen.

    Rejser til oversøiske rejsemål
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev og e-ticket. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen. Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.
    Vær opmærksom på at der kræves kopi af dit pas til Gislev Rejser ved bestilling af rejsen. 

  • Forsinkelse

    Krav om erstatning i henhold til EU Forordning 261/2004 skal rettes til luftfartsselskabet. Vi henviser til luftfartsselskabets hjemmeside for kontaktoplysninger.

    Bemærk: Gælder ikke på flyrejser, der ikke er til/fra EU-lande.

  • Fysisk formåen

    Er du gangbesværet?
    Denne rejse er ikke egnet for gangbesværede, da en stor del af udflugterne foregår til fods.

    Har du nedsat hørelse?
    Bemærk, at der på enkelte udflugter benyttes in-ear audioguides. Hvis du anvender høreapparat, anbefaler vi derfor, at du medbringer dine egne høretelefoner (med ledning).

  • Hvad er en samarbejdsrejse?

    Samarbejdsrejser er rejser, vi har udviklet sammen med vores søsterselskab NILLES Rejser. På disse rejser møder du enten en rejseleder fra Gislev Rejser eller fra NILLES Rejser. Som altid garanterer vi en rejse, hvor service, dygtige rejseledere, gode hoteller og spændende udflugter er i højsædet. Hos NILLES Rejser er de nemlig mindst lige så dedikerede til den gode rejseoplevelse, som vi er hos Gislev. Og alle vores samarbejdsrejser er således skabt med det formål at give dig flere valgmuligheder, større udvalg og en rejseoplevelse, der er fuldt på højde med det, du kender fra vores almindelige rejser.

  • Information om Billund Lufthavn

    Adresse
    Passagerterminalen 10
    7190 Billund

    Læs mere her: www.bll.dk

    Der fremsendes informationsbrev 8-10 dage før afrejse med nærmere information omkring afrejse – mødested – rejseleder – flybilletter – checkin m.m.

    Bemærk at der ved afgange med afrejse for flere lufthavne (f.eks. Aalborg og Københavns Lufthavn), vil fremgå på informationsbrevet hvor rejselederen rejser med fra.

  • Mad og drikke i Italien

    Caféer
    I Italien har man flere steder 3 forskellige priser på caféerne: Én pris for at nyde en genstand stående ved bardisken, en anden og højere pris for at sidde ned indendørs og en tredje og endnu højere pris for at sidde udenfor, hvor der er servering ved bordene. Prisen på en espresso kan således variere fra € 1 til 4 på samme bar.

    På de fleste restauranter er betjeningen inkluderet. Suppler med 5-10% afhængig af regningens størrelse. På nogle restauranter tillægges betjeningen: I så fald skal det fremgå af spisekortets tekst: Servizio escluso, efterfulgt af %-satsen, typisk 15-18%.

    Pane e coperto er opdækning og brød, som man mange steder betaler for. Typisk €1,50 til €3 pr. person.

    Morgenmad
    I Italien består morgenmad generelt af kaffe og søde kager. Vores hoteller serverer et større udvalg som generelt også består af diverse slags brød, pålæg, æg, yoghurt, juice osv.

    Restauranter
    Udtrykket ”Pizzeria” dækker over mere end blot pizzaer. Der er normalt et fyldigt spisekort. Skal man have en rigtig pizza så vær sikker på, at der er ”forno al legno” – dvs. en stenovn, som fyres op med træ.
    Antipasti: Forretter som f.eks. skinke, bruschetta (ristet brød m/tomat) o.l.
    Primi Piatti: ”Første” hovedretter, hvor man finder pasta- og risretter samt supper.
    Secondi Piatti: "Anden" hovedretter, typisk fisk og kød, der ofte prissættes efter vægt. Der følger ikke meget tilbehør med, da det bestilles separat og kaldes "contorni"
    Contorni: Tilbehør, som oftest serveret til Secondo Piatto/"anden" hovedret  – f.eks. salater, kartofler, bønner etc.
    Formaggio: Ost.
    Dolce: Dessert

    Mange restauranter har tilbud på en menu med 2 eller 3 retter, inkl. en øl el. et glas vin.

  • Medicin på flyrejser

    Pak medicin i håndbagagen. Medicin skal være i original emballage. Hvis du lider af en sygdom, der kan give problemer undervejs, bedes du venligst diskret gøre rejselederen opmærksom herpå. Det er din sikkerhed for, at rejselederen agerer korrekt, hvis du skulle blive utilpas på turen.

    Mange lande kræver dokumentation for, at evt. medbragt receptpligtig medicin er til en selv, og det er derfor vigtigt at sørge for at evt. dokumentation for dette er i orden.

    Tjek evt. https://www.apoteket.dk/sundhed/rejse/hvad-er-et-pillepas og se om din rejse kræver 'pillepas' og hvordan du bestiller det.

    Rejsende kan også altid kontakte ambassaden, hvis man har brug for at medbringe receptpligtig medicin til rejsen, og er i tvivl om der gælder særlige regler.

    Læs mere på dette link: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/medicin-paa-rejsen/  eller kontakt egen læge, apotek eller sygehus for yderligere vejledning og hjælp til evt. medicinattest.

  • Mødetid på flyrejser

    Mødetiden på afrejsedagen afhænger af, hvilken lufthavn, du rejser fra:

    København Lufthavn: 2 timer før afrejse. 
    Billund Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Odense Lufthavn – H.C. Andersens Airport: 1,5 timer før afrejse.
    Sønderborg Lufthavn: 1 time før afrejse.
    Esbjerg Lufthavn: 1,5 time før afrejse.
    Aalborg  Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Aarhus  Lufthavn: 2 timer før afrejse.

  • Pas - på flyrejser

    Husk at medbringe gyldigt pas. Bliver dit pas beskadiget eller slidt så meget, at stempler, fotografi eller tekst ikke kan læses, skal du ikke rejse med passet. Har du brug for at rejse, skal du søge nyt pas, inden du rejser. Passet må heller ikke mangle sider eller have sider med skader. 

    Ved bestilling af rejsen bedes du oplyse dit navn som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

  • Plads i flyet

    Gislev kan ikke garantere nogen ønsket placering i flyet.

  • Tillæg

    Enkeltværelse kr. 2.600. 
    Afbestillingsforsikring: 7 % af rejsens pris. 
    Udflugt med sicilianske lækkerier kr. 800.

    Dobbeltværelse med udvendig kahyt på færgen fra Palermo – Napoli kr. 150 per person.
    Enkeltværelse med udvendig kahyt på færgen fra Palermo – Napoli kr. 300.

  • Valuta og betalingskort i Italien

    Euro.

    På mange restauranter kan man kun betale med betalingskort, hvis beløbet er af en vis størrelse, ofte fra € 10 og opefter. Man skal være klar over, at kortet ved betaling tages med til kassen af personalet.

  • Vegetar/diabetiker - på rejser med fly

    Det er vigtigt, at du informerer Gislev inden afrejse, såfremt du har et specielt behov angående kosten. På denne måde kan vi forberede flyselskab og hoteller i god tid, således at du ikke skal tænke på netop dette under hele rejsen. Det er dog vigtigt at nævne, at vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme dine behov, men at vi ikke kan garantere dette.

  • Vigtigt hvis du rejser med børn under 18 år - flyrejser

    Børn og unge under 18 år, der rejser uden respektive forældre, eksempelvis med bedsteforældre, skal medbringe dokumentation fra barnets forældre. Hent mere information om børn og unge på rejse hos Udenrigsministeriet

  • Vil du vide mere om din flyrejse?

    Få flere praktiske info om rejsen på: www.gislev-rejser.dk/vaerd-at-vide

  • Ønsker til indkvartering på flyrejser

    Har du specifikke ønsker til dit værelse, eksempelvis etage, separate senge, bo nær medrejsende, skal du oplyse dette ved bestillingen. Vi skal gøre opmærksom på, at vi ikke kan garantere alle ønsker, men vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme ønsker.

Tilmeld dig Gislevs nyhedsmail og vind!
Tilmeld dig Gislevs nyhedsmail og vind!

Få inspiration og bliv opdateret med aktuelle rejsetilbud og nyheder. Hver måned deltager alle modtagere af nyhedsmailen i lodtrækningen om et gavekort à kr. 1000

62 29 12 10Se åbningstider
Luk menu