Pilgrimsvandring på Caminoen
Har du altid drømt om at opleve den unikke stemning blandt pilgrimmene og de mange byer og landskaber langs den verdensberømte Camino? Men synes du samtidig, at 800 kilometers vandring på tværs af det nordlige Spanien er lige i overkanten? Så passer denne rejse som fod i vandrestøvle til dig. Vi kombinerer nemlig korte vandringer ved Caminoens storslåede seværdigheder med længere busstrækninger, hvor du kan hvile benene. På den måde oplever du de mange landskaber, kirker, klostre og herberger, der udgør ruten fra Pyrenæerne til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela, uden at bruge måneder på projektet og tabe pusten undervejs.
Vandring og store seværdigheder
Vores kombinerede bus- og vandretur på tværs af Den Iberiske Halvø starter i Bilbao, hvor der er tid til at udforske byens stolthed; Guggenheim-museet (lukket på mandage). Vi slår herefter et sving mod syd og går på opdagelse i byen Pamplona, der hvert år lægger gader til det berømte tyreløb, inden vi passerer den smukke bro Puente la Reina og slentrer gennem de maleriske vinmarker i Rioja-regionen. I byen Burgos beundrer vi den majestætiske katedral, og længere mod vest i byen León følger vi pilgrimmene over den imponerende bro Puente de Órbigo. Vi slutter i målbyen Santiago de Compostela, hvor vi deltager i den berømte pilgrimsmesse og tager et smut ud til Atlanterhavet og Cape Finisterre; bedre kendt som verdens ende.
Du er i selskab med en dansk rejseleder på hele rejsen. Din kuffert bliver transporteret i bussen, så du, uden at slæbe dig en pukkel til, kan nyde de smukke og som oftest korte vandreture på Caminoen. Vandreture, som du i øvrigt altid kan vælge at springe over og i stedet køre med bussen hen til etapens overnatningsby, hvis ikke lige humøret eller fysikken er til gåture den pågældende dag.
Vi benytter os af gode og centrale hoteller på hele rejsen. Vær dog opmærksom på, at de oplistede hoteller i hotellisten nedenfor kan variere på de forskellige afgange. Standarden vil dog være den samme, uanset hvilke hoteller vi overnatter på.
NILLES Rejser er teknisk arrangør på denne rejse. Læs mere om vores samarbejdsrejser under praktiske oplysninger.
Glæd dig til
- At vandre på en af verdens mest ikoniske vandreruter
- At mærke det unikke fællesskab blandt pilgrimmene på Caminoen
- Nogle af Spaniens smukkeste kirker og mest imponerende broer
- Hyggelige landsbyer og de smukkeste landskaber
- At blive en del af et globalt fællesskab af vandrere
- At se apostelen jakobs grav i Santiago de Compostela











