Tyrol - Westendorf
Servus og hjerteligt velkommen til Westendorf i Tyrol – en af danskernes foretrukne tyrolerbyer og generelt en af hele Østrigs skønneste byer. Westendorf ligger smukt omgivet af smuk natur og flotte panoramaer i Brixental, og også inden for byens grænser er det de færreste, der ikke bliver forført af den både hyggelige og idylliske atmosfære, der hersker i byen.
Så snart vi passerer grænsen til Østrig, befinder vi os midt i den rene postkortidyl. Her kan vi nyde udsigten til de knejsende bjerge, de grønne alme med græssende køer, de karakteristiske tyrolerhuse med farvestrålende blomster i altankasserne samt de små landeveje, som bugter sig over Innfloden og Salzachfloden og langs de hyggelige landsbyer. Her er virkelig lige så smukt som på billederne, og den rene bjergluft og de glade tyrolere fuldender bare helhedsoplevelsen af Østrig, når det er allermest charmerende og betagende.
Selvom vi befinder os langt hjemmefra, byder rejsen alligevel på dansk alpehygge, når vi besøger tyolerlandsbyen Itter, hvor den danske tv-darling Lene Beier sammen med sin mand Anders har åbnet det hyggelige Hotel Edelweiss. Her får vi en rundvisning, et foredrag og en klassisk brettl-jause, mens vi hører fortællingerne om værtsparrets alpeeventyr.
Derudover inkluderer rejsen et besøg i den naturskønne Aurach Dyrepark, mens du på afgangen i september (14/9) som altid kan opleve den årlige almabtrieb, hvor køerne kommer ned fra almene. En meget unik og festlig oplevelse.
Vi ser frem til at byde dig velkommen i Tyrol og vise dig det hele.