Jul i Østrig
Der venter dig masser af ægte østrigsk julestemning på denne hyggelige julebusrejse til Golling i det skønne Salzburgerland. Det er en rejse, hvor vi skal ose på julemarkederne, nyde samværet, have os nogle gode og spændende oplevelser samt nyde udsigterne til de snedækkede bjerge, der omgiver os på hele ferien.
I løbet af opholdet skal vi tage charmerende Golling ved nærmere eftersyn i selskab med vores hotelvært, og dertil kan du glæde dig til udflugterne til Mozarts fødeby Salzburg og bjergbyen Wagrain, som begge er pyntet flot op til jul og byder på nogle interessante kulturoplevelser. En juleferie bør altid inkludere noget godt til ganen, og derfor skal vi undervejs også varme os på en dampende glühwein samt samles om en østrigsk julemiddag den 24. december.
Der bliver også rig lejlighed til at nyde ferien, præcis som det passer dig hjemme i Golling, ligesom du har mulighed for at tage med på to spændende tilkøbsudflugter: En tur med bjergbane op i højderne og en nostalgisk hestevognstur med inkluderet frokost i en 300 år gammel hytte.
Jul på Hotel Hauslwirt i Golling
Gennem mange år har vores julegæster trofast strømmet til Hotel Hauslwirt i Golling, som gør en dyd ud af at holde juletraditionerne i hævd. Byen er pyntet op til jul, og vores værter glæder sig til at give os en dejlig juleferie, hvor du hver aften kan sætte dig til bords og nyde god mad i charmerende omgivelser.
Glæd dig til en afslappende juleferie i pragtfulde Østrig.