Gotland - den svenske solskinsø
Hvis du har et kærligt forhold til Bornholm, så kommer du til at tabe dit hjerte til Gotland. Den svenske klippeø i Østersøen er fem gange større end vores egen Solskinsø, men da der ikke bor synderligt mange flere mennesker, er en rejse hertil fyldt med ro og god tid til at nyde øens mange højdepunkter.
Vi flyver direkte fra København til Visby, der er hovedbyen på Gotland, så vi hurtigt kan komme i gang med at opleve denne helt unikke plet i den svenske del af Østersøen. I løbet af de fem dage, rejsen varer, skal vi naturligvis slentre rundt i Visbys UNESCO-fredede bykerne, hvor stokroserne står tæt langs de solblegede husmure, og hvor der stadig dufter af tjære og søfartshistorie i byens gamle havn. Men vi skal også på udflugter med bus rundt på øen og ved selvsyn opdage, hvorfor både vikinger, kongelige, Ingmar Bergmann, en enkelt Pippi Langstrømpe-instruktør og vores egen Asger Jorn i tidens løb er blevet betaget af øen, svenskerne har døbt Sølvskattenes Ø.
Alle udflugter rundt på øen og den nærliggende Fårö er inkluderet i prisen, så du skal ikke gøre andet end at læne dig tilbage i sædet og vente på, at højdepunkter som de sælsomme rauk-landskaber, middelalderkirker, korngule marker, gårdbutikker fulde af lokale delikatesser og fortællingerne om de gamle vikinger og deres skatte, der har givet øen sit tilnavn, kommer til dig.
Vi krydrer de mange oplevelser med overnatninger på et godt hotel centralt i Visby, flere inkluderede måltider og en smagsprøve på svenskernes helt eget kaffe og bolle-koncept, fika.