Kejser- og musikbyen Wien
Følg programmet eller oplev byen på egen hånd. Vi har inkluderet kørende og gående byrundture, hvor rejselederen viser vej og fortæller om de mange interessante seværdigheder. Herudover kan du vælge at krydre rejsen med typiske østrigske oplevelser som f.eks. en Heurigeraften eller en klassisk koncert.
Med et 72 timers metro- og sporvognskort kommer du hurtigt omkring, og vi anbefaler, at du tager sporvognene – så får du automatisk lidt sightseeing samtidigt.
Schönbrunn Slot
Den romerske kejser Maximilian II købte i 1569 Katterburg, som var navnet på slottet på daværende tidspunkt. Han havde en stor interesse for jagt samt Schönbrunns dyrehave, hvor han havde et ønske om at bevare vilde dyr. Om sommeren brugte mange fra kongefamilien slottet og det gigantiske parkområde til at holde ferie og deltage i jagtture. I en periode var Katterburg belejret af tyrkerne, der nær havde ødelagt hele området. Kejser Leopold I gav arkitekten Johann Bernhard Fischer von Erlach opgaven at konstruere det nye slot. Konstruktionen begyndte i 1669, og tre år efter var den midterste del af slottet færdigbygget. I de følgende århundreder blev der flere gange ændret og bygget til i diverse stilarter.
Der var særligt ét navn, der blev forbundet med Schönbrunn i det 18-århundrede, og det var kejser Franz Joseph, som tilbragte det meste af sit liv på slottet og døde i 1916 i sit sovekammer. Under hans styre blev slottet opfattet som et helhedskunstværk og blev igen bygget om, så det svarede til sin historie. Monarkiet i Østrig ophørte i 1918, hvorefter republikken Østrig blev ejer af Schönbrunn. Slottet har været på UNESCOs Verdensarvliste siden 1996.
Hofburg
Hofburg-komplekset blev bygget mellem det 13. og 21. århundrede. Indtil det 20. århundrede satte alle østrigske kejsere såvel som Maria Theresia deres arkitektoniske præg på Hofburg. Paladset fik endelig sit nuværende udseende under byfornyelsesprogrammet, da Ringstrasse blev bygget under Franz Joseph I. De historiske værelser i denne fredede bygning er blevet bevaret i deres oprindelige stand, hvilket afspejler de forskellige perioder i paladsets historie. Siden det 21. århundrede har imponerende glasarkitektur og moderne konferenceteknologi skabt et unikt samspil mellem historie og modernitet.
Stephansdom
Stephansdom er Wiens domkirke og Østrigs vigtigste gotiske bygningsværk. Kirken, der er indviet til St. Stephan, blev opført fra 1304-1511. Ved opførelsen indkapslede man dele af den tidligere senromanske kirke, hvilket forklarer de nuværende tårnes placering samt det romanske vestparti. Ved konstruktionen af hvælv og tag samt det 136 meter høje sydtårn medvirkede talrige navngivne bygmestre og kunstnere, bl.a. Hans Puchsbaum, Anton Pilgram og Peter von Prachatitz. Kirken rummer et meget stort antal sarkofager, epitafier og relikvier. Der er bl.a. epitafier over to store tyske humanister, der virkede ved universitetet i Wien i begyndelsen af 1500-tallet, Konrad Celtis og Johannes Cuspinian.
Mozarts hus
I Domgasse 5, ikke langt fra Stefansdom i Wiens gamle bydel, ligger den eneste af Mozarts lejligheder i Wien, der stadig eksisterer i dag. Ingen andre steder komponerede han mere musik end her i Wien. Huset præsenterer det musikalske geni Wolfgang Amadé Mozarts liv og arbejde med særlig vægt på hans Wien-år fra 1781 til 1791.
Besøgende kan ikke kun se den historiske lejlighed, men også en omfattende præsentation af større værker af Mozart og af den tid, han levede i. Der er også en museumsbutik samt koncert- og begivenhedsstedet Bösendorfer-Saal.
Karlskirken
Sankt Karlskirken er det sidste værk af den eminente barokarkitekt Johann Bernhard Fischer von Erlach. Kirken, som blev færdigbygget i 1739 af hans søn Joseph Emanuel Fischer von Erlach, blev bygget som et resultat af et løfte aflagt af kejser Karl VI under en pestepidemi. Kirken er indviet til den Habsburgske kejsers skytshelgen, Sankt Charles Borromeo.
Renoveringen af Højalteret, tegnet af Fischer von Erlach, er afsluttet, og det har genvundet sin oprindelige pragt. De overdådige kalkmalerier i kuppelen af Johannes Michael Rottmayr rummer 1.250 kvadratmeter med utrolig pragt og smukke farver, der viser den hellige Charles Borromeos herlighed. En panoramaelevator fører besøgende til en platform i 32,5 meters højde, hvor de kan se freskoerne tæt på. Udsigten ind i skibet fra oven er betagende.
Shopping i Wien
Shopping i Wien er den rene fryd. På de store strøggader i centrum er forretningerne i den fashionable ende med endeløse fristelser inden for fransk og italiensk mode og sko, glas, juveler og parfume. Alt og alle har stil i Wien. I den klassiske strøggade Mariahilfer Strasse mellem indre by og Westbahnhof ligger stormagasinerne, de store kædebutikker og masser af små butikker med trendy mode og sko. Og her ved juletid er der naturligvis også masser af spændende boder at gå på opdagelse blandt, hvor du kan købe alt fra lokale juledelikatesser til flot kunsthåndværk.