Restaurant Balthazar
For foden af Lycabettus-bjerget i centrum af Athen ligger Restaurant Balthazar i en gammel neoklassisk bygning fra 1897, og restauranten har siden 1973 serveret gastronomiske oplevelser for såvel lokale som turister. De fleste af bordene er placeret i en tilhørende have, som er overdækket af grønne træer og kulørte lys og lamper og gør Balthazar til en sand urban oase. På menukortet finder man både græske klassikere og noget af det bedste sushi i byen, men bartendernes nænsomt skænkede cocktails er også anbefalelsesværdige og hele besøget værd.
Restaurant AKTI
I den azurblå vandkant ligger Restaurant Akti nydeligt placeret kun en halv times kørsel fra Athen. Akti fokuserer på lokale og bæredygtige ingredienser og serverer f.eks. kun fisk fanget med fiskestang. Menuen varierer derfor alt efter fangst og årstid, men den gastronimiske oplevelse er altid i top. Bølgernes skvulpen fungerer som beroligende baggrundsmusik og er med til at gøre Restaurant Akti til det perfekte sted at nyde en fantastisk middag i skønne omgivelser.
Restaurant Ark
I den allersydligste udkant af den græske hovedstad, hvor Athen bliver til Glyfada, ligger den prisvindende Restaurant Ark med udsigt over vandet og den athenske riviera. Den indvendige indretningen er elegant og stilren, mens den udendørs terrasse er enkel og i perfekt sammenspil med de flotte omgivelser. På Restaurant Ark gør de kun brug af de bedste råvarer og ingredienser, som de bruger til at skabe fantastiske kulinariske oplevelser. Det klassiske græske køkken er i fokus, men et strejf af eksperimenterende modernitet tager gastronomien til det næste niveau, og Ark er flere gange blevet kåret til en af de ti bedste restauranter i Athen.