Vinterrevy på Falster
Kom med på en festlig vintertur til Revykøbing Falster, når Falsters A-revyhold gør deres entré på scenen i Nykøbing F. Teater.
Vi har inkluderet billetten til Nykøbing Falsters vinterrevy, der igen i år blænder op for et forrygende show fyldt med højt humør og gammeldansk humor formidlet af revydarlingerne Thomas Mørk, Jeanne Boel, Jesper Lundgaard og – som det nyeste skud på stammen – Lone Rødbroe.
Revyen løber af stablen om aftenen på dag 2, og både før og efter skal vi have os nogle skønne oplevelser i og omkring Falsters hovedby. Vores rejseleder spiller på denne tur også rollerne som chauffør og Falster-ekspert, og vi er således i gode hænder, når vi tager på rundtur i den charmerende, gamle købstad efterfulgt af et besøg med inkluderet frokost på det prisvindende Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. Her på naboøen ser vi også Dodekalittens 12 stenstøtter på turen tilbage mod vores hjembyer.
Vi har skabt denne rejse med et særligt øje for det gode fællesskab. Derfor har vi ud over den festlige revyaften også inkluderet middagen begge aftener samt afsat god tid til at hygge med kaffe og kage på hotellet.