Rundrejse i Japan

-
Moderne teknologi, gamle traditioner og kulturoplevelser på stribe

Japan – Morgensolens land

Kom helt tæt på Japans ældgamle traditioner, dramatiske historie og banebrydende teknologi på denne fascinerende rundrejse i Solens Rige.

Vi starter i den gamle hovedstad Kyoto, hvor vi udforsker den UNESCO-beskyttede kulturarv, inden vi i åndelighedens tegn drager sydpå til et møde med shinto-buddhismens over tusind år gamle templer og pilgrimsveje oppe i Kii-bjergenes tætte skove. I naturskønne omgivelser bliver der tid til at komme i zen og ryokan-hygge på ægte japansk manér, vandre i pilgrimmenes fodspor på de gamle stier og beundre Japans højeste vandfald, inden vi vender tilbage til den moderne verden.

Apropos moderne stiger vi flere gange i løbet af rejsen ombord på Shinkansen, de japanske højhastighedstog, der nemt, bekvemt og ikke mindst lynhurtigt fragter os til nogle af Japans største oplevelser. Vi skal bl.a. dvæle ved historiens tragiske vingesus ved Hiroshima, besøge den helligdomsrige ø Miyajima og se japanernes stolthed Mt. Fuji, inden vi runder rundrejsen af med to dage i Tokyo.

Vi har nøje tilrettelagt en fantastisk rundrejse, hvor du får Japans allerstørste oplevelser med hjem, men også kommer ud til nogle af de templer, helligdomme og kvarterer, som ikke alle Japan-rejsende ser. Og som kirsebærret på toppen kan du glæde dig til at gribe spisepindene og nyde nogle lækre inkluderede japanske madoplevelser.

På denne rejse får I fornøjelse af Anne Marie Hashiba som rejseleder.

Hvis du bestiller denne rejse minimum 90 dage før afrejse, kan du parkere gratis i Aalborg Lufthavn. Tilbuddet gælder rejser med afgang fra og med 1. april 2026. Læs mere om servicen under praktiske oplysninger

NILLES Rejser er teknisk arrangør på denne rejse. Læs mere om vores samarbejdsrejser under praktiske oplysninger.

Inkluderet i rejsens pris

  • Fly Aalborg/København via Haneda – Osaka (2026)
  • Fly Haneda – København/Aalborg (2026)
  • Mad på fly t/r
  • Håndbagage og indtjekket bagage
  • Transfer fra/til lufthavn
  • 9 overnatninger i Japan
  • 9 x morgenmad
  • 8 x frokost (dag 2,3,4,5,6,7,8,9)
  • 3 x middag (dag 2,4,10)
  • Metro i Tokyo
  • Alle togstrækninger inkl. Shinkansen
  • Bagageservice (der er ikke plads til store kufferter med højhastighedstoget. De fragtes med særtransport)
  • Høretelefoner
  • Alle udflugter inkl. entréer
  • Dansk ekspertrejseleder, født og opvokset i Japan

Dagsprogram

  • Bemærk, at rejsen ikke er egnet for gangbesværede. På denne rejse benytter vi også offentlig transport.

  • Dag 1: Afrejse fra Danmark

    Afrejse fra Aalborg/København med SAS til Haneda, hvor vi skifter fly og drager videre østpå med ankomst næste dag.

  • Dag 2: Ankomst i Japan - Kyoto

    Efter ankomst kører vi til vores hotel i Kyoto, hvor der bliver tid til lidt frokost, inden vi tjekker ind på vores hotel. Bagefter er der tid til at akklimatisere og gå på opdagelse på egen hånd, inden vi begiver os ud i byen til middag. Hvis du har lyst, tager vores rejseleder dig rundt i byen, inden aftenens middag.

    Du har eksempelvis mulighed for at fornemme byens puls omkring den store Shijo-gade, der løber gennem centrum og byder på et væld af kendte mærkevarebutikker og små lokalforretninger. Herfra har du også mulighed for at gå til det 390 meter lange og lige så mange år gamle Nishiki-marked, der også er kendt som ’Kyotos køkken’ på grund af sine mange boder, hvor alverdens fisk, krydderier, frugter og andre delikatesser smages, duftes og handles i stor stil.

    Om aftenen er der velkomstmiddag, hvor vi skal smage det berømte og eftertragtede kød fra de japanske wagyu-kvæg. Kødets popularitet har for længst bredt sig til Danmark, men det er alligevel en ganske speciel smagsoplevelse at sætte tænderne i det her i hjemlandet.

    Ankomst i Japan - Kyoto
  • Dag 3: Rundtur Kyoto

    Rundtur i vores historiske værtsby, der frem til 1868 havde været Japans hovedstad i over tusind år. Efter morgenmaden på hotellet benytter vi os af Kyotos velfungerende metrosystem og begiver os mod Fushimi Inari Taisha, der er en af byens mest ikoniske helligdomme og kendt for sin tunnel af hundredvis af røde torii-porte, der slanger sig op ad Inari-bjerget.

    Turen fortsætter med metro til det 400 år gamle Nijoslot, der både har fungeret som shogun-bolig (titlen på den øverste militære leder, udpeget af kejseren) og som kejserpalads. I dag er det åbnet for offentligheden, og det er i øvrigt med på listen over Kyotos UNESCO-beskyttede monumenter.

    Anden halvdel af dagen skal vi tilbringe med at snuse rundt på egen hånd. Vi tager metroen til Higashiyama-distriktet, som er en af det gamle Kyotos bedst bevarede bydele med snævre gader, der slynger sig mellem småbutikker, templer og hyggelige caféer i de fine gamle træhuse. Det er et oplagt sted at gå på udkig efter en god Kyoto-souvenir, inden vi sent på eftermiddagen går til Gion-bydelen, der ud over sine hundrede år gamle restauranter og tehuse også er et af de bedste steder at opleve geishaer, der her i byen kaldes ’geikoer’, underholde med musik, dans og andre japanske kunstarter.

    Efterfølgende bliver der mulighed for på egen hånd at finde et godt aftensmåltid på en af de mange restauranter i den snævre Pontocho-gade eller tage tilbage mod hotellet og spise middag i nærområdet.

    Rundtur Kyoto
  • Dag 4: Mt. Koyas hellige top og traditionel ryokan

    Tidlig morgenmad, så vi er klar til at tage på en tre-timers bustur til Wakayama-præfekturet i den sydlige del af Kii-halvøen. Nærmere bestemt kører vi op på toppen af Koya-bjerget, hvor vi skal opleve det hellige tempelkompleks til ære for shingon-buddhismen, som tilbedere har valfartet til, siden munken Kukai grundlagde retningen netop her for 1.200 år siden.

    Her, midt i Kii-bjergenes tætte skove blandt vandfald og rindende vandløb, ser vi templer og andre hellige bygninger samt den enorme kirkegård med over 200.000 gravsten til minde om fortidens munke, shoguner og samuraier spredt over en to km lang sti. I Koyasan ser vi Kongobuji- og Okunoin-templerne, der sammen med pilgrimsruterne til Japans gamle hovedstæder Nara og Kyoto er udpeget som verdensarv af UNESCO.

    Efter denne åndelige oplevelse begiver vi os mod ryokanen (en traditionel japansk kro) Ryujin Onsen. Iført tøfler og yukata (en slags kimono) venter der os et behageligt ophold, hvor vi kan slappe af på ægte japansk facon og eventuelt gå en tur i de smukke haver eller tage et onsen (et bad i naturligt varmt kildevand med mineraler), som er en af de mest populære aktiviteter på en ryokan.

    Efter en dag fyldt med spiritualitet og kropsligt velvære samles vi om en middag, inden vi overnatter på vores hyggelige ryokan.

    Mt. Koyas hellige top og traditionel ryokan
  • Dag 5: Pilgrimsruter, pagoder og Japans højeste vandfald

    Vi kører til det store netværk af gamle pilgrimsstier ved Kumano Kodo. Stierne har været brugt i århundreder til at besøge områdets helligdomme, og mens vi nyder den fredfyldte natur med små templer og gamle stentrapper, kommer vi således også helt tæt på Japans spirituelle og kulturelle arv.

    Efter en vandretur i det idylliske område spiser vi frokost og besøger et af områdets helt store højdepunkter. Vi ser nemlig den fine treetagers pagode, der poserer foran landets højeste vandfald, Nachi, som kaster sig ud over klipperne og hele 133 meter ned i dybet bagved pagoden.

    Vi tager os tid til at dvæle ved det betagende syn, inden vi kører mod byen Wakayama og tjekker ind på vores hotel.

    Pilgrimsruter, pagoder og Japans højeste vandfald
  • Dag 6: Tempelbesøg på Shikoku og videre til Okayama

    Vi kører til færgen, der skal sejle os over Wakayama-bugten til øen Shikoku, som er kendt for sine 88 pilgrimstempler og mange andre hellige steder.

    Hvis vi skulle følge hele pilgrimsruten og se alle dens templer, ville vi tilbagelægge 1.200 km – og derfor nøjes vi med at se Ryozenji-templet, der er det første af dem på ruten. På klassisk tempelmanér er dette et roligt sted med smukke haver, små karpefyldte damme og en fredelig, spirituel aura. Og selvom tempelkomplekset har været hærget af flere ildebrænde gennem tiden, er det stadig en smal sag for os at fornemme den mange hundrede år lange historik, der omgærder stedet.

    Efter tempelbesøget kører vi videre over den store Seto Ohashi-bro, der forbinder nogle af de mange småøer nord for Shikoku og gør det muligt for os at køre til byen Okayama på den anden side af sundet. I løbet af dagen får vi serveret en frokost med japanske udon-nudler. Overnatning i Okayama.

    Tempelbesøg på Shikoku og videre til Okayama
  • Dag 7: Heldagsudflugt til Hiroshima og Miyajima

    Vi går ombord på Shinkansen, et af Japans ikoniske ’bullet trains’, og suser afsted til stationen i Hiroshima, hvorfra vi kører med lokalt tog fra Hiroshima til Miyajima og dernæst tager færgen, inden vi er klar til at se os omkring og spise frokost.

    Miyajima er kendt for sin idyl, store religiøse betydning og 16 meter høje torii-port ude i vandet. Derefter tager vi færgen og tog tilbage til Hiroshima, hvor vi besøger Peace Memorial Park og får tid til at besøge museet og lære mere om Hiroshima før og efter den skæbnesvangre dag i august 1945. Det er også muligt at gå en tur i parken og bl.a. se Evighedsilden og A-Bomb Dome, som er navnet på den eneste bygning, der stod tilbage.

    Vi tager Shinkansen fra Hiroshima-stationen med over 300 km/t tilbage til Okayama.

    Heldagsudflugt til Hiroshima og Miyajima
  • Dag 8: Japan i stort format: Mt. Fuji og Tokyo

    Vi tager afsked med vores hotel i Okayama og går ombord på Shinkansen, der tager os på en længere tur østpå til Odawara. Herfra tager vi på sightseeing-tur med bus omkring Mt. Fuji.

    På linje med torii-porte og blomstrende kirsebærtræer er den kegleformede vulkan et af de mest ikoniske symboler på Japan, og i dag får vi mulighed for at tage vores egne gode billeder af et af Japans mest berømte vartegn. Denne sovende kæmpe, der ikke har været i udbrud i 300 år, rejser sig majestætisk 3.700 meter over landskabet, og vi har derfor fuldt udsyn gennem bussens store vinduer til området omkring vulkanen.

    Mt. Fuji er samtidig billedet på, at vi har nærmet os millionbyen over dem alle. Vi skifter fra bus til Shinkansen og suser det sidste stykke til den japanske hovedstad Tokyo, hvor vi tjekker ind på vores hotel, der ligger i kort afstand til oplevelserne næste dag. Rejselederen er behjælpelig med at finde restauranter i hotellets nærområde, men det står dig også frit for at finde et godt måltid på et af de mange spisesteder i nærheden.

    Japan i stort format: Mt. Fuji og Tokyo
  • Dag 9: Byrundtur i Tokyo

    Tokyo er verdens mest folkerige by, og det er selvsagt umuligt at opleve det hele på én dag. Men vi har strikket et spændende program sammen, hvor vi ser flere af byens bedste kvarterer og mest ikoniske seværdigheder uden at skulle bruge for lang tid på at bevæge os rundt mellem oplevelserne.

    Vi begynder med en metrotur til Harajuku-kvarteret, der er fyldt med liv, mode og farver. Her ser vi, hvordan der shoppes på livet løs, mens vi går mod den store park, hvor vi skal se Meiji-helligdommen, der blev opført til ære for den japanske kejser af samme navn.

    Herfra går vi videre til shoppingmekkaet i bydelen Omotesando, inden vi ankommer til Shibuya, der er et af Tokyos mest pulserende kvarterer og hjem for bl.a. det berømte Shibuya Crossing – verdens travleste fodgængerfelt. Undervejs runder vi også statuen af hunden Hachiko, der hver dag trofast mødte sin ejer, professor Ueno, på stationen i Shibuya og fortsatte med at møde op på stationen i ti år efter professorens pludselige død.

    Vi fortsætter med metro til Ginza-distriktet, hvor vi spiser frokost, inden turen går videre til bydelen Shinjuku. Her besøger vi den 243 meter høje Metropolitan Government-bygning, hvor vi fra toppen har en forrygende udsigt over megabyen. Her i Shinjuku ser vi også verdens største metrostation. Middag på egen hånd.

    Byrundtur i Tokyo
  • Dag 10: Egne oplevelser i Tokyo

    Du har rejsens sidste fulde dag på egen hånd til tempel- og museumsbesøg, shopping, markedstur og måske endda et smut på karaokebar?

    Mulighederne er mange, og metroen gør det nemt at komme rundt. Rejselederen står naturligvis til rådighed med gode råd og tips.

    Afskedsmiddag er på en restaurant omkring hotellet, så det er hurtigt og nemt at gå hjem, hvis man har indtaget for meget sake.

    Egne oplevelser i Tokyo
  • Dag 11: Hjemrejse

    Efter morgenmaden på hotellet kører vi til lufthavnen og flyver hjem direkte fra Haneda til København eller med en mellemlanding i København inden vi flyver det sidste stykke til Aalborg med ankomst om aftenen.

Hoteller

  • Dag 2-4

    Mitsui Garden Hotel Kyoto Shijo

    Glæd dig til et komfortabelt ophold centralt i historiske Kyoto i gåafstand fra metrostationen og det berømte Nishiki-marked. Hotellet råder over egen restaurant, elevator og flere små hyggekroge, hvor du kan slappe af og falde i snak med dine medrejsende. Værelserne er moderne og udstyret med almindelige fornødenheder som gratis wi-fi, aircondition og tv, og her er du sikret en god nats hvile efter oplevelserne i den kulturrige storby.

    AirconditionJa
    ElevatorJa
    RestaurantJa
    TVJa
    Wi-fiJa
  • Dag 4-5

    Ryokan Ryujin Onsen

    Der venter dig mental og kropslig wellness på ægte japansk manér, når vi indlogerer os på denne hyggelige ryokan i Wakayama-præfekturet i sydenden af Kii-halvøen. Stedet er indrettet i klassisk japansk stil med skydedøre og lave borde omkranset af siddemåtter, mens du i ryokanens udendørs og indendørs bade kan slappe af i det varme og – efter sigende – helbredende vand fra områdets lokale kilder. Ryokanen har sin egen restaurant, som serverer lokale retter fra egnen, samt en sauna, en café og en lille souvenirbutik.

    RestaurantJa
    SaunaJa
  • Dag 5-6

    Daiwa Roynet Hotel Wakayama

    Daiwa Roynet Hotel Wakayama er et moderne og komfortabelt hotel beliggende i centrum af Wakayama. Hotellet er ideelt placeret til f.eks. at udforske byens seværdigheder, såsom det historiske Wakayama Slot, der ligger i gåafstand. De stilfuldt indrettede værelser er udstyret med bad og toilet, Wi-Fi og TV.

    Hotellet byder på en restaurant, der serverer en velsmagende blanding af japanske og internationale retter. Derudover har hotellet elevator og døgnåben reception.

    ElevatorJa
    RestaurantJa
    TVJa
    Wi-fiJa
  • Dag 6-8

    Okayama Washington Hotel Plaza

    Dette 3-stjernede hotel ligger kun fem minutters gang fra Shinkansen-togstationen i Okayama. Her indlogerer vi os på lyse værelser med alle almindelige fornødenheder, mens vi hver morgen starter dagen med en tur i hotellets morgenmadsrestaurant. Her er desuden døgnåben reception og elevator til at komme nemt rundt på hotellets 11 etager.

    ElevatorJa
    RestaurantJa
    TVJa
    Wi-fiJa
  • Dag 8-11

    Remm Roppongi

    Med sin placering i Tokyos Minato-kvarter byder dette 3-stjernede hotel på de optimale forudsætninger for at udforske den enorme millionby. Hotellet råder over døgnåben reception, morgenmadsrestaurant, mulighed for at få vasket tøj, elevator samt hele 400 værelser fordelt på 20 etager. Ligesom resten af hotellet er værelserne moderne indrettet og udstyret med gratis wi-fi, tv, badeværelse med toilet, aircondition, hårtørrer, et udvalg af tebreve samt – som prikken over i’et – hver deres massagestol.

    Inden for gåafstand finder du Roppongi Hills med de hundredvis af butikker, caféer og restauranter samt det høje Mori -tårn, ligesom du på få minutter kan finde hen til undergrundsbanen og begive dig videre ud i den store by.

    ElevatorJa
    TVJa
    Wi-fiJa

AfrejseAntal dageAfrejse fraLedige pladserPris
11-05-2026Se afrejsetider 11 dageKøbenhavn332.999,-Bestil
11-05-2026Se afrejsetider 11 dageAalborgMere end 432.999,-Bestil

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail gislev@gislev-rejser.dk eller på telefon 62 29 12 10.

  • Bus på flyrejser

    På mange rejsemål med fly benytter vi lokale busfirmaer. Bussens indretning og standard kan variere og forekomme lavere end på øvrige rejsemål.

    Der kan ikke forventes toilet i busserne, men vi holder passende pauser undervejs.

    På nogle rejser kan du købe fast plads i bussen, spørg når du bestiller rejsen.

  • Find et fly

    Har du flyets nummer, kan din familie eller venner følge flyets vej her:
    www.flightradar24.com

  • Flybillet

    Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

    Rejser til Europa
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev. Der sendes ingen flybillet da check-in på de fleste europæiske destinationer foregår med pas. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen.

    Rejser til oversøiske rejsemål
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev og e-ticket. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen. Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.
    Vær opmærksom på at der kræves kopi af dit pas til Gislev Rejser ved bestilling af rejsen. 

  • Forsinkelse

    Krav om erstatning i henhold til EU Forordning 261/2004 skal rettes til luftfartsselskabet. Vi henviser til luftfartsselskabets hjemmeside for kontaktoplysninger.

    Bemærk: Gælder ikke på flyrejser, der ikke er til/fra EU-lande.

  • Gratis parkering i Aalborg Lufthavn

    Som noget helt nyt tilbyder vi gratis parkering i Aalborg Lufthavn, hvis du booker din rejse minimum 90 dage før afrejse. Tilbuddet er gældende for rejser med afgang fra og med den 1. april 2026. Når du bestiller din rejse, skal du skrive din bils registreringsnummer i et markeret felt. Inden rejse modtager du så en kode fra os, som du kan bruge, når du parkerer i Aalborg Lufthavn i forbindelse med rejsen.

  • Hvad er en samarbejdsrejse?

    Samarbejdsrejser er rejser, vi har udviklet sammen med vores søsterselskab NILLES Rejser. På disse rejser møder du enten en rejseleder fra Gislev Rejser eller fra NILLES Rejser. Som altid garanterer vi en rejse, hvor service, dygtige rejseledere, gode hoteller og spændende udflugter er i højsædet. Hos NILLES Rejser er de nemlig mindst lige så dedikerede til den gode rejseoplevelse, som vi er hos Gislev. Og alle vores samarbejdsrejser er således skabt med det formål at give dig flere valgmuligheder, større udvalg og en rejseoplevelse, der er fuldt på højde med det, du kender fra vores almindelige rejser.

  • Information om Københavns Lufthavn

    Adresse
    Lufthavnsboulevarden 6
    2770 Kastrup

    Læs mere her: Københavns lufthavn

    Der fremsendes informationsbrev 8-10 dage før afrejse med nærmere information omkring afrejse – mødested – rejseleder – flybilletter – checkin m.m.

    Bemærk at der ved afgange med afrejse for flere lufthavne (f.eks. Aalborg og Københavns Lufthavn), vil fremgå på informationsbrevet hvor rejselederen rejser med fra.

  • Information om Aalborg Lufthavn

    Adresse
    Ny Lufthavnsvej 100
    9400 Nørresundby

    Læs mere her: www.aal.dk

    Der fremsendes informationsbrev 8-10 dage før afrejse med nærmere information omkring afrejse – mødested – rejseleder – flybilletter – checkin m.m.

    Bemærk at der ved afgange med afrejse for flere lufthavne (f.eks. Aalborg og Københavns Lufthavn), vil fremgå på informationsbrevet hvor rejselederen rejser med fra.

  • Medicin på flyrejser

    Pak medicin i håndbagagen. Medicin skal være i original emballage. Hvis du lider af en sygdom, der kan give problemer undervejs, bedes du venligst diskret gøre rejselederen opmærksom herpå. Det er din sikkerhed for, at rejselederen agerer korrekt, hvis du skulle blive utilpas på turen.

    Mange lande kræver dokumentation for, at evt. medbragt receptpligtig medicin er til en selv, og det er derfor vigtigt at sørge for at evt. dokumentation for dette er i orden.

    Tjek evt. https://www.apoteket.dk/sundhed/rejse/hvad-er-et-pillepas og se om din rejse kræver 'pillepas' og hvordan du bestiller det.

    Rejsende kan også altid kontakte ambassaden, hvis man har brug for at medbringe receptpligtig medicin til rejsen, og er i tvivl om der gælder særlige regler.

    Læs mere på dette link: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/medicin-paa-rejsen/  eller kontakt egen læge, apotek eller sygehus for yderligere vejledning og hjælp til evt. medicinattest.

  • Mødetid på flyrejser

    Mødetiden på afrejsedagen afhænger af, hvilken lufthavn, du rejser fra:

    København Lufthavn: 2 timer før afrejse. 
    Billund Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Odense Lufthavn – H.C. Andersens Airport: 1,5 timer før afrejse.
    Sønderborg Lufthavn: 1 time før afrejse.
    Esbjerg Lufthavn: 1,5 time før afrejse.
    Aalborg  Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Aarhus  Lufthavn: 2 timer før afrejse.

  • Pas - på flyrejser

    Husk at medbringe gyldigt pas. Bliver dit pas beskadiget eller slidt så meget, at stempler, fotografi eller tekst ikke kan læses, skal du ikke rejse med passet. Har du brug for at rejse, skal du søge nyt pas, inden du rejser. Passet må heller ikke mangle sider eller have sider med skader. 

    Ved bestilling af rejsen bedes du oplyse dit navn som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

  • Plads i flyet

    Gislev kan ikke garantere nogen ønsket placering i flyet.

  • Rejseforsikring - Fjerne rejsemål

    Det er obligatorisk med en rejseforsikring, når man rejser uden for EU. Pr. 1.1.2020 forhandler Gislev Rejser Gouda Rejseforsikring. Venligst bemærk at der kan være særlige regler for rejsende med kroniske sygdomme.

  • Vegetar/diabetiker - på rejser med fly

    Det er vigtigt, at du informerer Gislev inden afrejse, såfremt du har et specielt behov angående kosten. På denne måde kan vi forberede flyselskab og hoteller i god tid, således at du ikke skal tænke på netop dette under hele rejsen. Det er dog vigtigt at nævne, at vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme dine behov, men at vi ikke kan garantere dette.

  • Vigtigt hvis du rejser med børn under 18 år - flyrejser

    Børn og unge under 18 år, der rejser uden respektive forældre, eksempelvis med bedsteforældre, skal medbringe dokumentation fra barnets forældre. Hent mere information om børn og unge på rejse hos Udenrigsministeriet

  • Vil du vide mere om din flyrejse?

    Få flere praktiske info om rejsen på: www.gislev-rejser.dk/vaerd-at-vide

  • Ønsker til indkvartering på flyrejser

    Har du specifikke ønsker til dit værelse, eksempelvis etage, separate senge, bo nær medrejsende, skal du oplyse dette ved bestillingen. Vi skal gøre opmærksom på, at vi ikke kan garantere alle ønsker, men vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme ønsker.