Flyrejse med sol og storby i Italien

-
Bo på skønne Ischia og oplev en dag i charmerende Napoli

Italiens smukkeste øer og Napoli

Det er almindelig kendt, at Amalfikysten er det smukkeste område omkring syditalienske Napoli, men har du først besøgt Ischia og den lille naboø Procida, kan du godt blive i tvivl om det er hele sandheden. Man forelsker sig ganske enkelt i de charmerende og malerisk smukke øer med huse i alverdens farver og den dejlige ø-stemning, hvor tempoet bare er lidt langsommere. Ischia er en frodig og grøn vulkansk ø, med masser af termiske bade og wellness-tilbud. Vores tur til Napolibugten byder også på en hel dag i Napoli, der er en af de mest intense og levende italienske storbyer.

På hele ferien bor vi på vores dejlige hotel midt i Porto Ischia, tæt på havnen og helt ud til kysten. Porto Ischia er øens største by med mange butikker og et utal af gode og autentiske restauranter.

Porto Ischia er altså det perfekte udgangspunkt for en fantastisk rejse. Du kan vælge det flotte program med tre inkluderede udflugter og god tid til afslapning, eller tilkøbe de ekstra udflugter og få alle oplevelserne med. Et er sikkert: Udsigtspunkterne, med et imponerende view over den azurblå Napolibugt, med vulkanen Vesuv i baggrunden, står nærmest i kø. Det er syditaliensk stemning med masser af frisk havluft, og i selskab med vores danske rejseleder oplever du Italien fra sin allersmukkeste side.

NILLES Rejser er teknisk arrangør på denne rejse.

Glæd dig til

  • Ophold på et dejligt hotel på den frodige vulkanø Ischia
  • En hel dag i storbyperlen Napoli
  • Ø-idyl, kystbycharme og pastelfarvede huse på Ischias nabo-ø Procida
  • Mulighed for at tage på tilkøbsture til Amalfikysten og øen Capri

Inkluderet i rejsens pris

  • Direkte fly Aalborg – Napoli tur/retur
  • 7 overnatninger på Hotel Parco Aurora Terme
  • 7 x morgenmad
  • 5 x middag på hotellet
  • Udflugter, bus -og sejlture som beskrevet i programmet ekskl. entréer samt metrobilletter i Napoli
  • Dansk rejseleder

Dagsprogram

  • Aalborg - Ischia: Udrejse

    Udrejse med Volotea direkte fra Aalborg til Napoli. Efter ankomst kører transferbussen os til havnen ved Napoli, og vi sejler til Porto Ischia. Vi skal bo i havnebyen, og en bus venter på at køre os den helt korte tur til hotellet. Efter indkvartering er der middag på hotellet.

  • Heldagsudflugt: Ischia

    På dagens bustur skal vi rundt og se den naturskønne vulkanø, der er kendt for at tiltrække gæster, der ønsker at kombinere wellness og naturoplevelser. Vi skal rundt i hjørnerne af øen med frodige haver, bjerge og strande.

    Der bliver tid til at besøge flere af de små, charmerende byer, der byder på alt lige fra dejlig tilbagelænet stemning og smalle gader til betagende udsigter og lækre strande. Efter busturen er der tid til afslapning på hotellet, i byen eller ved stranden.

    Denne dag er er ikke middag på hotellet, og vi anbefaler, at man besøger en af de hyggelige restauranter tæt på hotellet.

    Ischia
  • Heldagsudflugt (tilkøb): Amalfikysten - Positano - Amalfi by

    Bussen kører os den korte vej til havnen, hvor vi sætter ud på en smuk sejltur tværs over Napolibugten, rundt om Sorrento halvøen og ned langs ”Italiens guddommelige kyst”. Amalfikysten er på UNESCOs Verdensarvliste, og de små, billedskønne byer ligger op ad klippeskrænterne.

    Undervejs ned langs den smukke kyststrækning gør vi ophold i byerne Positano og Amalfi, der byder på snoede gader, små butikker og masser af charme. Vi er tilbage på Ischia til middag på hotellet.

    Udflugten er et tilkøb, koster DKK 850 pr. person og skal bestilles ved tilmelding.

    Amalfikysten - Positano - Amalfi by
  • Heldagsudflugt: Napoli

    Vi sejler med hydrofoilbåden direkte til Napolis centrum, og den lokale guide tager os med på en spændende tur i det centrale og pulserende Napoli, der er hovedstad i Mezzogiorno-regionen og ikke at forglemme, italienske mestre i fodbold 2025.

    Den historiske bydel gemmer rigtig mange oplevelser og spændende historie. Vi skal se San Gennaro-katedralen, den lange, lige og travle Spaccanapoli gade og meget andet, inden der bliver mulighed for at spise ægte napolitansk pizza på en lokal restaurant. Efter frokost er der tid på egen hånd, hvor man kan nyde stemningen og shoppe lidt i de mange fristende butikker.

    Sidst på eftermiddagen mødes vi til færgeafgang retur til Ischia. Vi er tilbage på hotellet til middag.

    Napoli
  • Heldagsudflugt (tilkøb): Capri

    Bussen kører os til havnen, hvor vi tager hydrofoilbåden til den fashionable ø Capri, der gennem århundreder har tiltrukket romerske kejsere, filmstjerner og rigmænd med sin rå skønhed og milde klima.

    Vi ankommer til Marina Grande, hvor kæmpe-yachterne ligger side om side med lokale joller. Vi kører med minibus til Anacapri, der ligger højt, midt på øen, hvor vi får en guidet rundtur i byen og kan besøge den berømte, svenske læge Axel Munthes fascinerende villa.

    Hvis tiden tillader det, er der mulighed for en tur med stoleliften til øens højeste punkt. Vi er tilbage på Ischia til middag på hotellet.

    Udflugten er et tilkøb, koster DKK 950 pr. person og skal bestilles ved tilmelding.

    Capri
  • Heldagsudflugt: Procida

    Bus til havnen og en kort sejltur med hydrofoilfærgen bringer os til naboøen Procida, hvor vi bliver mødt af de mange pastelfarvede huse, der ligger malerisk ned til vandet. Øen ikke blot ligner, men har også været filmkulisse for film som ”The Talented Mr. Ripley”, og det forstår vi, når den lokale guide viser os rundt på den lille charmerende ø.

    Efter rundturen er der tid på egen hånd i havnebyen, inden vi tager båden tilbage til Ischia. Der bliver tid til lidt afslapning inden middag på hotellet.

    Procida
  • Dage uden fast program: Ischia

    På denne rejse har du 1-3 dage, du selv kan disponere over (afhængig af tilvalgte udflugter). Vores rejseleder hjælper gerne med idéer til oplevelser på den smukke ø, og så anbefaler vi, at man spiser til aften på en af de mange lokale restauranter i Porto Ischia på dagene, hvor der ikke er middag på hotellet.

    Ischia
  • Napoli - Aalborg: Hjemrejse

    Vi tager afsked med smukke Ischia, og bussen kører os til færgeafgang mod Pozzuoli. Fra havnen er der transferbus til lufthavnen i Napoli, hvorfra vi flyver retur direkte til Aalborg.

Hotel

  • Dag 1-8

    Hotel Parco Aurora Terme

    Hotellet ligger i stemningsfyldte Ischia Porto, helt ud til havet og tæt på havnen med hyggelige restauranter og muligheder for indkøb. Værelserne er pæne og velindrettede med bl.a. bad, toilet, hårtørrer, aircondition, tv og minibar. Alle dobbeltværelser har balkon. Enkeltværelser har ikke balkon. Det lækre poolområde, med betagende udsigt over Middelhavet og Napolibugten, har både en traditionel pool og et bassin med termisk vand. I wellness-centret finder du sauna, tyrkisk bad og flere andre bade. Hotellet ligger tæt ved havet, og på den private strand (600 meter fra hotellet) kan gæsterne frit benytte liggestole og parasoller. Der er desuden flere gode restauranter i nærheden af hotellet.

    MinibarJa
    SaunaJa
    SolterrasseJa
    TVJa
    Udendørs swimmingpoolJa
    Wellness områdeJa
    Wi-fiJa

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail gislev@gislev-rejser.dk eller på telefon 62 29 12 10.

  • Bus på flyrejser

    På mange rejsemål med fly benytter vi lokale busfirmaer. Bussens indretning og standard kan variere og forekomme lavere end på øvrige rejsemål.

    Der kan ikke forventes toilet i busserne, men vi holder passende pauser undervejs.

    På nogle rejser kan du købe fast plads i bussen, spørg når du bestiller rejsen.

  • Busstandard på turen til Ischia

    Busstandarden kan forekomme lavere i Italien end på vores øvrige rejser.

  • Drikkevand i Italien

    Italien har udmærket drikkevand. På hotellet smager det dog ikke altid godt, men det er ikke sundhedsfarligt. Køb evt. kildevand.

  • Elektricitet i Italien

    Strømmen i Italien er på 220V.

    Stikkontakternes udformning kan dog variere; nogle gange passer de til vores stik og andre gange ikke. Det kan derfor være en god idé at medbringe en adapter/rejsestik.

  • Find et fly

    Har du flyets nummer, kan din familie eller venner følge flyets vej her:
    www.flightradar24.com

  • Flybillet

    Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

    Rejser til Europa
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev. Der sendes ingen flybillet da check-in på de fleste europæiske destinationer foregår med pas. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen.

    Rejser til oversøiske rejsemål
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev og e-ticket. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen. Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.
    Vær opmærksom på at der kræves kopi af dit pas til Gislev Rejser ved bestilling af rejsen. 

  • Forsinkelse

    Krav om erstatning i henhold til EU Forordning 261/2004 skal rettes til luftfartsselskabet. Vi henviser til luftfartsselskabets hjemmeside for kontaktoplysninger.

    Bemærk: Gælder ikke på flyrejser, der ikke er til/fra EU-lande.

  • Hvad er temperaturen på Ischia?

    Gennemsnitstemperatur: Maj - juni 22° - 28°, august - oktober 22° - 27°.

  • Hvor meget skal jeg regne med til ekstra entréer på turen til Ishcia?

    På denne skønne rejse udgør entréer ca. EUR 40.

  • Information om Aalborg Lufthavn

    Adresse
    Ny Lufthavnsvej 100
    9400 Nørresundby

    Læs mere her: www.aal.dk

    Bemærk: Rejser du fra Aalborg med tilslutningsfly via København, skal du IKKE møde rejselederen ved 7Eleven i Københavns lufthavn. Du møder rejselederen ved gaten.

  • Mad og drikke i Italien

    Caféer
    I Italien har man flere steder 3 forskellige priser på caféerne: Én pris for at nyde en genstand stående ved bardisken, en anden og højere pris for at sidde ned indendørs og en tredje og endnu højere pris for at sidde udenfor, hvor der er servering ved bordene. Prisen på en espresso kan således variere fra € 1 til 4 på samme bar.

    På de fleste restauranter er betjeningen inkluderet. Suppler med 5-10% afhængig af regningens størrelse. På nogle restauranter tillægges betjeningen: I så fald skal det fremgå af spisekortets tekst: Servizio escluso, efterfulgt af %-satsen, typisk 15-18%.

    Pane e coperto er opdækning og brød, som man mange steder betaler for. Typisk €1,50 til €3 pr. person.

    Morgenmad
    I Italien består morgenmad generelt af kaffe og søde kager. Vores hoteller serverer et større udvalg som generelt også består af diverse slags brød, pålæg, æg, yoghurt, juice osv.

    Restauranter
    Udtrykket ”Pizzeria” dækker over mere end blot pizzaer. Der er normalt et fyldigt spisekort. Skal man have en rigtig pizza så vær sikker på, at der er ”forno al legno” – dvs. en stenovn, som fyres op med træ.
    Antipasti: Forretter som f.eks. skinke, bruschetta (ristet brød m/tomat) o.l.
    Primi Piatti: ”Første” hovedretter, hvor man finder pasta- og risretter samt supper.
    Secondi Piatti: "Anden" hovedretter, typisk fisk og kød, der ofte prissættes efter vægt. Der følger ikke meget tilbehør med, da det bestilles separat og kaldes "contorni"
    Contorni: Tilbehør, som oftest serveret til Secondo Piatto/"anden" hovedret  – f.eks. salater, kartofler, bønner etc.
    Formaggio: Ost.
    Dolce: Dessert

    Mange restauranter har tilbud på en menu med 2 eller 3 retter, inkl. en øl el. et glas vin.

  • Medicin på flyrejser

    Pak medicin i håndbagagen. Medicin skal være i original emballage. Hvis du lider af en sygdom, der kan give problemer undervejs, bedes du venligst diskret gøre rejselederen opmærksom herpå. Det er din sikkerhed for, at rejselederen agerer korrekt, hvis du skulle blive utilpas på turen.

    Mange lande kræver dokumentation for, at evt. medbragt receptpligtig medicin er til en selv, og det er derfor vigtigt at sørge for at evt. dokumentation for dette er i orden.

    Tjek evt. https://www.apoteket.dk/sundhed/rejse/hvad-er-et-pillepas og se om din rejse kræver 'pillepas' og hvordan du bestiller det.

    Rejsende kan også altid kontakte ambassaden, hvis man har brug for at medbringe receptpligtig medicin til rejsen, og er i tvivl om der gælder særlige regler.

    Læs mere på dette link: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/medicin-paa-rejsen/  eller kontakt egen læge, apotek eller sygehus for yderligere vejledning og hjælp til evt. medicinattest.

  • Mødetid på flyrejser

    Mødetiden på afrejsedagen afhænger af, hvilken lufthavn, du rejser fra:

    København Lufthavn: 2 timer før afrejse. 
    Billund Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Odense Lufthavn – H.C. Andersens Airport: 1,5 timer før afrejse.
    Sønderborg Lufthavn: 1 time før afrejse.
    Esbjerg Lufthavn: 1,5 time før afrejse.
    Aalborg  Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Aarhus  Lufthavn: 2 timer før afrejse.

  • Pas - på flyrejser

    Husk at medbringe gyldigt pas. Bliver dit pas beskadiget eller slidt så meget, at stempler, fotografi eller tekst ikke kan læses, skal du ikke rejse med passet. Har du brug for at rejse, skal du søge nyt pas, inden du rejser. Passet må heller ikke mangle sider eller have sider med skader. 

    Ved bestilling af rejsen bedes du oplyse dit navn som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

  • Plads i flyet

    Gislev kan ikke garantere nogen ønsket placering i flyet.

  • Tilskud på busrejser fra Sjælland

    Kør gratis over Storebælt
    Skal du med på en busafrejse, der KUN kører fra Sjælland, så refunderer Gislev din broafgift, når du kører i egen bil. Bemærk: Refundering af broafgift er dog kun gældende, såfremt der ikke er busafrejse fra den pågældende landsdel.

    Du skal selv sende kvittering med påført rejsemål og billetnummer til Gislev Rejser, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV. Refundering sker via bankoverførsel. Husk at oplyse reg. nr. og kontonummer.

    Transport til nærmeste påstigningssted
    Benytter du offentlig transport i Danmark - tog, bus eller færge til nærmeste afrejsested - så refunderer Gislev 50 % af udgiften til tur/retur billetten på 2. klasse (dog højst kr. 400 per person. Udgiften skal overstige kr. 100 per person). 

    Du skal selv sende kvittering med påført rejsemål og billetnummer til Gislev Rejser, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV. Refundering sker via bankoverførsel. Husk at oplyse reg. nr. og kontonummer.

  • Tilskud på flyrejser

    Kør gratis over Storebælt
    Skal du fra Jylland og Fyn til Københavns Lufthavn eller fra Sjælland og videre med fly fra Odense, Billund, Sønderborg, Aarhus og Aalborg, eller med på en busafrejse, der KUN kører fra Fyn og Jylland, så refunderer Gislev din broafgift, når du kører i egen bil. Bemærk: Refundering af broafgift er dog kun gældende, såfremt der ikke er busafrejse fra den pågældende landsdel.

    Transport til nærmeste påstigningssted
    Benytter du offentlig transport i Danmark - tog, bus, færge eller indenrigsfly til nærmeste afrejsested - så refunderer Gislev 50 % af udgiften til tur/retur billetten på 2. klasse (dog højst kr. 400 per person. Udgiften skal overstige kr. 100 per person). Har du købt fly fra Aalborg til København tur/retur til Gislevs specialpris, så ydes ikke anden refusion.

    Efter hjemkomst skal du selv sende kvittering med påført rejsemål og billetnummer til Gislev Rejser, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV. eller pr mail til refusion@gislev-rejser.dk. Refundering sker via bankoverførsel. Husk at oplyse reg. nr. og kontonummer.

    Nat med Rabat
    Nogle flyrejser har meget tidlig mødetid. Gislev har forståelse for dette og tilbyder vores gæster følgende mulighed: Ved planlagt mødetid før kl. 07.00 giver vi kr. 350 per hotelværelse til én overnatning. Gæsterne skal selv bestille hotelværelset og efterfølgende sende kvittering med påført rejsemål og billetnummer til Gislev Rejser, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV. Refundering sker via bankoverførsel. Husk at oplyse reg. nr. og kontonummer. 

  • Valuta og betalingskort i Italien

    Euro.

    På mange restauranter kan man kun betale med betalingskort, hvis beløbet er af en vis størrelse, ofte fra € 10 og opefter. Man skal være klar over, at kortet ved betaling tages med til kassen af personalet.

  • Vegetar/diabetiker - på rejser med fly

    Det er vigtigt, at du informerer Gislev inden afrejse, såfremt du har et specielt behov angående kosten. På denne måde kan vi forberede flyselskab og hoteller i god tid, således at du ikke skal tænke på netop dette under hele rejsen. Det er dog vigtigt at nævne, at vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme dine behov, men at vi ikke kan garantere dette.

  • Vigtigt hvis du rejser med børn under 18 år - flyrejser

    Børn og unge under 18 år, der rejser uden respektive forældre, eksempelvis med bedsteforældre, skal medbringe dokumentation fra barnets forældre. Hent mere information om børn og unge på rejse hos Udenrigsministeriet

  • Vil du vide mere om din flyrejse?

    Få flere praktiske info om rejsen på: www.gislev-rejser.dk/vaerd-at-vide

  • Ønsker til indkvartering på flyrejser

    Har du specifikke ønsker til dit værelse, eksempelvis etage, separate senge, bo nær medrejsende, skal du oplyse dette ved bestillingen. Vi skal gøre opmærksom på, at vi ikke kan garantere alle ønsker, men vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme ønsker.