Flyrejse til Cypern

-
Afrodites ø, smuk natur og eksotisk stemning
  • Cypern, Rundrejser
    Cypern - Middelhavets solrige ø
  • Transportform
    Fly
  • Varighed
    10 dage
  • Pris fra
    9.698,-

Cypern - Middelhavets solrige ø

Glæd dig til en dejlig rundrejse til Cypern, der frister med gyldne kyster og en spændende kulturarv. Vi starter på det uopdagede Nordcypern, hvor du finder smukke badevige, en interessant historie, arkæologiske fund og masser af kultur. Vi bor ca. 500 meter fra centrum af byen Kyrenia i 4 nætter på det nybyggede Olivia Palm Hotel ud til en hyggelig havn, hvor de lokale fiskerbåde lægger til. Herfra tager vi på spændende udflugter til bl.a. Famagusta med en imponerende bymur og snævre hyggelige stræder.

Øens hovedstad Nicosia er verdens sidste delte hovedstad, og efter at have stiftet bekendtskab med denne unikke by går turen videre til vores hotel på den sydlige del af Cypern i byen Paphos. Her tager vi på udflugt blandt grønne dale og charmerende bjerglandsbyer i Troodosbjergene og på sejltur til Den Blå Lagune. Undervejs har vi god tid til egne oplevelser. Måske frister et besøg i et tyrkisk bad eller en afslappende stund ved hotellets pool.

Vi byder velkommen til en skøn rundrejse på Cypern, hvor du er i trygt selskab med Gislevs danske rejseleder.

Glæd dig til

  • 2 charmerende middelhavshoteller
  • Flotte udsigter, arkitektur og en interessant historie
  • God tid til at opleve den rige kultur
  • Oplev den lokale gæstfrihed
  • Dansk rejseleder med på hele rejsen

Inkluderet i rejsens pris

  • 9 x morgenmad
  • 9 x middagsbuffet
  • 1 glas vin/vand/øl til middagen
  • Udflugt til Kyrenia og Bellapais
  • Lokalguide i Kyrenia og Bellapais
  • Byrundtur i Nicosia
  • Udflugt til Paphos
  • Flybilletter, afgifter og bagage
  • Rejseleder
    Entréer er eksklusive, medmindre andet er nævnt.

Dagsprogram

  • Programmet kan forekomme i en anden rækkefølge end beskrevet.

  • Dag 1: Udrejse til Cypern

    AFREJSE D. 8. MAJ
    Vi mødes i Billund Lufthavn, hvor vi flyver med det tyske flyselskab Lufthansa til flyskifte i München. Herfra fortsætter turen til Larnaca på Sydcypern, hvorfra vi kører til vores hotel nær Kyrenia på Nordcypern.
    Transfertiden på Cypern er ca. 2 timer.

    AFREJSE D. 19. OKTOBER
    Vi mødes i Københavns Lufthavn og flyver med det østrigske flyselskab Austrian Airlines til flyskift i Wien. Herfra fortsætter turen til Larnaca på Sydcypern, hvorfra vi kører til vores hotel nær Kyrenia på Nordcypern.
    Transfertiden på Cypern er ca. 2 timer. Ved ankomst står hotellet klar med en let anretning og en drikkevare.

  • Dag 2: Kyrenia og fredens kloster

    I dag tager vi på byrundtur i Kyrenia, hvor vi blandt andet ser borgen, som venetianerne byggede i 1500-tallet. Byens historie strækker sig dog væsentligt længere tilbage, da man mener, at den blev grundlagt i det 10. århundrede f.Kr. Byen er rig på hyggelige stræder med sjove butikker, og på havnen er der masser af restauranter og caféer, hvor du kan få en god frokost til billige penge.

    Efter vores rundtur i Kyrenia kører vi et stykke udenfor byen til Bellapais-klostret, som blev opført i det 12. århundrede. Klostret, der også er kendt som 'fredens kloster', er i dag en ruin med en forrygende udsigt over havet og det bjergrige terræn.

    Udflugt og entré til Bellapais inkluderet.

  • Dag 3: Antik bystat og Famagusta

    I dag venter en køretur med bus til Salamis, der blev grundlagt i år 1180 f.Kr. Ruinbyen har en lang og spændende historie, hvilket har efterladt alt fra gamle marmorsøjler og ruiner af romerske bade til et stort amfiteater. Man mener, at Salamis var Cyperns hovedstad i den sene bronzealder. De fleste udgravninger stammer fra Romertiden, hvor byen var et vigtigt handelscentrum, og det lærer vi meget mere om, når vores lokalguide løbende fortæller den spændende historie om Salamis.

    Turen fortsætter til Famagusta, som de fleste nok kender som spøgelsesbyen, hvis man har besøgt en af charterdestinationerne på Sydcypern. På Nordcypern ligger det gamle centrum omgivet af en velholdt venetiansk bymur. Indenfor murene findes hyggelige, snævre gader og en gotisk katedral, der fungerer som moské. Vi får en rundvisning, mens vores lokalguide fortæller historien om Famagusta. Der bliver også tid til selv at gå på opdagelse i denne smukke og interessante by.

    Pris kr. 400 inkl. entré til Salamis og lokalguide. Bestilles med rejsen.

  • Dag 4: Tid til egne oplevelser

    I dag har du tid til egne oplevelser. Måske frister et besøg i et tyrkisk bad, eller måske ønsker du at udforske Kyrenia nærmere. Rejselederen hjælper gerne med gode forslag.

  • Dag 5: Hovedbyen Nicosia og Sydcypern

    Vi forlader Nordcypern og vores hotel for at køre til Nicosia, som er verdens sidste delte hovedstad. Vi starter i de hyggelige kvarterer i den nordlige del af Nicosia, hvor vi bl.a. ser den gamle markedshal samt Büyük Han, som tidligere fungerede som overnatningssted for tilrejsende. I dag er de fire længer i to etager omdannet til et livligt center for salg af kunsthåndværk.

    Vi krydser grænsen til fods og kommer til den græske del af Nicosia. Her åbenbarer sig et bybillede med moderne forretninger og caféer i en bred gågade - en skarp kontrast til den nordlige del! Vi har lokalguide med på turen, som løbende fortæller historien om den todelte hovedstad.

    Efter en interessant dag med mange indtryk fortsætter vi til vores hotel nær Paphos på sydkysten.

  • Dag 6: Paphos - Afrodites fødested og afslapning

    Vi går ombord i bussen og kører det korte stykke til Paphos by, hvor rejselederen viser os rundt, så vi bliver stedkendt i den charmerende kystby. Paphos er delt i to – den nedre del med fiskerihavn og restauranter og den øvre del med den gamle markedshal, hvis dufte og farver henleder tankerne på en bazar. Et glimrende sted til at få en fornemmelse for det lokale byliv.

    Paphos er rig på spændende kulturarv, og tilbage i 2017 var byen sammen med vores egen Aarhus udpeget som Europæisk Kulturhovedstad. Også UNESCO har kastet sin kærlighed på byen og udpeget den som verdensarv, og ovenikøbet hører der sig en mytisk fortælling til den kulturrige by. Historien går på, at den græske gudinde Afrodite opstod fra havet ud fra Paphos, der derved blev et vigtigt tilholdssted for gudinden.

    Der bliver tid til at udforske byen på egen hånd, inden bussen kører retur til hotellet. Eftermiddagen er fri til afslapning eller måske et spil tennis på en af hotellets baner.

  • Dag 7: Sanseoplevelser i bjergene

    I dag venter en heldagsudflugt til Cyperns grønne hjerte i Troodos-bjergene, hvis højeste punkt er Olympusbjerget på næsten 2.000 meter. Her runder vi små, rustikke landsbyer med stenhuse, smukke udsigter, grønne dale og du oplever den lokale levevis.

    Vi tager på en flot køretur i bjergene med besøg i bl.a. Saint John Lampadistis-klostret, som er på UNESCOs Verdensarvsliste. Vi besøger også bjergbyen Omodhos, der er kendt for sine snævre stræder, arkitektur og Hellig Kors-klostret, som er et af Cyperns ældste og efter sigende huser et stykke reb fra Jesu korsfæstning.

    Undervejs holder vi passende fotostops. Pris kr. 400 inkl. frokost og entré. Bestilles med rejsen.

    I 2024 koster denne udflugt kr. 450 inkl. frokost og entré. Bestilles med rejsen.

  • Dag 8: Sejltur på Den Blå Lagune

    Ikke langt fra Paphos ligger Den Blå Lagune, som er en beskyttet bugt med krystalklart vand og en skøn sandstrand. På turen derhen sejler vi bl.a. forbi Afrodites bade. Ved ankomst til Den Blå Lagune får du mulighed for at svømme i det krystalklare vand, inden kaptajnen byder på frokost med tilhørende drikkevarer. Pris kr. 525 inkl. frokost. Bestilles med rejsen.

    I 2024 koster denne udflugt kr. 550 inkl. frokost. Bestilles med rejsen.

    Udflugten gennemføres, hvis vejret tillader det.

  • Dag 9: Tid til egne oplevelser

    Du har hele dagen til egne oplevelser – nyd eventuelt hotellets faciliteter eller udforsk Paphos på egen hånd. Rejselederen hjælper med gode forslag.

  • Dag 10: Hjemrejse til Danmark

    Vi forlader hotellet og kører til lufthavnen i Larnaca.

    På afgangen d. 8. maj flyver vi til München, hvor vi skifter fly, og turen fortsætter det sidste stykke til lufthavnen i Billund.

    På afgangen d. 19. oktober flyver vi til Wien, hvor vi skifter fly, og turen fortsætter det sidste stykke til Københavns Lufthavn.

Hoteller

  • Dag 1-5

    Olivia Palm Hotel

    Hyggeligt hotel fra 2018 med 53 værelser beliggende ca. 500 meter fra Kyrenias bymidte og borgen. Her bliver du mødt af en moderne indretning, der er som skræddersyet til afslapning og ferie. Hotellet har en glimrende udsigt til Middelhavet og har 24 timers reception, wi-fi på fællesområderne, elevator til alle etager samt udendørspool på taget. Poolen er opvarmet af solen. Morgen- og aftensmad serveres som buffet.

    Alle værelserne har balkon mod havet eller gaden, hårtørrer, minibar mod gebyr, gratis pengeboks og tv.

    Læs mere om Olivia Palm Hotel her

    Afstand til centrum500 m
    BalkonJa
    ElevatorJa
    HårtørrerJa
    MinibarMod gebyr
    TVJa
    Udendørs swimmingpoolJa
    VærdiboksJa
    Wi-fiJa
    Døgnåben receptionJa
  • Dag 5-9

    Queens Bay Hotel

    Nyd tilværelsen på dette rolige hotel med beliggenhed lige ud til Middelhavet. Paphos ligger ca. 8 kilometer fra hotellet, men i nærheden kan du finde både indkøbsmuligheder, restauranter og barer.

    Hotellet har lækre faciliteter til fri afbenyttelse, blandt andet udendørs pool, 24 timers reception, have, solterrasse, bibliotek, gratis wi-fi og strandområde.

    Alle værelser har balkon mod havet eller bjergene, bad og toilet, hårtørrer, lille køleskab, tv, telefon og kaffe/te-faciliteter. Det er muligt at leje pengeboks til ca. kr. 100 for opholdet.

    Afstand til strand350 m
    BalkonJa
    Døgnåben receptionJa
    HaveJa
    HårtørrerJa
    Kaffe/te faciliteterJa
    MinibarJa
    SolterrasseJa
    TVJa
    Udendørs swimmingpoolJa
    VærdiboksMod gebyr
    Wi-fiJa

Kort

Afrejser og bestilling

AfrejseAntal dageAfrejse fraLedige pladserPris
19-10-2024Se afrejsetider 10 dageFly fra Københavns LufthavnMere end 89.698,-Bestil

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail gislev@gislev-rejser.dk eller på telefon 62 29 12 10.

  • Bemærk

    Dit pas skal være gyldigt i minimum 3 måneder efter hjemrejse.

    Når vi rejser via Istanbul, skal passet dog være gyldigt i 150 dage efter hjemkomst.

  • Bus på flyrejser

    På mange rejsemål med fly benytter vi lokale busfirmaer. Bussens indretning og standard kan variere og forekomme lavere end på øvrige rejsemål.

    Der kan ikke forventes toilet i busserne, men vi holder passende pauser undervejs.

    På nogle rejser kan du købe fast plads i bussen, spørg når du bestiller rejsen.

  • Drikkepenge i Cypern

    Ingen påbud, men det er almindeligt at give drikkepenge til tjenere og personale på restauranter som en gestus for god service.

  • Elektricitet i Cypern

    Der benyttes 220 V, men det er nødvendigt at medbringe en adapter, da selve stikket har en speciel udformning med tre store ben.

  • Entréer

    Entréer er eksklusive, medmindre andet er nævnt.

  • Find et fly

    Har du flyets nummer, kan din familie eller venner følge flyets vej her:
    www.flightradar24.com

  • Flybillet

    Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

    Rejser til Europa
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev. Der sendes ingen flybillet da check-in på de fleste europæiske destinationer foregår med pas. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen.

    Rejser til oversøiske rejsemål
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev og e-ticket. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen. Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.
    Vær opmærksom på at der kræves kopi af dit pas til Gislev Rejser ved bestilling af rejsen. 

  • Forsinkelse

    Krav om erstatning i henhold til EU Forordning 261/2004 skal rettes til luftfartsselskabet. Vi henviser til luftfartsselskabets hjemmeside for kontaktoplysninger.

  • Information om Billund Lufthavn

    Adresse
    Passagerterminalen 10
    7190 Billund

    Læs mere her: www.bll.dk

    Mødested er ved selv check-in skrankerne A-B (se kort). Her venter rejselederen på dig/jer.


  • Information om Københavns Lufthavn

    Adresse
    Lufthavnsboulevarden 6
    2770 Kastrup

    Læs mere her: Københavns lufthavn

    Du møder Gislevs rejseleder/repræsentant ude foran "7Eleven", Terminal 2 - Før sikkerhedskontrollen . 

    GÆLDER KUN GÆSTER DER REJSER  DIREKTE FRA KØBENHAVN

  • Medicin på flyrejser

    Pak medicin i håndbagagen. Medicin skal være i original emballage. Hvis du lider af en sygdom, der kan give problemer undervejs, bedes du venligst diskret gøre rejselederen opmærksom herpå. Det er din sikkerhed for, at rejselederen agerer korrekt, hvis du skulle blive utilpas på turen.

    Mange lande kræver dokumentation for, at evt. medbragt receptpligtig medicin er til en selv, og det er derfor vigtigt at sørge for at evt. dokumentation for dette er i orden.

    Tjek evt. https://www.apoteket.dk/sundhed/rejse/guide-pillepas og se om din rejse kræver 'pillepas' og hvordan du bestiller det.

    Rejsende kan også altid kontakte ambassaden, hvis man har brug for at medbringe receptpligtig medicin til rejsen, og er i tvivl om der gælder særlige regler.

    Læs mere på dette link: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/medicin-paa-rejsen/  eller kontakt egen læge, apotek eller sygehus for yderligere vejledning og hjælp til evt. medicinattest.

  • Mødetid på flyrejser

    Mødetiden på afrejsedagen afhænger af, hvilken lufthavn, du rejser fra:

    København Lufthavn: 2 timer før afrejse. 
    Billund Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Odense Lufthavn – H.C. Andersens Airport: 1,5 timer før afrejse.
    Sønderborg Lufthavn: 1 time før afrejse.
    Esbjerg Lufthavn: 1,5 time før afrejse.
    Aalborg  Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Aarhus  Lufthavn: 2 timer før afrejse.

  • Pas - på flyrejser

    Husk at medbringe gyldigt pas. Bliver dit pas beskadiget eller slidt så meget, at stempler, fotografi eller tekst ikke kan læses, skal du ikke rejse med passet. Har du brug for at rejse, skal du søge nyt pas, inden du rejser. Passet må heller ikke mangle sider eller have sider med skader. Se evt. mere på Udenrigsministeriets hjemmeside her.

    Ved bestilling af rejsen bedes du oplyse dit navn som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

  • Plads i flyet

    Gislev kan ikke garantere nogen ønsket placering i flyet.

  • Tidsforskel i Cypern

    Der er en 1 times tidsforskel i forhold til Danmark, så urene skal stilles frem. Når klokken er 12 i Danmark, er den 13 i Cypern.

  • Tillæg

    Enkeltværelse kr. 1.498.

    Dobbeltværelse med balkon mod havet kr. 600 pr. person.

    Afbestillingsforsikring kr. 7% af rejsens pris. 

    Skal bestilles med rejsen:
    Salamis og Famagusta kr. 400 pr. person.
    Sejltur Blå Lagune kr. 550 pr. person.
    Troodosbjergene kr. 450 pr. person.

  • Tilskud på flyrejser

    Kør gratis over Storebælt
    Skal du fra Jylland og Fyn til Københavns Lufthavn eller fra Sjælland og videre med fly fra Odense, Billund, Sønderborg, Aarhus og Aalborg, eller med på en busafrejse, der KUN kører fra Fyn og Jylland, så refunderer Gislev din broafgift, når du kører i egen bil. Bemærk: Refundering af broafgift er dog kun gældende, såfremt der ikke er busafrejse fra den pågældende landsdel.

    Transport til nærmeste påstigningssted
    Benytter du offentlig transport i Danmark - tog, bus, færge eller indenrigsfly til nærmeste afrejsested - så refunderer Gislev 50 % af udgiften til tur/retur billetten på 2. klasse (dog højst kr. 400 per person. Udgiften skal overstige kr. 100 per person). Har du købt fly fra Aalborg til København t/r til Gislevs specialpris, så ydes ikke anden refusion.

    Efter hjemkomst skal du selv sende kvittering med påført rejsemål og billetnummer til Gislev Rejser, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV. eller pr mail til refusion@gislev-rejser.dk. Refundering sker via bankoverførsel. Husk at oplyse reg. nr. og kontonummer.

    Nat med Rabat
    Nogle flyrejser har meget tidlig mødetid. Gislev har forståelse for dette og tilbyder vores gæster følgende mulighed: Ved planlagt mødetid før kl. 07.00 giver vi kr. 350 per hotelværelse til én overnatning. Gæsterne skal selv bestille hotelværelset og efterfølgende sende kvittering med påført rejsemål og billetnummer til Gislev Rejser, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV. Refundering sker via bankoverførsel. Husk at oplyse reg. nr. og kontonummer. 

  • Ud- og hjemrejse

    AFREJSE 8. maj
    Mødetid i Billund Lufthavn 04:45

    Afrejse fra Billund kl. 06.15.
    Ankomst til München kl. 08.10.
    Herfra videre til Larnaca kl. 10.30 med ankomst kl. 14.50.

    Hjemrejse

    Afrejse fra Larnaca kl. 15.50.
    Ankomst til München kl. 18.30.
    Herfra videre til Billund kl. 21.50 med ankomst kl. 23.15 dansk tid.

    AFREJSE 19. Oktober
    Mødetid i Københavns Lufthavn kl. 07:45

    Afrejse fra København kl. 09:50.
    Ankomst til Wien kl. 11.30.
    Herfra videre til Larnaca kl. 15.05 med ankomst kl. 19.50 lokal tid.
    Hotellet står klar med en let anretning ved ankomst.

    Hjemrejse

    Afrejse fra Larnaca kl. 17.25.
    Ankomst til Wien kl. 19.50.
    Herfra videre til København kl. 20.55 med ankomst i København kl. 22.40 dansk tid.

     

  • Valuta og kreditkort i Cypern

    Kreditkort accepteres mange steder.

    På Nordcypern er den almindelige valuta Tyrkiske Lira, men der kan også bruges euro mange steder. Der er mulighed for at veksle i lufthavnen, og nær hotellet ligger en hæveautomat. Sørg for at have kontanter med i euro.

    På Sydcypern bruges euro.

  • Vegetar/diabetiker - på rejser med fly

    Det er vigtigt, at du informerer Gislev inden afrejse, såfremt du har et specielt behov angående kosten. På denne måde kan vi forberede flyselskab og hoteller i god tid, således at du ikke skal tænke på netop dette under hele rejsen. Det er dog vigtigt at nævne, at vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme dine behov, men at vi ikke kan garantere dette.

  • Vejret i Cypern

    Vejret kan være lidt omskifteligt i foråret. Temperaturerne ligger omkring 16-23 grader.

  • Vigtigt hvis du rejser med børn under 18 år - flyrejser

    Børn og unge under 18 år, der rejser uden respektive forældre, eksempelvis med bedsteforældre, skal medbringe dokumentation fra barnets forældre. Hent mere information om børn og unge på rejse hos Udenrigsministeriet.

  • Vil du vide mere om din flyrejse?

    Få flere praktiske info om rejsen på: www.gislev-rejser.dk/vaerd-at-vide

  • Ønsker til indkvartering på flyrejser

    Har du specifikke ønsker til dit værelse, eksempelvis etage, separate senge, bo nær medrejsende, skal du oplyse dette ved bestillingen. Vi skal gøre opmærksom på, at vi ikke kan garantere alle ønsker, men vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme ønsker.