Sorrento og Syditaliens perler
Sorrentohalvøen og området omkring den er et overflødighedshorn af store oplevelser. Men hvilke højdepunkter skal du vælge? Og hvordan finder du balancen mellem rolige timer i strandstolen og udflugter fyldt med ikoniske byer, bjerge og berusende udsigter? Ved at vælge denne rejse, naturligvis. Her lægger vi nemlig i høj grad op til, at du vægter oplevelser efter behov og tilkøber lige præcis de udflugter, der fuldender dit Sorrento-besøg. Under hele opholdet bor vi på Alimuri Bay Resort, der ligger direkte på stranden. Hotellet har panoramaudsigt over Napolibugten, egen pool og fri adgang til strandstolene på den lille, private stenstrand, ligesom du kan tage den gratis bus lige uden for hoteldøren til centrum af Sorrento By.
Vi har inkluderet rundture i hovedbyen Napoli og Sorrento By i rejsens pris, men derudover har du nærmest uanede muligheder for at forme din rejse efter ferietemperament og behov. Glæd dig til at opleve ruinbyen Pompei og vulkanen Vesuv, jetset-øen Capri, tage en sejltur langs Amalfikysten med stop i Positano eller en rejse ind i det italienske køkkens sjæl, når vi i landsbyen Schiazzano smager citrusmarmelader, limoncello og frisk limonade samt giver os i kast med at bage vores egen pizza efter lokale opskrifter. Alle udflugter skal bestilles med rejsen.