Rejse til Dalmatien på egen hånd

-
Maleriske landskaber og charmerende byer

Dalmatien på egen hånd

En super god mulighed for dig som gerne vil opleve Kroatien på egen hånd. Flyv med Gislev Rejsers charterfly til Zadar i Kroatien fra Odense og Sønderborg og bo på moderne og skønt hotel. Seværdigheder som Split, Trogir, Sibenik, Zadar og Krka Nationalpark er alle inden for rækkevidde, så du nemt kan opleve Dalmatien i dit eget tempo.

Inkluderet i rejsens pris

  • Hotel med 7 x morgenmad
  • Flybillet, afgifter og bagage

Dagsprogram

  • Dag 1: Udrejse med fly til Zadar

    Gislevs repræsentant byder dig velkommen i lufthavnen. Med fly til Zadar fra Odense eller Sønderborg. Det er muligt at leje bil fra Zadar Lufthavn. Indkvartering på Hotel Pinija i Petrcane for de næste 7 nætter.

  • Dag 2 - 7: Forslag til seværdigheder:

    Charmerende Zadar
    Norddalmatiens ældste by Zadar er fyldt med historiske bygninger og verdens eneste havorgel, hvor bølgerne laver musikken. Her kan man slå sig ned på trapperne ved vandet og nyde de specielle toner og trafikken på vandet. Vælger man at besøge Zadar i eftermiddags- og aftentimerne, har man mulighed for at opleve én af de smukkeste solnedgange i Kroatien, her på denne plads ved havorglet. Byen har et bredt udbud af butikker og hyggelige restauranter, hvor man kan slå sig ned i skyggen og nyde noget koldt at drikke eller en veltillavet frokost. Hver dag mellem kl. 7.00 og 15.00 har det lokale marked åbent og man kan forsyne sig med velsmagende fødevarer til meget favorable priser.

    Historiske Sibenik
    Adriaterhavets ældste by Sibenik, er et besøg værd. I den gamle bydel føles det, som om man vandrer rundt som statist i en renæssancefilm. Gaderne er små og snævre, langtfra alle har navne, og man går ikke på fortov eller asfalt, men på sten. Til trods for sit indbyggertal på blot 35.000 mennesker råder byen over 24 kirker, hvoraf den mest kendte Skt. Jakob-katedral, som siden år 2000 har været på UNESCOS Verdensarvsliste, er én af de smukkeste kirker i Kroatien. Byen er generelt rig på seværdige monumenter og scener til serien ”Game of Thrones” er optaget på St. Nicholas Fæstningen ude i havet. Gå en tur rundt i den charmerende og spændende by, nyd udsigten fra Skt. Anna-fæstningen eller spis en frokost på en hyggelig café.

    Etnoland og smagen af Kroatien
    I historie- og kulturcenteret Etnoland kan man opleve det autentiske Kroatien og hvordan livet var i de gamle dage. Man kan få en guidet rundvisning og få den spændende historie. Man kan også få smagsprøver på områdets berømte skinke, brød og vin m.m.

    Kejserbyen Split
    Bag den flotte palmefyldte havnepromenade i Split ligger Kejser Diokletians velbevarede palads fra år 295 – her bliver historien næsten levende mellem de snævre stræder, velbevarede paladser og hyggelige caféer. Byen har en spændende fortid og er et besøg værd uanset om det er for at opleve historien eller bare nyde byens helt specielle charme. Byen har mange spændende butikker så man kan gøre gode indkøb ved boderne på markedet eller i de snævre stræder i, og omkring paladset. Det summer af liv på byens havnepromenade og her kan man nyde en velfortjent frokost på én af de utallige restauranter. I kort køreafstand fra den gamle bydel kan man finde et par store shoppingcentre, hvor priserne er er ganske gode og udvalget er stort.

    Maleriske vandfald i Krka Nationalpark
    Når man er på disse kanter, skal man næsten ofre tiden på at slå vejen forbi Krka Nationalpark, som er et fantastisk smukt naturområde med bjergkløft, maleriske vandfald, floder og smaragdgrønne søer. Hertil kommer det imponerende Skradinski Buk-vandfald, der fra en højde af 45 meter, falder i kaskader ned over 17 afsatser. Man sejler ud til nationalparken – en hyggelig tur på 20 minutter – før man bliver sluppet fri. Hele området er forsynet med udkigssteder og stier, så man kan gå hele vejen rundt om vandfaldet. Man kan medbringe badetøj om man kunne få lyst til at tage sig en dukkert i det klare vand. Nationalparken huser mere end 200 forskellige slags fugle, padder og fisk.

    Hyggelige Primosten og charmerende Trogir
    Primosten er beliggende på en lille halvø, kun forbundet med fastlandet via en smal dæmning. Med sine lyse sten, snævre gader, åbne pladser og krystalklare vand virker byen som en idyllisk og rolig oase – til trods for sin store popularitet. På toppen af den kuperede by ligger der den fineste katolske kirke med tilhørende kirkegård, som virkelig er et besøg værd. Her kan du nemlig sidde ganske uforstyrret blandt gravsten og bølger og kigge ud over Adriaterhavet. Fortsætter man videre til Trogir, finder man én af de mest fortryllende byer langs den Dalmatiske kyst med tykke bymure, snævre stræder, små pladser, kirker og paladser. Her i udkanten af den gamle bydel, ligger det lokale marked med fødevarer og souvenirs. I den gamle bydel ligger de små butikker med kunsthåndværk side om side med hyggelige restauranter, caféer og isbarer og på den palmefyldte havnepromenade, kan man opleve de mange flotte skibe, som lægger til kaj.

    Kornati Nationalpark
    Kornati Nationalpark er beliggende i Adriaterhavet og dækker over 89 øer fordelt over et område på 220 kvadratkilometer. Man kan besøge nationalparken, hvis man hopper på en båd og turen rundt om øerne er fantastisk smuk. Man kan både købe billet til en guidet tur på en sejlbåd og man kan også booke en tur i en mindre speedbåd.

    Kroatien har næsten 6.000 kilometer kystlinje, og Dalmatien råder over nogle fantastiske strande med klart, varmt havvand, som man ikke må snyde sig selv for. De fleste af strandene er sten- og klippestrande, så man skal investere et lille beløb i badesko.

  • Dag 8: Hjemrejse fra Zadar til Danmark

    Transfer fra hotellet til lufthavnen i Zadar på egen hånd. Fly til Danmark efter nogle dejlige dage i skønne Kroatien.

Hotel

  • Dag 1-8

    Hotel Pinija

    Moderne og dejligt hotel beliggende i grønne omgivelser på en halvø omgivet af krystalklart vand. Hotellet har elevator, restaurant, cafébar med udendørs terrasse og cocktailbar. Nyt wellness- og spacenter med indendørs pool, sauna, afslapningsrum og fitness. Udendørs pool med liggestole. Egen strand med småsten (solstole mod tillæg). Alle værelser med aircondition, tv, telefon, hårtørrer, og værdiboks. Køleskab/minibar på forespørgsel. Morgenmad og middag serveres som buffet.

    Læs mere om Hotel Pinija

    AirconditionJa
    BarJa
    ElevatorJa
    FitnessrumJa
    HårtørrerJa
    Indendørs swimmingpoolJa
    RestaurantJa
    SaunaJa
    TVJa
    Udendørs swimmingpoolJa
    VærdiboksJa
    Wellness områdeJa

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail gislev@gislev-rejser.dk eller på telefon 62 29 12 10.

  • Bus på flyrejser

    På mange rejsemål med fly benytter vi lokale busfirmaer. Bussens indretning og standard kan variere og forekomme lavere end på øvrige rejsemål.

    Der kan ikke forventes toilet i busserne, men vi holder passende pauser undervejs.

    På nogle rejser kan du købe fast plads i bussen, spørg når du bestiller rejsen.

  • Drikkepenge i Kroatien

    Det er kutyme at give drikkepenge til restaurations- og servicepersonale.

  • Elektricitet i Kroatien

    220 v – europæiske stik med 2 ben.

  • Find et fly

    Har du flyets nummer, kan din familie eller venner følge flyets vej her:
    www.flightradar24.com

  • Flybillet

    Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

    Rejser til Europa
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev. Der sendes ingen flybillet da check-in på de fleste europæiske destinationer foregår med pas. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen.

    Rejser til oversøiske rejsemål
    Ca. 8-10 dage før afrejsen fremsendes informationsbrev og e-ticket. I enkelte tilfælde udleveres flybillet af rejselederen i lufthavnen. Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn, nøjagtigt som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.
    Vær opmærksom på at der kræves kopi af dit pas til Gislev Rejser ved bestilling af rejsen. 

  • Forsinkelse

    Krav om erstatning i henhold til EU Forordning 261/2004 skal rettes til luftfartsselskabet. Vi henviser til luftfartsselskabets hjemmeside for kontaktoplysninger.

  • Information om Odense Lufthavn - H.C. Andersens Airport

    Adresse

    Lufthavnvej 131
    5270 Odense N

    Mødetid og mødested

    Seneste mødetid i Odense Lufthavn fremgår af information der fremsendes ca. 10 dage før afrejse.

    Vigtigt

    Venligst henvend dig til Gislevs repræsentant FØR check-in.

    Parkering

    I Odense Lufthavn er der GRATIS parkering.

    Læs mere om Odense Lufthavn - H.C. Andersens Airport

  • Medicin på flyrejser

    Pak medicin i håndbagagen. Medicin skal være i original emballage. Hvis du lider af en sygdom, der kan give problemer undervejs, bedes du venligst diskret gøre rejselederen opmærksom herpå. Det er din sikkerhed for, at rejselederen agerer korrekt, hvis du skulle blive utilpas på turen.

    Mange lande kræver dokumentation for, at evt. medbragt receptpligtig medicin er til en selv, og det er derfor vigtigt at sørge for at evt. dokumentation for dette er i orden.

    Tjek evt. https://www.apoteket.dk/sundhed/rejse/guide-pillepas og se om din rejse kræver 'pillepas' og hvordan du bestiller det.

    Rejsende kan også altid kontakte ambassaden, hvis man har brug for at medbringe receptpligtig medicin til rejsen, og er i tvivl om der gælder særlige regler.

    Læs mere på dette link: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/medicin-paa-rejsen/  eller kontakt egen læge, apotek eller sygehus for yderligere vejledning og hjælp til evt. medicinattest.

  • Mødetid på flyrejser

    Mødetiden på afrejsedagen afhænger af, hvilken lufthavn, du rejser fra:

    København Lufthavn: 2 timer før afrejse. 
    Billund Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Odense Lufthavn – H.C. Andersens Airport: 1,5 timer før afrejse.
    Sønderborg Lufthavn: 1 time før afrejse.
    Esbjerg Lufthavn: 1,5 time før afrejse.
    Aalborg  Lufthavn: 2 timer før afrejse.
    Aarhus  Lufthavn: 2 timer før afrejse.

  • Pas - på flyrejser

    Husk at medbringe gyldigt pas. Bliver dit pas beskadiget eller slidt så meget, at stempler, fotografi eller tekst ikke kan læses, skal du ikke rejse med passet. Har du brug for at rejse, skal du søge nyt pas, inden du rejser. Passet må heller ikke mangle sider eller have sider med skader. Se evt. mere på Udenrigsministeriets hjemmeside her.

    Ved bestilling af rejsen bedes du oplyse dit navn som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten.

  • Plads i flyet

    Gislev kan ikke garantere nogen ønsket placering i flyet.

  • Tillæg

    Enkeltværelse med balkon kr. 1.998.
    Dobbeltværelse med balkon og havudsigt kr. 498 per person.
    Familieværelse med balkon og havudsigt på forespørgsel (2 voksne + 2 børn). 
    Afbestillingsforsikring kr. 725.
    Forplejning på flyet ud/hjem kr. 220. 
    Halvpension kr. 795.
    Alle bestilles med rejsen. 

  • Tilskud på flyrejser

    Kør gratis over Storebælt
    Skal du fra Jylland og Fyn til Københavns Lufthavn eller fra Sjælland og videre med fly fra Odense, Billund, Sønderborg, Aarhus og Aalborg, eller med på en busafrejse, der KUN kører fra Fyn og Jylland, så refunderer Gislev din broafgift, når du kører i egen bil. Bemærk: Refundering af broafgift er dog kun gældende, såfremt der ikke er busafrejse fra den pågældende landsdel.

    Transport til nærmeste påstigningssted
    Benytter du offentlig transport i Danmark - tog, bus, færge eller indenrigsfly til nærmeste afrejsested - så refunderer Gislev 50 % af udgiften til tur/retur billetten på 2. klasse (dog højst kr. 400 per person. Udgiften skal overstige kr. 100 per person). Har du købt fly fra Aalborg til København t/r til Gislevs specialpris, så ydes ikke anden refusion.

    Efter hjemkomst skal du selv sende kvittering med påført rejsemål og billetnummer til Gislev Rejser, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV. eller pr mail til refusion@gislev-rejser.dk. Refundering sker via bankoverførsel. Husk at oplyse reg. nr. og kontonummer.

    Nat med Rabat
    Nogle flyrejser har meget tidlig mødetid. Gislev har forståelse for dette og tilbyder vores gæster følgende mulighed: Ved planlagt mødetid før kl. 07.00 giver vi kr. 350 per hotelværelse til én overnatning. Gæsterne skal selv bestille hotelværelset og efterfølgende sende kvittering med påført rejsemål og billetnummer til Gislev Rejser, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV. Refundering sker via bankoverførsel. Husk at oplyse reg. nr. og kontonummer. 

  • Valuta i Kroatien

    Euro. 1 € = 7,5 kr.

  • Vegetar/diabetiker - på rejser med fly

    Det er vigtigt, at du informerer Gislev inden afrejse, såfremt du har et specielt behov angående kosten. På denne måde kan vi forberede flyselskab og hoteller i god tid, således at du ikke skal tænke på netop dette under hele rejsen. Det er dog vigtigt at nævne, at vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme dine behov, men at vi ikke kan garantere dette.

  • Vigtigt hvis du rejser med børn under 18 år - flyrejser

    Børn og unge under 18 år, der rejser uden respektive forældre, eksempelvis med bedsteforældre, skal medbringe dokumentation fra barnets forældre. Hent mere information om børn og unge på rejse hos Udenrigsministeriet.

  • Vil du vide mere om din flyrejse?

    Få flere praktiske info om rejsen på: www.gislev-rejser.dk/vaerd-at-vide

  • Ønsker til indkvartering på flyrejser

    Har du specifikke ønsker til dit værelse, eksempelvis etage, separate senge, bo nær medrejsende, skal du oplyse dette ved bestillingen. Vi skal gøre opmærksom på, at vi ikke kan garantere alle ønsker, men vi vil forespørge og gøre vores bedste for at imødekomme ønsker.