Thailand

Bangkok og badebyen Hua Hin

 Palads i Bangkok Thailand med badebyen Hua Hin

Glæd dig til 13 dages rundrejse i Thailand med Bangkok og den kongelige badeby Hua Hin.

  • Direkte fly fra København til Bangkok med Thai Airways
  • 3 overnatninger i Bangkok på centralt hotel i deluxe værelser med udsigt til floden
  • Byrundtur i Bangkok – du ser bl.a. det smukke kongeslot Grand Palace
  • Spændende heldagsudflugt til kendte River Kwai med frokost – inkluderet
  • 7 nætter i Hua Hin – deluxe værelser på 38 m2 med balkon
  • Alsidigt udflugtsprogram i Hua Hin – sammensæt selv dit udflugtsprogram


Så meget har Gislev inkluderet:  Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet, 10 overnatninger på hotel (3 i Bangkok & 7 i Hua Hin), 10 x morgenmad, heldags byrundtur i Bangkok, Heldagsudflugt til River Kwai med frokost,  Dansk rejseleder hele vejen, buskørsel i Thailand, flybilletter og lufthavnsskatter , gebyr til Rejsegarantifonden.

Tillæg: Enkeltværelse kr. 3.398. Afbestillingsforsikring kr. 875.

Rabat: 3 person i 3-sengsværelser kr. 775. Barn u/12 år kr. 1.575

Pris fra 11.998,-

13 dage
Ophold ifølge program.
Fly

Med i rejsen er bl.a.

  • 10 x morgenmad
  • Udflugter jf. program
  • Dansk rejseleder
Bestil rejse

Om rejsen

Når efterårets storme og vinteren raser i Danmark søger danskerne gerne til de sydlige himmelstrøg og Thailand er et af vores foretrukne rejsemål. Thailand er fascinerende med sin charme og den østlige mystik blandet med det traditionsbundne thaifolk, der smilende byder alle turister hjertelig velkommen. Thailænderne er stolte af deres land som har så meget at byde på. Bangkok med sine mange ansigter – en moderne metropol midt i orientalske templer fra en svunden tid. Det højteknologiske skytrain står i stor kontrast til de små taxier kaldet  ”tuk tuk”, men er på hver sin måde en spændende oplevelse. Ved kysten finder man et tropisk ferieparadis med gyldne strande, enestående naturoplevelser og en afslappende atmosfære. Her kan du selv vælge hvad du vil bruge din tid på og udflugtsprogrammet er sammensat således at det også giver muligheder på egen hånd.

Billeder

Dag for dag

1.og 2. dag: Udrejse – afrejse fra København
Du møder rejselederen i lufthavnen. Med Thai Airways Boeing direkte fra København til Bangkok. Ankomst allerede næste morgen og transfer direkte til hotellet. Såfremt det er muligt indkvartering ved ankomst. Har man lyst kan man evt. tage med rejselederen på sightseeing i Bankok. Hotellet ligger centralt og der er gode shopping muligheder i gåafstand til hotellet.

Bangkok skytrain solnedgang Wat Arun Bangkok


3. dag: Det Gamle Bangkok – Chinatown
Tidlig morgenmad og udflugt til det gamle Bangkok beliggende på øen Ko Rattanakosin. Kongeøen er i dag landfast og Chinatown grænser op til de royale kvarterer. Besøg ved Grand Palace, som i al sin pragt er både storslået og kongeligt. Det hele er omgivet af en to km lang mur og besøges hvert år af tusindvis af turister. Det er også her man finder Wat Phra Kaew, hvor Thailands mest religiøse nationalsymbol af Buddha er stillet til skue. Ved middagstid til Chinatown og her har du mulighed for at prøve et af de lokale gadekøkkener til frokost. Her finder du også mange af de små lokale taxier kaldet tuk tuk. Det er en af de ting du næsten skal prøve, når du er i Bangkok. Der findes også mange markeder i denne bydel, så der er mulighed for at gøre en god handel. Byrundturen er inkluderet.

Wat Phra Sri Rattana Satsadaram Grand-Palace-Bangkok-Thailand


4. dag: Kanchanaburi – Sejltur på Kwai-floden
120 km nordvest for Bangkok og tæt på grænsen til Myanmar findes byen Kanchanaburi, som mest lever af sine ædelstensminer og handel med teak til Myanmar. Et par kilometer udenfor byen finder man ”Broen over floden Kwai”. Selvom det faktisk ikke er den der i virkeligheden inspirerede til romanen og filmen. Den lå længere nordpå og eksisterer selvfølgelig ikke i dag. Byggeriet af jernbanen blev påbegyndt i 1942 og man anslår kostede 100.000 asiatiske tvangsarbejdere og 16.000 allierede krigsfanger livet, som følge af mishandling, sult sygdom og udmattelse. Besøg på kirkegården, hvor der også ligger danske krigsfanger begravet. Du kan også komme ind på Thailand-Burma Railway Center, som på levende vis skildrer det liv krigsfangerne levede. Overlevende krigsfanger har skænket genstande og skriftlige beretninger til museet, og her får du virkelig indblik i deres kummerlige tilværelse. Sejltur med longtail-både på floden og frokost på nærliggende restaurant. Heldagsudflugten med frokost er inkluderet.

 Thailand Bro på floden Kwai


5. dag: Det flydende marked - fra Bangkok til den kongelige badeby Hua Hin
Efter morgenmad forlader vi hotellet og den pulserende storby. Besøg på det farverige, flydende marked inden vi helt siger farvel til Bangkok. Bemærk hvor hurtigt landskabet ændrer sig. Fra storby kan du halvvejs til Hua Hin nyde de skovklædte bjerge i horisonten. På vejen møder vi ladbiler, som er pakket med thaier. Og langs vejkanten er det ikke ualmindeligt at støde på den lokale befolkning, som ernærer sig som sælgere af frisk frugt, fisk og endda også kogte kyllinger som er hængt op i plasticposer i den bagende sol. Der gøres stop undervejs, ligesom der vil være mulighed for at købe frokost. Om eftermiddagen ankommer vi til Hua Hin, som i 1900-tallet var overklassens ferieresort. 7 overnatninger på G Hua Hin Resort and Mall med morgenmad.

Thailand flydende marked Bangkok Hua Hin Information

6. til 10. dag
Udflugtsprogram:

Sam Roi Yot National Park – den kongelig grotte.
Fra hotellet i Hua Hin kører vi ca. 1 time sydpå. Undervejs passerer vi ananas og kokosnød plantager og vi gør stop så du kan se og smage de dejlige frugter. Vi fortsætter udflugten til en typisk thai fiskerlandsby og herfra sejler vi i små både fra Bang Pu stranden til den stille og forholdsvis uberørte Laem Sa La strand, der ligger neden for Phraya Nakhon grotten. Her starter vi vores 30 minutters gåtur på en ”skovsti” med sten til grotten, som udover at være både smuk og spektakulær, rummer en lille pavillon bygget af Kong Rama V. Når vi er tilbage på stranden er det tid til frokost og lidt afslapning inden vi returnere med båd og bus til hotellet. Husk at medbringe komfortable sko og korte bukser. Udflugtspris pr. person kr. 395 (THB 1.860) inklusiv frokost (varighed fra kl. 08.00 til 15.00)

 Phraya Nakhon Grotten


På udflugt i junglen til et af Thailands største vandfald
I dag går turen 60 kilometer vest for Hua Hin mod bjergene tæt på Myanmars grænse. Herfra går vi igennem den uspolerede regnskov til Pala U vandfaldene. Vi går til tredje eller fjerde fald gennem junglen fyldt med lianer og talrige fugle. Her kan du nyde det smukke vandfald og junglen, der er mere end tusind år gammel, er fyldt med lyde fra de vilde dyr. Frokost på lokal restaurant inden vi besøger det store Buddha monument af Luang Phor Tuad ved Wat Huay Mongkol Buddhist templet. Luang Phor Tuad var den legendariske thailandske munk, der var meget populær i det sydlige Thailand. Husk godt fodtøj, da stien til vandfaldene kan være lidt glat. Udflugtspris pr. person kr. 395 (THB 1.860) inklusiv frokost (varighed fra kl. 08.00 til 14.00)

 


Khao Sam Roi Yot National Park – et paradis for naturelskere
Blot en halv times kørsel fra Hua Hin stopper vi ved en typisk lokal thailandsk frugt plantage. Her dyrkes bananer, ananas, mango, kokosnødder, papaya og meget andet. Vi får selvfølgelig lov at smage de friske saftige frugter.  Efter dette spændenden besøg skal vi på en times afslappende sejlads ned ad floden. Læg mærke til at landskabet konstant forandrer sig efterhånden som vi nærmer os indgangen til den thailandske golf. Her ses også et mylder af små fiskerbåde, som er kommet retur efter nattens fangst. Vi lægger til for frokost, som nydes midt i den smukke udsigt. Efter frokost på fascinerende gåtur på en forhøjet gangbro over det tropiske sumpområde. Her fortæller rejselederen interessante detaljer om områdets flora og fauna. Udflugtspris pr. person kr. 325 (THB 1.530) inklusiv frokost (varighed fra kl. 08.00 til 14.00) 

 Khao Sam Roi Yot National Park


Historisk udflugt til en af Thailands ældste provinser
Petchburi er en charmerende historisk by med templer, der har en stærk tilknytning til Ayuthayas første hovedstad. Det er bl.a. her at du finder nogle af de bedste eksempler på vægmalerier fra den svundne tid. På en bakketop med udsigt over byen finder man Khao Wang, som oversat fra thai betyder bakke med et palads. Tidligere blev det brugt som sommerresidens for Kong Rama IV – i dag huser det et museum. Vores udflugt til en af Thailands ældste provinser starter med et besøg på et lokalt thai marked med salg af alle mulige varer – herunder frisk frugt – til det thailandske køkken. Så fortsætter vi til centrum af Petchburi til den storslåede bygning Prang of Wat Mahathat, hvis byggestil uden tvivl er inspireret af Ayuthaya perioden. Ved Phara Nakhonkhiri fortsætter vores tur med kabelbane til Kong Rama IVs smukke sommerresidens, som i øvrigt også blev brugt som kulisse i den berømte film ” The King and I”. Du har mulighed for at se paladset og nyde den storslået udsigt herfra. Dagens udflugt slutter ved Khao Luang grotten, som huser ikke mindre end 170 Buddha figurer. Udflugtspris pr. person kr. 395 (THB 1.860) inklusiv frokost (varighed fra kl. 08.00 til 14.00)

 Kua Luang


Kaeng Krachan Nationalpark – Thailands største nationalpark
Fra Hua Hin kører vi igennem et landskab af mango og papaya plantager ligesom vi også ser rismarker. Thailands største nationalpark er på 2.915 km2 og den tykke regnskov læner sig op imod store bjerge af kalksten og granit. I det fjerne ligger Myanmar og hele dette natursceneri gør området til noget af det smukkeste du kan opleve i Thailand. I 1966 opførte man en dæmning, som gav kontrol over vandmasserne i Phetchaburi-floden ligesom man skabte en 45 km2 stor sø. Vi kører igennem dele af nationalparken og undervejs ses aber, fugle og andre vilde dyr for ikke at forglemme de storslåede udsigter. Vi skal også på gåtur ind i junglen, hvor vores lokalguide fortæller om dyrespor og de sky store kattedyr, som også holder til her. Frokosten nydes på en lokal restaurant ved Kaeng Krachan reservoiret – du har selvfølgelig udsigt over søområdet. Efter frokosten nyder vi en dejlig sejltur på søen til de mere spektakulære fotoscenerier. Udflugtspris pr. person kr. 325 (THB 1.530)  inklusiv frokost (varighed fra kl. 08.00 til 14.00).

Kaeng Krachan National Park Kaeng Krachan Nationalpark – Thailands største nationalpark

11. dag: Dagen er fri til egne oplevelser eller afslapning. Gislevs rejseleder er selvfølgelig behjælpelig med udflugtsforslag.

12. dag: Hjemrejse. Nyd den sidste dag på hotellet eller måske skal du lige nå de sidste indkøb. Først på aftenen kører vi fra kysten til lufthavnen i Bangkok. Afgang med Thai Airways kl. 00.50. 

 Hua Hin Beach


13. dag: Ankomst til København. Flyvetiden er 10,5 time. Du ankommer i København kl. 06.35.   



Rejsens højdepunkter

Thailand
Thailand betyder ”Det frie land” og der er nok intet andet land i Østen der symboliserer friheden bedre. Overalt bliver man mødt af et smil og som turist føler man sig meget velkommen. Thailand er på størrelse med Frankrig. Her bor ca. 65 millioner mennesker, heraf ca. 15 millioner i hovedstaden Bangkok. 140.000 danskere besøgte i 2014 Thailand og det er ikke uden grund at man for 10 år siden lancerede sloganet ”Amazing Thailand” – for Thailand er og bliver forbløffende!


Historie
Thaifolket har sin oprindelse fra Kina. Det blev fordrevet til den sydkinesiske provins Yunnan og derfra begyndte det sin vandring sydpå. Thaifolket forlod Kina og grundlagde Siam, et kongedømme, hvis hovedstad kom til at bedde Sukothai. I 1300-tallet flyttede hovedstaden til Ayuthaya. Kongedommet Siam bestod af flere fyrstedømmer. Hvert af dem var selvstændigt men de var alle underlagt kongemagten. I anden halvdel af 1500-tallet opstod der indre stridigheder og Burma udnyttede denne situation. I 1569 erobrede Burma Ayuthaya og i flere år var Siam underlagt Burmas overherredømme.

I slutningen af 1600-tallet var Siam atter selvstændigt og i takt med at de hollandske søfarers indflydelse steg i Østen forsøgte kongen at få Britisk Ostindisk Compagni til at beskytte Siam. Det endte dog i stedet med et regimeskifte, hvor kongen under et kup blev myrdet.Siam holdt efterfølgende sine grænser lukket for handel og anden kontakt med Europa i mere end 100 år.

I 1767 blev hovedstaden Ayuthaya atter erobret af Burma og det siamesiske folk måtte kæmpe i over 10 år for at vinde sine tabte områder tilbage. General Chakri, stamfader til den nuværende konge, gjorde i 1782 Bangkok til landets nye hovedstad.

I 1800 tallet blev Siam ledet og moderniseret af Chulalongkorn, Rama og der var monarki indtil et statskup i 1932. Monarkiet blev erstattet af en forfatning og i 1934 blev landets første valg til generalforsamlingen afholdt.

Så kom 2. verdenskrig, hvor Siam blev Japans base for de japanske angreb på nabolandene. Som tak for det siamske folks venlighed mod japanerne fik Siam de dele af Laos og Cambodia, som var beboet af thaier samt de fire nordligste stater i Malaisia.

I 1939 ændrede Siam navn til Thailand for at markere den bestemmelse det nye regime havde over thaifolket. I 1945-49 blev navnet atter Siam. I 1942 erklærede Thailand USA og Storbritanien krig. Trods krigserklæringen blev Thailand betragtet som USA’s allierede.

Efter anden verdenskrig fulgte en række militærkup. Indimellem havde man civile regeringer men militæret, støttet af politiet, har hele tiden været landets stærkeste politiske kraft. Blandt befolkninger var der dog en voksende utilfredshed med militærregimerne og i 1973 blev politiets og hærens magt svækket og der blev indført et tokammersystem, hvor medlemmerne af Repræsentanternes hus skulle vælges ved offentlige valg, mens Senatet skulle udpeges af kongen.

I 1980 overtog Prem Tinsulanondo posten som premierminister. Hans mandat varede i 8 år og der var politisk stabilitet trods adskillige militærkup forsøg. Levestandarden steg, industrien blev udviklet og det politiske klima blev mere åbent end nogensinde. Prem blev efterfulgt af Chatichai Choonhavan som videreførte samme politik.

Ved et statskup i 1991 overtog militæret dog igen magten. Frie valg blev lovet og afholdt i slutningen af 1992. Her blev nedsat en koalitionsregering med general Suchinda som premiereminister.Det thailandske folk var dog ikke begejstret og efter adskillige demonstrationer greb kongen ind og blev mægler imellem folket og regeringen. Suchinda afgik, regeringen blev opløst og der blev udskrevet valg. 5 nye demokratiske partier dannede koalitionsregering med Chuan som premiereminister.

I 1995 blev regeringen anklaget for korruption og et nyt valg blev afholdt. Valget blev vundet af Thainationen, hvis leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom mere og mere til at fremstå som premierministerens største rival og formodentlig hans arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af uenighed internt i regeringen. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.

I 2006 blev Thailand udsat for et kup, da den royale Thailandske hær fortog et kup mod den daværende Thaksin. Kuppet, som var det første i femten år, efterfulgte en etårig politisk krisesituation, som involverede Thaksin og politiske modstandere og opstod kun en måned før et nationalt valg var planlagt. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk aktivitet, undertrykte og censurerede. Derefter fulgte en periode fra 2008-15 med demokratiske valgte regeringer, men mange, til tider voldelige, demonstrationer. I maj 2014 foretog militæret et nyt kup.


Bangkok
Bangkok er Thailands hovedstad og en by med mange kontraster. Overalt findes prangende templer, små gadekøkkener, et væld af shopping muligheder, livlig trafik og masser af moderne hoteller med et væld af bekvemmeligheder.

Bangkok er i dag en moderne metropol med bygninger i glas, beton og stål og et vejnet i flere etager med både skytrain- og undergrundstationer, der forbinder Bangkoks mange bydele. Et område er dog stadig nogenlunde som det altid har været. Nemlig Chinatown med en labyrint af små gågader. Her finder man marked efter marked med alt lige fra fisk, frugt og grøntsager til tøj og køkkenudstyr. Det farverige kvarter er hyggeligt og bestemt et besøg værd. Bangkok kaldes også Englenes By og var i starten en by med kanaler og elefantstier. I dag har man ganske enkelt asfalteret stierne og fyldt mange af de daværende kanaler op med beton. Derfor er førstegangsindtrykket også for os turister så overvældende idet høje kontorbygninger og internationale hoteller står side om side med religiøse helligdomme og traditionelle lokale butikker!


Grand Palace
I centrum af Rattanakosin, den gamle kongeby, ligger Grand Palace og den mystiske Smaragd-Buddha i Wat Phra Kaeo. Netop dette tempel er en helligdom for de thailandske buddhister og kan sammenlignes i religiøs forstand med Mekka eller Peterskirken. I templet finder man den lille 75 cm høje Smaragd-Budda af jade højt oppe i et alter. Her må man ikke gå rundt men man anmodes om at sætte sig med det samme med tæerne vendt bagud. Figuren er formentlig fra Sri Lanka og er blevet tillagt overnaturlige kræfter.


River Kwai
Ca. 2 timers kørsel nordvest for Bangkok finder man den berømte jernbanebro fra krigsfilmen ”River Kwai”. Broen ligger tæt på grænsen til Myanmar og indgik som en del af den 414 kilometer lange ”Dødens Jernbane” – en strækning fra Myanmark til Siam. Jernbanen blev bygget under 2. verdenskrig og arbejdet med denne kostede mere end 100.000 asiater og ca. 12.000 allierede krigsfanger livet.

Området omkring er frodig jungle, smukke kalkstensbjerge og sukkerrørsmarker. Vi besøger Krigsfangernes kirkegård og krigsmindemusset JEATH (Japan, England, Amerika, Thailand og Holland). Museet er en rekonstruktion af de bambushytter som krigsfangerne boede i. 

Hua Hin – Den kongelige badeby
I de første årtier af 1900-tallet var Hua Hin mest kendt som badeby for de royale og aristokratiske gæster. I 1926 opførte Kong Rama VII en sommerresidens nord for den lille fiskerby. Han navngav det ”Wang Klai Kangwon”, der betyder ”paladset fjernt fra bekymringer”. Ved et statskup i 1932 blev hans enevælde væltet og siden 2001 har paladset tjent som Kong Bhumibols primære residens, hvorfor det ikke er åbent for besøgende.

Derfor er Hua Hin heller ikke som mange øvrige destinationer i Thailand. Her er meget rent, velholdt og kriminalitet og prostitution ligger på et meget lille niveau. Thaierne har stor respekt for deres kongefamilie og sørger for at holde byen sikker og pæn for dem.

Hua Hins første hotel var Jernbanehotellet ( i dag Sofitel Centara Grand Resort), som du også kan se den dag i dag. Hotellet oser af gammel koloniatmosfære med antikke møbler og gulnede fotografier.

Hua Hin betyder ”stenhoveder” og navnet hentyder til de runde klipper, der stikker op af sandet hist og pist på stranden.  Det er også i Hua Hin at man finder Thailands ældste goldbane (fra 1924) ”Royal Hua Hin Golf Course”.
Man kan foretage sig mange ting i byen og nærområdet. Syd for byen ligger Khao Takiab, også kendt som ”Abebjerget”. Her finder man ud over de mange legesyge aber den smukke forgyldte Buddha-statue.  Midt i byen ligger et tempel og det er ikke ualmindeligt at se de orange klædte munke bevæge sig rundt i gadebilledet.

Der er også mange muligheder for at gøre en god handel. Om aftenen forvandles centrum hver aften til et farverigt marked hvor man kan købe alt lige fra cowboybukser til frugt og varme retter fra de populære gadekøkkener. Man kan selvfølgelig også finde eksklusive mærkevarebutikker og skrædderbutikker, som Thailand er så kendt for. Området har mange restauranter at vælge imellem. Primært er køkkenerne thailandske dog findes der også enkelte franske og italienske restauranter. Området ved fiskerihavnen huser de bedste restauranter.


The Venezia
”The Venezia er den nyeste tema shopping og forlystelses område i Hua Hin. Konceptet er simpelt – i stedet for kedelige butikker har man forvandlet et område som en verdensdestination (Venedig). Her har du alt – restauranter, attraktioner og butikker. Så her kan du stå midt på Markuspladsen med de smukke broer og springvand. Et sjovt og spændende område at shoppe i eller nyde en dejlig middag.


Buddha og tempellivet
Thailands 300.000 munke lever sædvanligvis i et wat (tempel), hvor de praktiserer og udbreder reglerne for hvordan mennesker skal opføre sig. De regler der blev grundlagt af Buddha for mere end 2500 år siden.

Et wat er et stort område med flere bygninger omgivet af en mur. Det forventes at alle unge mænd som har den buddhistiske tro skal være munk i en periode fra min. en til seks måneder eller hele livet.En ung mands optagelse som munk ses som en særlig ære for forældrene, som har opdraget ham.

Buddhismen er også dybt forbundet med monarkiet og mange af Thailands monarker har været munke. Den nuværende konge, Bhumibol har været munk. En munk studerer Buddhas lære, mediterer, og lærer om de dyder ved et asketisk liv uden materielle goder. Han arbejder i templet, vasker op og gør rent. Som præsterne drager de afsted ved solopgang for at indsamle deres daglige måltid. En buddhistisk munk må ikke stjæle, lyve, slå ihjel, dyrke sex, indtage nydelsesmidler, eje luksusgenstande eller tage del i intetsigende fornøjelser – i alt skal 227 regler efterleves.

Munken må ikke eje andet end den karakteristiske orangegule dragt, skålen til indsamling af mad samt nogle få personlige ejendele. Han spiser to måltider om dagen – et om morgenen og et kl. 12. En munk må ikke røre penge, synge, danse eller sove i en behagelig seng.

Buddhismen spiller en stor rolle for thailænderne både som religion og filosofi. Iflg. buddhismen er livet og jordisk gods kun af midlertidig varighed. Som buddhist skal man undgå ekstreme følelsesudbrud og derfor er de fleste thailændere også afslappende og sorgløse. Begreber som stress og mavesår er lidelser der sjældent forekommer i Thailand.


Areal
Thailand dækker et areal på 513.115km. Fra nord til syd er der 1620km. Fra øst til vest ca.775km. Mod vest/nordvest grænser det op til Union of Myanmar(Burma), mod nordøst/øst til Laos og Cambodia og mod syd til Malaysia. Det nordlige Thailand er hovedsagelig bjerglandskab med byen Ching Mai midt i området. Det centrale lavland er en stor slette, hvis jordbund består af frugtbart ler aflejret fra floden Chao Phraya området kaldes for "Den store risskål", da det er det store center for risdyrkning. Det er også i det område at Thailands hovedstad Bangkok ligger. Det østlige Thailand er stort set slette. Det sydlige Thailand er en del af Malacca-halvøen og består af skovklædte foldebjerge, som er meget rige på forskellige mineraler. Landet er på 2.766.900 kvadratkilometer.

Hotel

Novotel Bangkok Fenix Silom,
320 Silom Rd, Suriyawong, Bangrak,
10500 Bangkok,Thailand.
www.novotelbangkoksilom.com

Dejligt hotel beliggende i det centrale Silom, som er et godt udgangspunkt for dit besøg i Bangkok. Hotellet tilbyder gratis transport til Sala Daeng BTS Skytrain station og ligger ca. 30 minutters kørsel fra lufthavnen. Desuden forefindes udendørs pool, 2 restauranter, fitnesscenter, sauna, spa, bar og massage mod betaling. 216 moderne og rummelige værelser med bad og toilet, aircondition, satellit tv, minibar, værdiboks, hårtørrer og gratis wifi. Ophold i værelser af typen superior.



 

 

G Hua Hin Resort and Mall
250/201, Soi 94 Phetchkasem Rd, Hua Hin,
Prachaubkhirikhan 77110 Thailand.
www.ghuahin.com

Kvalitetshotel med en ideel beliggenhed blot ca. 1,5 km fra centrum af Hua Hin og ca. 200 meter fra Hua Hin Beach. Hua Hin Market Village ligger 350 meter fra hotellet. Desuden udendørs pool, restaurant og bar. 79 værelser med bad og toilet, aircondition, tv, værdiboks, hårtørrer, minibar med gratis vand, te- og kaffefaciliteter, balkon med parasol, badekåbe, slippers og gratis wifi. Ophold i værelser på ca. 40 m2 af typen Deluxe Pool View.



Ovenstående hoteller bruges på afgangen i november 2017

Værd at vide

Afrejse
Venligst henvend dig til rejselederen før check-in. Ved ankomst til destinationen beder vi dig venligst vente på rejselederen ved bagagebåndet. Når alle er samlet ved bagagebåndet i ankomsthallen, følger rejselederen gruppen til bussen.

Aircondition
Findes stort set alle steder. Kan visse steder støje en smule.

Alkohol/Bar
Vi gør venligst opmærksom på, at ifølge lovgivningen har børn og unge under 20 år ikke adgang til barer. Den tilladte aldersgrænse for udskænkning af øl, vin og spiritus er 20 år.

Apotek
Skulle du få brug for et apotek spørg efter khaai yaa, der betyder medicinsalg. Vær opmærksom på, at megen håndkøbsmedicin, som sælges i Thailand ikke er godkendt i Norden. Myggebalsam sælges i mange supermarkeder og på de større apoteker. Jaico er et belgisk produkt og et effektivt middel mod myg. Et middel til at afhjælpe solstik er Calamine. Medbring evt. hovedpinepiller, desinficerende salve til sår og rifter, imodium (mod diarré), salve mod insektstik og soleksem hjemmefra.  

Bagage
På Thai Airways må du medbringe 30 kg bagage per person. Bagagen må gerne fordeles på flere kufferter/tasker, så længe den totale bagagevægt ikke overstiger den tilladte bagagevægt per person. Det er en god ide at lægge en seddel i kufferten med en kopi af rejseplan, hotellernes navn & adresse samt privat adresse i Danmark. Derudover må du medbringe 1 stk håndbagage som maksimalt må veje 7 kg og måle 56 x 45 x 25. Håndbagagen skal kunne placeres enten under sædet eller i bagageboksen over sædet. Håndbagage må ikke på noget tidspunkt overstige 115 cm. Håndbagagen må IKKE indeholde nogen former for skarpe eller spidse genstande, som f.eks. lommekniv, saks, pincet, strikkepinde, proptrækker eller lignende.

Endvidere gør vi opmærksom på reglerne om væsker i håndbagagen. Du skal selv anskaffe godkendte 1 liters klare plastposer med tryklynlås til opbevaring af drikkevarer, tandpasta, shampoo, parfume m.v. Hver enhed må max. kunne indeholde 100 ml, og alle enheder skal placeres i den lukkede plastpose. Lufthavnen udleverer ikke gratis poser! (Sælges eksempelvis hos Matas og på apoteket).

Bus
Almindelig lokal standard. Selv om Gislev Rejser bestiller de bedst mulige busser, så er det busser af en lidt anden standard, end den vi kender herhjemme fra. Ofte har bussen har ikke nogen midterdør, og der forefindes ikke køleskab eller kaffemaskine. Busserne er dog generelt fine og udstyret med toilet, vippesæder, luftdyser og aircondition. Oftest fungerer bussens aircondition og luftcirkulation ved, at der blæses kølig luft op langs med vinduerne. Det er ikke muligt at slukke for denne luftstrøm, idet al cirkulation så vil stoppe, men det er muligt at begrænse luftstrømmen ved at lægge et lille gæstehåndklæde eller en trøje ned i rillen ved vinduet.

Børn der rejser med kun én forældre
– eller med voksne der IKKE er barnets forældre. Venligst bemærk at, hvis et barn kun rejser med den ene forældre, eller hvis bedsteforældre rejser med deres børnebørn, uden at forældrene er med på rejsen, kræves der skriftligt samtykke fra forældrene (på engelsk).

Drikkepenge
Som oftest er serviceafgiften inkluderet i restaurantregninger. 10-15% i drikkepenge på restauranter – specielt dem der ikke pålægger serviceafgifter. Det er imidlertid almindeligt at man betaler drikkepenge til bærere, taxichauffører og hotelpersonale, som har ydet en god service. Vær opmærksom på at giver man 1 Baht i drikkepenge, anses det for en fornærmelse.

Drikkevand
Det frarådes at drikke vand fra hanen. Det er muligt at købe vand på flaske næsten alle steder.

Elektricitet
Som i Danmark: 220 v/ 50 Hz. Der anvendes enten fladbenede eller rundbenede stik. Medbring evt. en adapter, som kan købes hos isenkræmmere og i større supermarkeder i Danmark.

Erhverv
Thailand er verdens største eksportør af ris. Over 50% af arbejdsstyrken er ansat inden for landbruget, hvor gummi, tapioca og kokos er blandt de større eksportvarer. Dertil kommer fisk og skaldyr.

Gode råd til at gøre flyturen mere behagelig
Hav ikke tøj på, der kan hæmme blodcirkulationen, som for eksempel stramme strømper eller bukser. Bevæg ankelleddene. Stræk benene ud foran dig, vip tæerne op, så de peger skiftevis op og ned mod gulvet. Gentag. Hvis der ikke er plads til det, så pres din forfod i gulvet, så din hæl bliver løftet fra gulvet. Sæt herefter din hæl i gulvet og løft forfoden. Gentag flere gange og mindst én gang i timen. Gå regelmæssigt en tur i kabinegangen. Brug eventuelt en støttestrømpe under flyrejsen. Drik rigeligt med væske og undgå for meget alkohol. Sid ikke med korslagte ben og undgå, at sædekanten presser for hårdt mod lårenes underside.

Fotografering
Spørg om lov. Det er en gylden regel og gælder de fleste steder. ”Tham ruup dai mai” kan være forløsende ord. Vær særlig opmærksom på problematikken omkring fotomotiver af buddha-figurer i templerne, militære områder og stammefolk.

Helligdage
De vigtigste helligdage er OK phansa – starten af oktober, Kong Chulalongkort dagen – 23. oktober, Kongens fødselsdag – 05. december (Kong Bhumibol Adulyadej døde 13. oktober 2016), Grundlovsdag – 10. december, Nytårsdag – 01. januar, Makha puja – februar/marts, Chakri dag – 06. april, Songkran – 13.-14. april.

Hotelstandard
Der overnattes på 4 stjernede hoteller med gode rummelige værelser. Værelserne indeholder tv, telefon, hårtørrer, aircondition, minibar, køleskab og Wi-fi.

Hygiejne
Medbring evt. vådservietter eller desinfektionsgel som f.eks. Medicare der kan købes hos Matas. Håndhygiejne er vigtigt på en rejse hvor mange mennesker er samlet.

Internet
I Bangkok og Hua Hin findes mange internet caféer. Forbindelserne er som regel hurtige. Minutpriserne ligger typisk på ca. 30 øre. På Hotel Majestic Grande Hotel og Hotel Imperial Hua Hin Beach Resort er der trådløs Wi-fi på værelserne.

Klima
Thailand har tropisk klima. Temperaturerne varierer mellem 19 og 38 grader. Gennemsnitstemperaturen er på ca. 29 grader. Luftfugtigheden er mellem 66 og  83%. Den varme sæson er fra marts til maj, regnsæsonen er fra juni til oktober og køligst er november til februar. Regntid betyder ikke, at det regner hele eller alle dage - måske en time eller to om aftenen.

Kreditkort
De mest kendte kreditkort kan bruges i Thailand både til at hæve penge og betale. F.eks. VISA, MasterCard og American Express. Derudover kan du også bruge debitkort, som f.eks. VISA Electron, der vinder mere og mere frem overalt. Der er en max grænse for hvor mange kontanter der kan hæves per dag. Grænsen afhænger af korttypen og din bank. Derudover er der en grænse for hvor meget der kan bruges per 30 dage. Også denne grænse er forskellig fra kort til kort. Der kan ikke anvendes kreditkort til betaling af entreer, frokost og drikkevarer. Mod gebyr er det muligt at hæve penge i bankernes kontantautomater.

Links
Det Kongelige Thailandske General Konsulat
Indiakaj 16, 2100 København Ø
Tel.: 3538 7417
E-mail.: info@thai-consulate.dk
Hjemmeside: www.thai-consulate.dk

Lægehjælp
Hospitalerne i Bangkok og Hua Hin svarer til det vi kender i Vesten. Intensivafdelingerne er fuldt udstyrede og bemandet med læger, som hurtigt og kompetent kan give den nødvendige behandling. Sygehusvæsenet er generelt helt i top. Mange læger er uddannet på vestlige hospitaler og mange taler derfor engelsk.

Mad & drikke
Det thailandske køkken er meget specielt. Det er krydret men ikke altid hedt/stærkt. Det er en kombination af kinesiske og indiske kulinariske traditioner. Nudler, karry, sursøde retter med ingredienser som har kogt både længe og hurtigt. Eksotiske krydderier og urter. Priserne er overkommelige. Den thailandske måde at spise på er at bestille flere retter. En thailandsk hurtig frokost er f.eks. en skål med nudler med kylling, flæsk, bøf eller grøntsager. Skaldyrsrestauranterne er også vældig populære – specielt ved badesterne og i Bangkok.

Medicin
Husk at medbringe medicin i håndbagagen og husk at al medicin skal være i original emballage.

Mobil
Mobil telefoner kan benyttes i stor udstrækning. Forvent dog ikke dækning i de mere øde egne. Husk at slå mobildata + roaming fra, da det ellers kan blive en dyr fornøjelse.

Pas og Visum
Visum kræves ikke for danske statsborgere ved ophold op til 30 dage, men ens pas skal være gyldigt min. 6 måneder ud over opholdet. Børn skal have eget pas.  Bemærk, at dit navn på rejsebeviset skal stemme 100% overens med navnet i dit pas.

Placering i bus
På denne rundrejse anvendes flere forskellige busser, hvilket vanskeliggør Gislevs generelle pladssystem. Det er derfor ikke muligt at købe faste pladser i bussen på denne rejse. Gæster vil blive placeret i den rækkefølge de har bestilt rejsen.

Prostitution – skæbne eller valg
Thailand har i Vesten fået et ry for at være noget af en sexlegeplads. Der er fokuseret meget på udnyttelsen og ydmygelsen af kvinder og især børn. Prostitution eksisterer og har i nogen grad været etableret i flere århundrede. Men ikke desto mindre har prostitution i Thailand været ulovlig siden 1960. For fattige familier er fristelsen nogen gange for stor når deres 12/13 årige afslutter den normale skolegang. For disse piger kan nemt indbringe familien adskillige hundrede dollars og myndighederne har nu indset at det er utroligt svært at få kvinderne ud af prostitutionen når først de er havnet der. Det er nemt, pengene er gode og presset fra deres familie er ofte for stort. I stedet koncentrerer de forskellige organisationer sig mere om at udbrede kendskabet til prævention, da Aids er ganske udbredt i Thailand.

Påklædning
Generelt får du brug for let sommertøj, et par lange bukser, lun trøje og vindjakke samt gode sko Det er også en rigtig god ide at medbringe en trøje, da der er aircondition både i bussen, på restauranter og i butikker. Det er ikke nødvendigt at medbringe jakkesæt, slips eller lignende. Det er  en god ide at medbringe badetøj.

Rejseforsikringer
Det er obligatorisk med en rejseforsikring, når man rejser uden for EU.  Gislev Rejser forhandler Europæiske Rejseforsikring. Venligst bemærk at Europæiske har særlige regler for rejsende med kroniske sygdomme.

Rejseleder
Almindeligvis møder du rejselederen i lufthavnen ved afrejse fra Danmark.

Religion
94,2% af den thailandske befolkning er Buddhister, 4,6% er muslimer, 0,8 % kristne og andre ca. 0,4%.

Rygning
Thailand har i en årrække haft en rygelov der nok har været lidt strammere end den danske og er det stadig på enkelte punkter. Rygning blev i 2001 forbudt på restauranter med aircondition og flere andre steder. I 2008 blev det udvidet, således at der er nu rygeforbud på: Restauranter med aircondition, barer, klubber, diskoteker med aircondition, shopping centre og lignende offentlige steder, hoteller, undtagen på værelserne. Alle kontor bygninger har rygeforbud. Hospitaler.
(Ja faktisk alle steder med aircondition (læs indendøre)). Offentlige bygninger, togstationer og perroner, lufthavne, i parker og lignende. Udendørs fødevaremarkeder. For restauranter og udendørs barer, skal der prinicipielt laves opdeling i ryger og ikke rygerafdeling - med skiltning. Nogle hoteller har røgfrie værelser eller er helt røgfrie, men det er op til hotellets egen politik. Cigaretter må ej heller sælges i en vis afstand fra hospitaler. Mange regler og love omgås jo ofte i Thailand, med f.eks. lidt "smørelse" og det kunne tænkes at det også sker her. Men i Bangkok håndhæves rygeloven stort set overalt.

Shopping
Thailand er næsten én stor butik og det er nemt at blive fristet. Statuer af træ, bronze, terrakotta og stene kan købes i Bangkoks antikvitetsforretninger. Kurveflet i bambus og piletræ lige fra måtter og håndtasker til sutsko og lamper. Thailands keramik med den fine krakelerede overflade i  figurer, askebægre, krukker i mørkegrønne, brune og koboltblå farver. Tøj – hvor thaisilken nok er landets mest kendte kunsthåndværk. De lokale skræddere syr gerne et helt sæt tøj og tager mål så det passer nøjagtigt. Det er også et af de førende lande hvad angår produktion af rubiner og safirer. Man finder håndlavede kunstige blomster. Sko, tasker, bælter og tegnebøger af både slange, bæltedyr, krokodille m.m. Ja, indkøbene er virkelig ubegrænsede i dette land. De fleste steder kan man forhandle sig frem til prisen. Det er stadig meget billigt at shoppe i Thailand.

Sikkerhed
Der bør udvises almindelig forsigtighed, og penge og værdier bør opbevares i forreste lomme eller i en pengekat. Desuden bør man holde øje med bagage og håndbagage, når der pakkes bus. Der er ingen grund til at medbringe dyre smykker.

Skrædder
Man kan med fordel få syet tøj i Thailand. Kvaliteten er god og priserne attraktive. I Bangkok og i Hua Hin findes utallige muligheder.

Skik og brug
•    Thailænderne er et meget tolerant folkefærd!
•    Det er yderst vigtigt at undgå at støde thailænderne med to vigtige elementer. Nemlig kongen og buddhismen. Thailændere behandler kongen med ærbødighed og tåler ikke nogen for kritik af den kongelige familie.
•    Thailands nationalmelodi spilles hver dag i radioen kl. 08.00 og kl. 16.00 og transmitteres i højttalere i regeringsbygninger, tog og busstationer og endda i gaderne i nogle byer.
•    Det forventes at man af respekt stopper det man er i gang med og står stille.

Der er ubegrænset adgang til templerne i Thailand. Når man færdes i templerne er shorts, korte nederdele ikke tilladt. Mænd skal være iført lange benklæder og skjorte, kvinder en lang nederdel og tildækkede skuldre. Ligeledes bedes man tage sine sko af når man træder ind i den bygning, der har en afbildning af Buddha. Ved Grand Palace kan man blive nægtet adgang såfremt man ikke er passende påklædt! Kvinder må under ingen omstændigheder røre ved en buddhistisk munk, give ting direkte til ham eller modtage ting fra ham. Alle afbildninger af Buddha, af enhver størrelse, art og tilstand og på enhver lokalitet, er hellige, og må ikke bruges til at klatre på eller sidde på, eller som baggrund for personfotografering. Bortset fra sådanne personfotograferinger er det tilladt at fotografere disse afbildninger særskilt, endda hvor som helst i templerne.

Når man sidder ned foran en afbildning af Buddha, må man ikke have benene strakt frem, man skal enten knæle eller bøje benene ind under sig. Åndeligt såvel som fysisk er fødderne kroppens laveste del, og må derfor ikke bruges til at pege på eller berøre personer eller figurer. Efter de samme kriterier er hovedet den helligste del af kroppen, da det er sædet for "kwan" eller livskraften.

Det er ikke tilladt for den thailandske regering at tage nogen form for Buddhaafbildninger ud af landet.

Munke i alle aldre skal behandles respektfuldt. Hvis de sidder ned, må man ikke stå og rage op over dem, da dette demonstrerer mereværd. Når man går forbi, anses det for høfligt, at man bøjer hovedet. I offentlige transportmidler er der altid specielle siddepladser, der er reserveret for munke. I busserne er de som regel placeret enten bagi eller i nærheden af døren. Kvinder må ikke berøre en munk, selv ikke række ham noget direkte. Hvis en kvinde er nødt til at overbringe noget til en munk, skal hun lægge det på gulvet foran ham. Selv om det kun er få, der retter sig efter det, bør påklædningen overalt i landet følge de normer, der gælder for tempelbesøg.

Nøgenhed er forbudt på alle thailandske badestrande. Dette håndhæves strengt af både det lokale politi og turistpolitiet.

Thailændere udveksler sjældent håndtryk men hilser med et ”wai”. Håndfladerne presses sammen og løftes foran ansigtet. Højden af håndløftningen og dybden af hovedbøjningen angiver personernes relative status - jo mindre bevægelserne er, jo højere status har man. Ens status bliver i Thailand defineret ud fra alder, beskæftigelse, rigdom og rangen indenfor familien. Hvis man bliver hilst med en "wai", er det sandsynligvis klogest, ikke at gengælde gestussen, på trods af de råd, der gives i mange rejsehåndbøger. Det forventes ikke af udlændinge, og en let hovedbøjning og et smil er en tilstrækkelig genhilsning.

Husk at langt de fleste thailændere er ærlige, og at de oprigtigt prøver at være hjælpsomme. De er stolte af deres land, de forstår, hvor vigtig turismen er for økonomien, og de ønsker at give et godt indtryk. Problemerne skyldes i langt flere tilfælde sproglige og kulturelle forskelle, end bevidste forsøg på at snyde eller vildlede.

Sikkerhed
Thailand er på ingen måde et farligt land at gæste. Voldskriminalitet mod udlændinge sker yderst sjældent, og drab er endnu sjældnere. Den almindelige besøgende kan føle sig betydeligt tryggere i Bangkok end i mange byer i Europa. Den kriminalitet, der begås mod udlændinge, er mest tyveri i form af lommetyveri eller indbrud og svindel med kreditkort eller bondefangeri med falske varer og ædelstene. Lommetyvene og deres lige så fingerfærdige fætre, barberbladskunstnerne, som snitter en åbning i en lomme eller taske og fjerner værdigenstandene, arbejder på steder, hvor der er trængsel. De mest berygtede steder er weekendens kæmpemarked nord for Bangkok og hovedbanegården, Hualamphong.

Sol
Solen kan være meget stærk. Medbring solcreme med høj beskyttelsesfaktor samt solhat. Undlad ophold i direkte sol mellem kl. 12.00 og 15.00

Sprog
Det officielle sprog er thai. De fleste thailændere i de større byer forstår dog engelsk.

Strygefaciliteter
Der findes strygefaciliteter på de fleste hoteller, oftest på værelset. Hvis ikke kan der lånes i receptionen.

Sygdom
I tilfælde af sygdom på rejsen vil rejseleder være behjælpelig med at etablere kontakt til læge eller hospital. Vær opmærksom på at du som oftest skal betale for behandling på stedet. Husk at gemme kvitteringer med henblik på refundering fra rejseforsikring.

Takt og tone
Det forventes at man respekterer helligdomme og skikke med ærbødighed.

Taxa
Man kan med fordel benytte gadetaxa’er, som kører efter taxameter. Vælger man at tage en ”remis” (taxa som kører til fast pris) eller en tuk tuk vil prisen normalt være THB 200 uanset hvor i Bangkok man skal hen.

Tax free
Tax free køb for rejsende til Thailand  er max. 200 cigaretter og 1 liter spiritus eller 2 liter hedvin. Smugling af narkotika, våben og pornografiske billeder er strengt forbudt og kan få alvorlige følger. Tag aldrig imod pakker eller tasker, hvis indhold ikke kendes, når der passeres en grænse. Check evt. toldregler under Københavns lufthavnes hjemmeside: www.cph.dk

Telefon
Med mobiltelefon kan man telefonere næsten overalt i Thailand. Opkald fra Danmark til Thailand 00 66 + områdenr. / abn. nr. Opkald fra Thailand til Danmark 001 45 + områdenr. / abn. nr.

Tidsforskel
Ved sommertid er der 5 timers forskel til Danmark. Ved vintertid er der 6 timers forskel til Danmark

Toiletartikler
Almindeligvis forefindes der shampoo, balsam, lotion og sæbe på værelserne.

Trafik
Der er venstrekørsel, vær ekstra opmærksom når du krydser gaden.

Turistpoliti
Turistpolitiet blev etableret I 1992. De samarbejder med de thailandske myndigheder om turisternes sikkerhed. De tager imod og behandler anmeldelser og klager. Flersprogede Turistpolitifolk er stationeret I de større turistområder som f.eks. Bangkok og Hua Hin.

Vaccinationer
Ved indrejse til Thailand kræves der ingen vacciner. Men det kan alligevel anbefales at blive vaccineret mod hepatistis A og mod malaria i de områder, hvor dette kan forekomme. Forhør dig hos din lokale læge eller kontakt Seruminstituttet. Alternativt Danske Lægers Vaccinations Service på www.dlvs.dk. Vaccinationsklinikker findes i København, Slagelse, Odense, Svendborg, Herning, Århus, Randers og Ålborg. Ring evt. på 77 99 77 99.  

Valuta
Møntfoden i Thailand er Baht. 1 kr = ca. 5,00 Bath.
I de større byer og på de større turiststeder kan man veksle danske kroner på hotellerne og i bankernes vekselkontorer. Man kan også hæve kontanter på Visa eller kreditkort i kortautomaterne. Husk at medbringe pas såfremt du skal veksle rejsechecks.
1 THB = 100 satangs.

Pengesedler findes i 1000, 100, 50, 20, 10 og mønter findes i 10, 5, 1 THB samt 50 & 25 satangs.

Vegetar/diabetiker
Det er vigtigt du informerer os, hvis du har et særligt behov angående kosten. På denne måde kan vi forberede hotellerne i god tid inden afrejse.

Vinduer
På visse hoteller kan vinduerne ikke åbnes af sikkerhedsmæssige årsager. Klimaanlæg sørger her for frisk luft.

Huskeliste

I god tid før afrejse
•    Pas skal være gyldigt 6 måneder efter hjemkomst.
•    Gislev Rejser skal have kopi ved bestilling af rejsen.
•    Er rejseforsikring i orden?
•    Stemmer navn på rejsebevis 100 % overens med navn i pas?

I kufferten pakkes
Lille rygsæk (kan med fordel bruges som håndbagage)
Gode sko
Gode sandaler
Let sommertøj
Et par lange bukser
Vindjakke
Lun trøje
Badetøj
Strømper
Undertøj
Evt. lommekniv
Neglesaks
Toilettaske

Nyttige ord og vendinger
Goddag/hej    Sawadee kap (mænd) - sawadee kaa (kvinder)
Tak    Kap koon kap (mænd) - kap koon kaa (kvinder)
Hvordan går det?    saba dee reu?
Fint, tak    sabai dee kap (mænd) - sabai dee kaa (kvinder)
Jeg taler ikke thai         phood Thai mai dai
Tal venligst langsomt           phood cha cha
Jeg forstår ikke       mai kao jai
Hvad er dette?    nee arai
Hvad koster dette?        nee tao-rai kap (mænd) - nee tao-rai kaa (kvinder)
Det var dyrt    paeng maag
Regningen, tak    gep taang kap (mænd) - gep taang kaa (kvinder)
Held og lykke      kor hai chok dee
Hyggeligt at træffe dig           dee jai thee dai phob gan
På gensyn     laew phob gan mai
Farvel    la gon
Undskyld mig    kor thoad
Hvor er toilettet?        hong nam yoo tee nai?
Jeg har brug for en læge    tong karn mor ma raksa
På farten:
Jeg skal til ...      yaak ja pai ...                                 
Hvor er ?    yoo nai?
Drej til venstre    leeo sai
Drej til højre    leeo kwaa
Lige ud    trong pai
Kør forsigtigt    ra wang
Sæt farten ned      cha-cha
Stop her    yuut tee nee
 Steder:
Lufthavn    sanam bin                             
Busstationen    sa-tanee rot may
Banegården      sa-taneee rot fai
Politistationen    sa-tanee tum-ruad
Hotel    rong-raem
Ambassaden    sa-tantood
Hospital    rong-payabaan

(Kilde: Thai Airways)

Kort

Kort thailand

 

Flyv fra

Fly letter

Fly
Der flyves direkte med Thai Airways fra København til Bangkok. Flyvetiden er beregnet til 10,5 time. Forplejning ombord er inkluderet.  

Mødetid
Mødetid Københavns Lufthavn kl. 11.50

Hjemkomst
Kl. 06.35

Flybilletter
Der vil blive fremsendt en såkaldt e-ticket (flybillet) ca. 10 dage før afrejsen. Det er meget vigtigt, at du allerede ved bestilling af rejsen oplyser navn nøjagtigt, som det står anført i dit pas, så det registreres korrekt på flybilletten. Bemærk venligst at mellemnavne kan være forkortet til et forbogstav.
​​​​​​​
Venligst fremsend en kopi af dit pas til Gislev Rejser, ved bestilling af rejsen, så vi kan informere flyselskabet om pasnummer og fødselsdato.

Vigtigt
Venligst henvend dig til rejselederen FØR check-in.

Københavns Lufthavn

Læs mere her: www.cph.dk

Adresse
Lufthavnsboulevarden 6
2770 Kastrup

Gislev Rejsers mødested i København lufthavn
I hallen mellem Terminal 2 og Terminal 3 - ud for døgnbutikken "7Eleven". Her møder du Gislevs rejseleder/repræsentant.


Afgange og priser

DatoAfrejse fraRejsemålLedige pladserFra pris
11-11-2017Fly fra Københavns LufthavnThailand, Bangkok og Hua Hin 13 dageMere end 811.998,-BestilMere information